Af landsformand for foreningen Bedre Psykiatri Knud Aarup. 

I foråret tændte regeringen et spinkelt håb for psykisk syge og deres pårørende. I det ene interview efter det andet lovede Sundhedsminister Ellen Trane Nørby en psykiatriplan, der skulle gøre behandlingen af psykisk syge ligeså god som resten af sundhedsvæsenet og sikre bedre hjælp til pårørende.

Men nu er planen smuldret og håbet er slukket. Og jeg forstår det godt, hvis de syge, deres pårørende og de mange engagerede ansatte i psykiatrien står måbende tilbage og spørger sig selv, hvad der blev af de smukke ord og de gode hensigter.

”Jamen, vi har da afsat 500 mio. om året”, vil regeringen nok sige. Og måske lyder det som mange penge. Men faktum er, at flere og flere danskere får en psykisk sygdom, og de ekstra hænder og den ekstra tid, skal derfor deles mellem flere og flere patienter. Derudover er de få penge spredt ud i et kludetæppe af små indsatser. Der ER lyspunkter i mellem – fx lettere adgang til psykologhjælp og bedre hjælp til børn. Men i det store billede er det småting. Så sandheden er, at de 500 mio. kr. om året ikke vil gøre en mærkbar forskel for ret mange mennesker.

Hvorfor skal det være så svært? Vi ved jo, hvad der skal til for at flere mennesker med psykisk sygdom bliver raske. Fx skal forældre, ægtefælder, søskende og andre pårørende bruges mere og have mere støtte. Hvis der er én ting, vi ved om psykisk sygdom, er det nemlig, at den syge bliver hurtigere rask, når de pårørende bliver inddraget og får støtte. Alligevel fyldte de pårørende så godt som ingenting, da politikerne forleden præsenterede satspuljen, der skal betale en stor del af psykiatriplanen.

En ”psykiatriplan” kalder politikerne selv deres underfinansierede kludetæppe af småindsatser. Men jo jo bedre vi lærer den såkaldte plan at kende, jo mindre ligner det en plan. Sandheden er nok desværre, at vi skal se den som et lille bump på den lange besværlige vej mod det ambitiøse og langsigtede løft af psykiatrien, som patienter, pårørende og fagfolk har efterlyst i flere år.

Politikerne har en allersidste chance for at tænde håbet igen. De forhandler i de her uger finanslov, og derinde ved forhandlingsbordet I Finansministeriet kan én af dem række hånden op og foreslå, at Danmarks største folkesygdom bliver taget mere alvorligt. Men med risiko for at lyde pessimistisk – jeg vil se det, før jeg tror det.