Skip to main content
Musikalsk oplevelse i RemisenBrande

Ensemble MidtVest besøger RemisenBrande onsdag den 14. nov. kl. 20.00 med intet mindre end Årets musikalske selvportræt!

Hos Ensemble MidtVest er de stolte over at have musikere i verdensklasse, der deler deres store passion for musikken. Hver sæson fremhæver EMV derfor én af deres musikere og beder vedkommende om at male et musikalsk selvportræt, så publikum kan få et indblik i musikernes musikalske personligheder og særegne bidrag til Ensemble MidtVest. I år er turen kommet til ensemblets klarinettist Tommaso Lonquich.

Læs mere i Brande Bladet i næste uge.

Kultur / 19/10/2018

Arbejdsulykke i Brande

En arbejdsulykke fandt sted torsdag 18. oktober klokken 11.43 på Jyllandsvej i Brande. Et firma var ved at opsætte stigereoler på en adresse på Jyllandsvej, og på et tidspunkt faldt der en løs stigereol ned over to mænd, der arbejdede på stedet. Det var henholdsvis en 42-årig mand fra Brande og en 25-årig mand fra Vejle.

Ifølge politiets døgnrapport kom den ene af de to mænd så meget til skade, at han blev kørt til sygehuset i Herning til behandling - han har muligvis fået en hjernerystelse. Der er ikke tale om livstruende skader, oplyser politiet.

Politi / 19/10/2018

Efterårsferie med kul på

Af Jan Svendsen - 

Søby Brunkulsmuseum har for første gang et særligt program i efterårsferien, og det tegner fra start til en stor succes.

Lokalnyt / 19/10/2018

Oprykningsfesten udsat en uge

Lørdag havde Brande IF's serie 2-mandskab chancen for at sikre sig oprykning til serie 1 for anden gang indenfor et år, men i første omgang kunne man lade propperne sidde i champagneflaskerne.

Et enkelt point i udekampen mod Ølstrup ville have sikret Brande oprykningen definitivt, men i stedet løb de zebrastribede BIF'ere ind i et overraskende klart nederlag på 1-4 - præcis samme cifre, som Ølstrup blev besejret med på Brande Stadion 1. september og også de samme cifre, som sæsonens hidtil eneste BIF-nederlag mod Ikast FC lød på.

Sport / 20/10/2018

BSR-rytter til tops i Boxen

Ponyrytteren Violise Frost Bay og hendes kategori 2-pony Mia 88 fra Brande Sportsrideklub vandt i weekenden finalen i Nord-Vest Box-cuppen med en stilkarakter i omspringningen på 8,5.

Finalen blev afviklet i de flotteste rammer ved world cup-stævnet i Boxen i Herning. Nord-Vest Box-cuppen er en turnering for ponyryttere, som i løbet af stævnesæsonen kan opnå point i LA- og MB-klasser ved udvalgte C-stævner.

De 15 bedst kvalificerer sig så til den fornemme finale, der afholdes i de fantastiske rammer ved world cuppen.

 

 

Sport / 22/10/2018

Truet på livet med pistol

Lørdag aften kl. 23.27 udviklede en påtale af hasarderet kørsel sig til trusler på livet på Storegade i Klovborg.

En 27-årig kvinde og en 28-årig mand fra byen fandt en 37-årig lokal mands kørsel så uforsvarlig, at de rettede henvendelse til ham og kommenterede hans kørsel. Dette fik manden til at springe ud af sin bil, hvorefter han trak en sølvfarvet pistol frem og angiveligt råbe ”jeg nakker jer alle sammen” til parret. De valgte derfor at tilkalde politiet, og da de havde en kraftig formodning om, hvem manden var, kunne patruljen let opsøge manden på hans bopæl.

Politi / 22/10/2018

Børns motion

Jeg har med undren læst hvad diverse kloge(?) mennesker her i Brande udtaler sig om børns motion. Jan Svendsen skriver om den store folkevandring, som han mener foregår hver dag fra Præstelundskolen til Kvickly, andre siger at det gode ved at der måske bliver bygget en helt ny skole tæt på Kvickly, er, at der skal være kantine med sunde fødevarer, som eleverne så kan købe.

