Ikast-Brande Kommune blev tilbage i april frifundet i en principiel sag om, hvorvidt kommunen var forpligtet til at tilbyde en medarbejder med handicap at konvertere medarbejderens fuldtidsstilling til en deltidsstilling på 20 timer pr. uge.

Sagen handlede om en ingeniør, der var ansat som lokalplanlægger i kommunen. Hun havde som følge af sygdom, der skyldtes en trafikulykke i arbejdstiden, pådraget sig en funktionsbegrænsning, der medførte, at hun kun kunne arbejde på nedsat tid. Halvandet år efter ulykken blev hun opsagt efter at have været deltidssygemeldt i godt et år, idet kommunen ikke ville ændre hendes stilling til en deltidsstilling på 20 timer om ugen.

Lokalplanlæggeren mente, at hendes lidelse udgjorde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, en opfattelse kommunen ikke var enig i. Hvis lokalplanlæggeren imidlertid måtte anses for at have et handicap, var det kommunens opfattelse, at det ville være uforholdsmæssigt byrdefuldt for kommunen at være forpligtet til at konvertere en fuldtidsstilling til en deltidsstilling, herunder ved enten at opnormere planafdelingen eller at splitte stillingen op i to deltidsstillinger.

En enig Højesteret frifandt kommunen og underkendte dermed Sø- og Handelsretten, som sidste år dømte kommunen til at betale en godtgørelse svarende til 6 måneders løn.

Højesteret fandt ganske vist, at lokalplanlæggeren var omfattet af forskelsbehandlingslovens handicapbegreb på opsigelsestidspunktet, og at kommunen vidste eller burde vide, at hun var handicappet, men fandt derimod ikke, at kommunen havde været forpligtet til at tilbyde lokalplanlæggeren at overgå til en stilling på 20 timer pr. uge. Da arbejdsopgaverne ikke kunne løses med kun to fuldtidsansatte planlæggere og én på deltid, ville den eneste tilbageværende mulighed være at opdele lokalplanlæggerens fuldtidsstilling i to deltidsstillinger, og dette var ikke foreneligt med den måde, arbejdet var tilrettelagt i kommunens planafdeling.