LÆSERBREV / 23/10/2018

Fut i Fejemøget i Drantum Forsamlingshus

På lørdag d. 27. oktober byder Drantum Forsamlingshus igen på koncert.

Scenen betrædes denne gang af 3 fynboer, som tilsammen udgør trioen ”Den Danske Mafia”

Varedeklarationen er ”John Mogensen in Rock” og det er præcis, hvad det handler om – rockende versioner af det udødelige repertoire fra den store sangskriver John Mogensen.

John Mogensen og hans musik har fået en velfortjent renæssance efter filmatiseringen af hans liv – musikken er kendt af alle, men Den Danske Mafia formår at puste frisk nyt liv i sangene, som vi alle kan synge med på.

Kultur / 23/10/2018

Teaterkompagniet fejrer sølvbryllup med My Fair Lady

Fra i dag og frem til og med lørdag lader Teaterkompagniet Brande tæppet gå seks gange for deres 25 års jubilæumsforestilling: musicalen ’My Fair Lady’ i RemisenBrande.

Læs meget mere om jubilæumsforestillingen i dagens udgave af Brande Bladet og se flere billeder fra søndagens generalprøve her.

Kultur / 23/10/2018

For Ikast-Brande er næste års valg til EU parlamentet ikke ligegyldigt

Af Dina Raabjerg, konservativ kandidat til Europaparlamentet, Ikast-Brande vælgerforening

I Ikast-Brande kommune lever vi i høj grad af eksport. Vi har ni gange så høj eksport værdi som landsgennemsnittet. Særligt de store virksomheder i Brande trækker eksporten op. Det giver produktion, skatteindtægter og rigtig mange arbejdspladser.

LÆSERBREV / 23/10/2018

Hund skræmte indbrudstyv væk

Tirsdag i tidsrummet mellem kl. 18 – 20.30 er der gjort forsøg på indbrud i en villa på Brandlundvej.

Der er fundet opbrudsmærker på husets terrassedør, men det er ikke lykkedes tyven at komme ind i huset – efter al sandsynlighed er vedkommende blevet skræmt væk af beboernes ret store hund.

Der er derfor ikke stjålet noget fra stedet.

Politi / 24/10/2018

Halloween-konkurrence på facebook

De seneste år har børn i Brande og omegn kunnet deltage i en konkurrence om at lave det flotteste halloween-græskar. Det kan de også i år, men i modsætning til tidligere kommer konkurrencen til at foregå på handelsstandsforeningens facebook-side.

Her kan man lægge et billede af sig selv og sit udskårne græskar op, og blandt de indsendte bidrag trækkes der så lod om et Brande-gavekort på 500 kr. Vinderen offentliggøres samme sted 2. november.

Konkurrence / 24/10/2018

Stor mediebevågenhed om Bestsellers byggeplaner

Af Morten Dickmann

Salen var fyldt med borgere, politikere og pressefolk fra lokale og nationale medier, da Bestsellers repræsentant, Anders Krogh Vogdrup, for det projekterede byggeri af en ny bydel, med et 320 meter højt højhus som vartegn, onsdag aften var at finde på Hotel Dalgas i Brande. Her fremlagde han Bestsellers nuværende visioner om området ved Kåremagervej til de fremmødte ved borgermødet.

Lokalnyt / 25/10/2018

Torsdags-indbrud i Uhre

Torsdag i tidsrummet fra kl. 7.25 – 17 har der været indbrud i stuehuset på en landejendom på Gejlbjergvej ved Uhre.

Tyven har først knust et vindue til husets køkken/alrum og har derefter stjålet smykker, kontanter og gavekort fra stedet.

Politi / 26/10/2018

Byggeri af ny skole på vej i høring

Når Ikast-Brande Kommunes Teknik- og miljøudvalg mødes på tirsdag, skal udvalget bl.a. tage stilling til, om det udarbejdede debatoplæg skal sendes i høring inden udarbejdelsen af et konkret kommuneplantillæg og lokalplan for området i Centerparken.

Der lægges op til en kort høringsfase på kun 14 dage fra d. 14. til d. 28. november, men forinden skal debatoplægget også en tur forbi af Økonomi- og planudvalget.

Politik / 26/10/2018

Rema ønsker at udvide

På sit møde på tirsdag skal Ikast-Brande Kommunes Teknik- og miljøudvalg tage stilling til en ansøgning fra en projektudvikler, der ønsker at udvide centerområdet ved Vestergårdsvej i det nordvestlige Brande, hvor Rema 1000, Jysk, Uno X og Jem & Fix i dag ligger, med endnu en dagligvarebutik, en vaskehal samt et toetagers hotel.

Læs mere i Brande Bladet tirsdag.

Erhverv / 27/10/2018

Oprykningen sikret

Fredag d. 13. oktober sidste år sikrede Brande IF's førstehold sig den første oprykning i næsten 26 år, da holdet rykkede op i serie 1.

Forårssæsonen endte imidlertid med en returbillet til serie 2, men lørdag kunne holdet så juble over den anden oprykning på godt et år.

Kravet forud for udekampen mod Bording var minimum et point, og efter en målløs 1. halvleg leverede Brande-spillerne med en sejr på 3-1 så rigeligt det, der skulle til, for igen at kunne kalde sig serie 1-hold.

Sport / 28/10/2018

Fantastiske landsbyer kan tiltrække nye bosættere til kommunen

Af Hanne Ringgaard Møller, folketingskandidat for De Radikale Venstre i Vestjyske Storkreds.

Ikast-Brande er atter kåret som den mest erhvervsvenlige kommune, en kommune i vækst og udvikling og som bør kunne give gode forhold for borgerne og tilflytterne.

LÆSERBREV / 29/10/2018

Hærværk på Sandfeldvej

Lørdag aften modtog politiet anmeldelse om hærværk på Sandfeldvej.

Her var to murede søjler samt et busskur blevet væltet af en rendegraver eller traktor i tidsrummet mellem kl. 19 – 20.

Køretøjet havde efterladt tydelige hjulspor, og politiet har en ret kraftig mistanke til, hvem hærværksmanden m/k kan være.

Politi / 29/10/2018

Første Fredsplakatvinder i Brande er fundet

Af Morten Dickmann

I sidste uge deltog unge branditter for første gang i den internationale fredsplakatkonkurrence, som Lions International og FN hvert år afvikler.

Torsdag var eleverne og deres klasselærer samlet på Præstelundsskolen Bibliotek. Her kårede to dommere de tre bedste plakater og fandt en vinder. Vinderplakaten bliver sendt videre i konkurrencen om at blive årets internationale fredsplakat, som får en vægplads på FNs hovedkontor i New York.

Lokalnyt / 29/10/2018

Hvor er det ærgerligt!

Vi har i Handelsstandsforeningen gjort en stor indsats for at lave midtbyen lidt festlig her til Halloween, hvor vi har udsmykket midtbyen med halmballer og græskar. Jeg glædede mig derfor søndag morgen, hvor jeg stod op til en dejlig frostklar dag, at skulle ned og se, hvordan Torvet tog sig ud i dette flotte vejr. Jeg måtte så bare til min store skuffelse og ærgrelse konstatere, at der havde været andre på Torvet i løbet af lørdag nat, der syntes, at det var helt i orden at begå hærværk med den udsmykning, der var på Torvet.

LÆSERBREV / 29/10/2018

Fælleslisten kaster håndklædet i ringen

Vi er kommet til kort og må konstatere, at der ikke er flere tænder at trække ud omkring flytningen af skoletandpleje i Brande.

Af Lotte Stoltenborg, byrådsmedlem for Fælleslisten

På det lukkede byrådsmøde i september stemte vi for pavillonløsningen, som skulle sikre os, at skoletandplejen blev i Brande. Vores drømmescenarie er at lade børnetandplejen blive i de eksisterende bygninger så længe som muligt. Vi håber stadig, at arkitekttegningerne på Brandes nye skole vil vise, at skoletandplejen kan blive i de eksisterende bygninger under byggeprocessen. 

LÆSERBREV / 30/10/2018

Arbejdsulykke hos Kelsen

Kl. 03.47 natten til tirsdag skete der en arbejdsulykke på Kelsens småkagefabrik på Bredgade i Nr. Snede. Her kom en 21-årig mandlig ansat fra Ikast i klemme i en papkomprimator.

Manden, som formentlig kortvarigt var bevidstløs, blev derfor hastet til Aarhus Universitetshospital i Skejby, men selvom han vurderes som værende udenfor livsfare, har han her til morgen endnu ikke været i stand til at give politiet sin version af hændelsesforløbet.

Arbejdstilsynet er rutinemæssigt blevet underrettet om ulykken.

Politi / 30/10/2018

Biblioteket udskifter plastposer med stofposer

Fra årsskiftet erstatter Ikast-Brande Bibliotek de velkendte, gratis plastposer med muleposer, som kan lånes sammen med bøgerne. Det gør man for at mindske miljøbelastningen fra plasten. Inspirationen er hentet hos andre biblioteker over hele landet.

Selvom de kendte plastposer med bibliotekets logo forsvinder, kan der dog fortsat købes en plastpose på biblioteket, hvis borgerne har brug for én. Muleposerne, som bliver forsynet med stregkoder, vil i første omgang være at finde på bibliotekerne i Ikast og Brande.

Lokalnyt / 30/10/2018

Ingen klager over mobning i Ikast-Brande

Pr. 1. august 2017 kom der nye regler for skolers forebyggelse og håndtering af mobning. Formålet med ændringen er, at skoler og uddannelsessteder skal tage hånd om problemer med mobning, dels ved at have en forebyggende indsats på området, dels ved at håndtere situationerne, når der konstateres problemer med mobning.

For at understøtte forældre og elevers mulighed for klage blev der ved samme lejlighed oprettet en national klageinstans. Formålet med oprettelsen er, at elever og forældre hjælpes i sager om mobning, hvor skolen ikke griber ind.

Politik / 31/10/2018

En tvivlende muslim besøgte Sognegården

Naser Khader gav tilhørerne en fantastisk indsigt i religion og historie.

Af Ejgil Jessen Hansen

Mange var mandag mødt op i Sognegården for at høre Naser Khader fortælle om sit livsforløb og sit syn på religion, specifikt islam og kristendom. Det blev en aften, hvor Naser Khader via sin store viden om religion og historie formåede at sætte meget af det, der sker i Mellemøsten og i verden i øvrigt, i et historisk perspektiv.

Læs hele reportagen i næste uges udgave af Brande Bladet.

Lokalnyt / 31/10/2018

Færre på sygedagpenge

Selvom antallet af sygedagpengemodtagere i Ikast-Brande har været for nedadgående siden 2014, ligger kommunen fortsat et stykke over landsgennemsnittet.

251 kvinder og 210 mænd. Så mange personer modtog sygedagpenge i Ikast-Brande Kommune i juli, og tallet er det laveste i nyere tid. Dermed fortsætter den faldende tendens, som korrigeret for sæsonudsving har været stabil siden 2014.

Politik / 31/10/2018

Skoleelever sang dansk

Flere af de omkring 400 skoleelever fra 3.-6. klasse på Dalgasskolen, Uhre Friskole, Blåhøj Skole og Præstelundskolen, som tirsdag morgen var samlet til Syng Dansk-dag i RemisenBrande, virkede i starten en smule tilbageholdende – ikke mindst de ældste elever sørgede for at holde lidt igen, men da formiddagens tre kvarter lange syng med-koncert blev sluttet af med ”Jutlandia”, gav de fleste slip og sang med, så taget på den gamle remisebygning gav sig i samlingerne.

Kultur / 01/11/2018

Ingen elitepenge til skatere

Ikast-Brande Kommunes Kultur- og fritidsudvalg har sat navn og beløb på de foreninger, der skal have del i kommunens eliteidrætspulje. Puljen for 2019 er på i alt 121.000 koner, hvoraf de 40.000 på forhånd var øremærket Brande Taekwondoklubs træningssamarbejde med taekwondoklubberne i Esbjerg og Vejle under navnet Team VEB.

Politik / 01/11/2018

Autoværksted støvsuget

I løbet af natten til torsdag har der været indbrud hos Brande Auto & Elektro på Industrivej. Der er blevet knust en rude ind til værkstedet, som herefter er blevet gennemrodet og på det nærmeste støvsuget for værdier:

Tyven(e)s bytte blev en induktionsvarmer, et værktøjsskab med sit indhold af værktøj, 24 nye dæk, 4 alufælge, forskelligt trykluftværktøj, nogle testere samt forskellige smådele som viskerblade og lygtepærer.

Den samlede værdi af det stjålne er ikke opgjort.

Politi / 02/11/2018

Anlægskroner til haltag og skatere

På sit møde i slutningen af august besluttede Ikast-Brande Kommunes Kultur- og fritidsudvalg at oversende en hel stribe ansøgninger om penge til renovering af forskellige haller over det meste af kommunen til budgetforhandlingerne. Det blev der imidlertid ikke fundet økonomi til i budgettet, så i stedet har udvalget nu fordelt hovedparten af den pulje på 1.250.000 kroner, det har til rådighed til formålet.

Politik / 02/11/2018

Næppe en Netto

Udvidelsen af centerområdet på Vestergårdsvej er ikke lige på trapperne.

Det fortæller den pågældende projektmager, Freddie Eriksen, der er indehaver af Eriksen Group fra Århus.

Samtidig afviser udviklingschef Carsten Hadsbjerg fra Salling Group (det, der tidligere hed Dansk Supermarked, red.) kategorisk, at der bliver tale om en ny Netto-butik. 

Læs mere i Brande Bladet tirsdag.

Erhverv / 03/11/2018

Seks ansøgninger til landsbypulje – to blev imødekommet

I 2017 afsatte byrådet i Ikast-Brande Kommune 650.000 kroner til udvikling af kommunens landsbyer. De kunne ansøge om midler fra puljen under forudsætning af, at de selv stillede med mindst 50 procent af finansieringen.

Puljen administreres af Erhverv, vækst og bosætningsudvalget, som i år har modtaget seks ansøgninger, som i alt beløber sig til ca. 300.000 kr.

Politik / 04/11/2018

Total optur

Tre hold, tre oprykninger. Sådan blev den historiske status for Brande IF's herreafdeling efter årets sidste turneringskampe, som blev afviklet på Brande Stadion her til eftermiddag.

Klubbens tredjehold i serie 6 har for længst vundet deres pulje, i sidste weekend sikrede førsteholdet sig oprykning til serie 1 med en 3-1-sejr i Bording, og lørdag fulgte andetholdet i serie 4 så trop med den påkrævede hjemmesejr over rækkens bundprop, HTS.

Sport / 03/11/2018

Lad os ikke smide GULD på gaden

Af Lotte Stoltenborg, byrådsmedlem for Fælleslisten

I budgetforliget vedtog vi en besparelse på turismen på 500.000. Hele kommunen har fået sparekniven, derfor går turistforeningen heller ikke ramt forbi. Spørgsmålet er blot hvor meget kan spares?

Hvad er på spil – hvis turistforeningen lukker?

LÆSERBREV / 05/11/2018

Fantastisk kommune vi bor i!

For halvandet år siden skrev jeg her i Brande Bladet et læserbrev med overskriften ”Fantastisk by vi bor i”. Brande er stadig en dejlig by at bo i. Inspirationen til at skrive de rosende ord om Brande var et besøg fra Portugal, hvor vi gik på Brandestien langs åen, hvor vi mærkede vores gæsts begejstring for den flotte natur, der omgiver Brande. Nu hvor utilfredsheden med beslutningerne om flytning af rådhuset, børnetandplejen, skolebyggeriet og den slags er ved at falde til ro, må vi ikke glemme, at vi bor i en dejlig kommune. Der er simpelthen så mange naturperler.

LÆSERBREV / 05/11/2018

Sovende kvinde bestjålet

Fredag i tidsrummet mellem kl. 17-21.20 har der været indbrud i et hus på Langkærvej ved Brande, hvor et vindue er blevet brækket op.

Der er spor efter færden over det meste af huset, og husets kvindelige beboer, der var hjemme, havde faktisk hørt noget, der puslede. Hun slog det hen med, at det nok var hunden, men da hun vågnede kort efter kl. 21, kunne hun konstatere, at der havde været uønsket besøg, og at der manglede forskellige ting fra stedet.

Præcis hvad var ikke opgjort mandag morgen.

Politi / 05/11/2018

Brand på kartoffelmelsfabrikken

Søndag kl. 12.49 blev brandfolkene fra Falck i Brande sendt på arbejde på AKM på Herningvej.

Ifølge politiets oplysninger var der tale om en overophedet transportør, som brandfolkene hurtigt fik styr på.

Politi / 05/11/2018

Indbrud i parkeret varebil

Natten til søndag er højre sidedør på en varebil, der holdt parkeret ved White House Hotel Apartments på Dørslundvej, blevet brudt op.

Fra bilen er der stjålet forskelligt håndværktøj til en samlet skønsmæssig værdi af ca. 35.000 kroner.

Tyveriet er sket i tidsrummet fra lørdag aften kl. 21 til kl. 9 søndag morgen.

Politi / 06/11/2018

Brande City overvejer at hyre en citychef

15. november afholdes der stiftende generalforsamling for den nye forening, der skal afløse Brande Borgerforening og Brande Handelsstandsforening.

”Brande City” er foreslået som foreningens navn, og selvom den altså ikke er officielt stiftet endnu, er forarbejdet allerede på plads.

Foreningen skal fungere som fælles talerør overfor kommunen, og så lægges der efter flere års pause op til igen at ansætte en citychef i Brande.

Læs meget mere om planerne i dagens udgave af Brande Bladet.

Erhverv / 06/11/2018

Stor bil - lille brand

Brandfolkene fra Falck i Brande måtte tidligt ud af fjerene her til morgen: Kl. 05.28 indløb der melding om brand i en lastbil på Ejstrupholmvej.

Ifølge indsatsleder Leon Nielsen var dramatikken dog til at overskue: En sammensmeltning af nogle kabler havde medført noget røgudvikling, men ingen synlige flammer, så brandfolkene kunne hurtigt returnere til Falck-stationen.

Politi / 07/11/2018

Når to bliver til en

Venstres spidskandidat til næste års Europaparlamentsvalg, fhv. forsvarsminister Søren Gade fra Holstebro, havde ingen problemer med at holde forsamlingens opmærksomhed fangen, da han mandag besøgte Brandlundparken for at fortælle historien om sit liv.

Kun en enkelt gang i løbet af næsten halvanden times livshistorie fortalt frit fra leveren uden notater eller manuskript blev stemmen grødet og øjenkrogene fugtige, og det vel og mærke selvom langt størstedelen af foredraget handlede om hustruen Helle, der døde af kræft d. 26. januar 2008 – dagen før Søren Gades 45-års fødselsdag.

Lokalnyt / 07/11/2018

Høringsfrist forlænges

Høringsperioden for den lokalplan, der bl.a. skal gøre det muligt for modekoncernen Bestseller at opføre Nordeuropas højeste bygning samt et bylignende detailhandelsområde nord for motorvejen, er blevet forlænget med 14 dage, så den nu løber frem til d. 28. november.

Som årsag til forlængelsen angiver Ikast-Brande Kommune ønsket om at offentliggøre mindre ændringer i Forslag til kommuneplantillæg nr. 1 og i detailhandelsredegørelsen for aflastningsområdet samt en supplerende landskabsredegørelse til miljørapporten/miljøkonsekvensrapporten.

Erhverv / 08/11/2018

Bitter pille at sluge

Præstelundskolens fodbolddrenge havde torsdag en historisk mulighed for at sikre sig sejren i kredsfinalen i region Jylland Syd i Ekstra Bladets skolefodboldturnering.

På kunstgræsbanen på Brande Stadion tog holdet imod Tønder Overbygningsskole, og det var hjemmeholdet der kom først på måltavlen, da Jonas G. Munkholm i det 14. minut omsatte en lang aflevering fra Nikolaj Arvad til 1-0.

Sport / 08/11/2018

Politikerne har slukket håbet om en bedre psykiatri

Af landsformand for foreningen Bedre Psykiatri Knud Aarup. 

I foråret tændte regeringen et spinkelt håb for psykisk syge og deres pårørende. I det ene interview efter det andet lovede Sundhedsminister Ellen Trane Nørby en psykiatriplan, der skulle gøre behandlingen af psykisk syge ligeså god som resten af sundhedsvæsenet og sikre bedre hjælp til pårørende.

LÆSERBREV / 08/11/2018

Penge til krisecenter

På Brande Soroptimist klubs møde den 8. november holdt lederen af Herning Krisecenter Lene Danner Hessellund et interessant og rørende foredrag om livet på Krisecentret i Herning

Dette var optakten til "Orangedage", som afholdes i store dele af verden sidst i november 2018.

Disse dage har fokus på voldsramte kvinder.

Brande Soroptimstklub donerede kr. 10.000 til Herning Krisecenter.

På billedet ses Lene Danner Hessellund flankeret af Sigrid Møller og Ulla Bundgaard fra Brande Soroptimistklub.

Lokalnyt / 09/11/2018

Den varme dame i Nørre Snede

Hvor er det dejligt, når der tages initiativ til noget i de mindre lokalsamfund, således at de ikke helt bliver overset. I Nørre Snede har vi et lokalråd, der har taget initiativ til opstilling af en skulptur i rundkørslen ved Brandevej. Det er helt klart, at der vil blive lagt mærke til kunstværket, og det er selvfølgelig det, der er meningen. Det bliver en ny indgangsvinkel til Nørre-Snede. Et stort skulderklap til Lokalrådet for et rigtig flot initiativ, jeg håber bliver udført som tænkt og planlagt.

LÆSERBREV / 10/11/2018

Lokaletilskud barberes ned for en række foreninger

I forbindelse med, at Ikast-Brande Kommunes Kultur- og fritidsudvalg mandag forud for byrådsmødet ekstraordinært er indkaldt til møde sammen med Sundheds- og omsorgsudvalget for at tage stilling til, om der samlet set skal bevilges 100.000 kr. til kunstprojektet Rethink Ageing ("gentænk aldring", red.), som udspringer af Århus' titel af europæisk kulturhovedstad i 2017, skal udvalget samtidig behandle et forslag om at harmonisere lokaletilskuddet på tværs af kommunen.

Politik / 09/11/2018

Genforeningsstenen fredes

I anledning af fejringen af 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark i 2020 bliver samtlige ca. 650 genforeningssten og mindesmærker over hele landet nu fredet, heriblandt genforeningsstenen ved præstegården. Beslutningen, som er truffet af kulturminister Mette Bock (LA), vækker glæde hos Grænseforeningen. 

Foreningens formand, Jens Andresen, siger:

Lokalnyt / 11/11/2018

Hvor meget vil vi finde os i?

Hvad skal der til, for at vi kommer ud af starthullerne og fortæller politikerne, at nok er nok?

Hvad skal der til, for at vi prioriterer tid fra vores travle hverdag til at møde op til politikernes dialogmøder?

Hvad skal der til, for at vi står sammen og laver en ordentlig demonstration?

Nu lukker tandplejen i Brande, ja jeg ved godt at de siger midlertidigt, men jeg har mine bange anelser. Hvor mange sparerunder når vi mon igennem, inden den nye skole står færdig? Kunne man forestille sig, at tilbageflytningen når at blive sparet væk inden?

LÆSERBREV / 12/11/2018

Annoncer

Annoncer

  • Menu
    Menu
  • Bents Tæpper
    Bents Tæpper
  • Foreningsside
    Foreningsside
  • Foreningsside i Brande Bladet
    Foreningsside i Brande Bladet
  • Camping 25
    Camping 25

    Kalender

    28 Aug.

    Martin Kanstrup - En komisk musikalsk rejse gennem hverdagen

    Arrangør: RemisenBrande
    Sted: Remisen Brande, Remisevej 1, Brande
    29 Aug.

    Poul Krebs med band

    Arrangør: RemisenBrande
    Sted: Remisen Brande, Remisevej 1, Brande
    09 Oct.

    Huxi Bach - ufatteligt

    Arrangør: RemisenBrande
    Sted: Remisen Brande, Remisevej 1, Brande
    24 Oct.

    Rasmus Nøhr - Tid til mirakler

    Arrangør: RemisenBrande
    Sted: Remisen Brande, Remisevej 1, Brande
    21 Nov.

    Koncert med Rasmus Walther på Hotel Dalgas

    Arrangør: BrandeRocker
    Sted: Hotel Dalgas, Storegade, Brande

    Onlineavis

    Tilmeld nyhedsbrev

    Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.