Af Bruno Ostenfeldt

LÆSERBREV - På byrådets dagsorden den 18. maj var der et punkt om godkendelse af mulige indsatser under udvalgspuljerne på Social og Arbejdsmarkedsudvalgets område.

Bag de administrative formuleringer gemmer sig egentlig en interessant politisk debat om, hvordan kommunen skal møde borgere, der enten kæmper med digitaliseringen eller står langt fra arbejdsmarkedet.

Det mest opsigtsvækkende forslag handler om “fremskudt borgerservice”, hvor kommunen vil afprøve hjemmebesøg og ekstra hjælp til borgere, som ikke kan håndtere MitID, digital selvbetjening og de mange offentlige digitale løsninger.

Positivt set rammer projektet et reelt problem. Mange ældre, syge og udsatte føler sig hægtet af et samfund, hvor næsten alt i dag kræver smartphone, apps og digitale løsninger. Her kan mere menneskelig hjælp give både tryghed og værdighed

Men kritisk set rejser projektet også nogle vigtige spørgsmål.

For har systemet selv været med til at skabe problemet?

I årevis har kommuner og staten centraliseret, effektiviseret og fjernet personlig service for at gøre mere digitalt. Nu bruges der så nye puljemidler på at hjælpe de borgere, som ikke længere kan følge med det system, man selv har bygget op.

Derfor kunne man også spørge, om frivillige fællesskaber og ældreorganisationer burde tænkes langt mere ind som en del af løsningen.

Mange steder hjælper pensionister og frivillige allerede andre ældre med IT, MitID og offentlige løsninger gennem IT caféer, biblioteker og lokale fællesskaber. Ofte skaber det mere ro, mere tid og mere menneskelig kontakt end endnu et kommunalt projekt.

Det betyder ikke, at frivillige kan løfte alle opgaver. Borgere med demens, psykiske lidelser eller komplekse sociale problemer kræver naturligvis fortsat professionelle medarbejdere og høj datasikkerhed omkring personlige oplysninger og MitID.

Men måske ligger den bedste løsning i et stærkere samarbejde mellem kommune, frivillige og civilsamfund fremfor endnu mere administration.

For ellers risikerer vi igen, at midlertidige projekter langsomt udvikler sig til permanente ordninger med flere ansatte, mere koordinering og større systemer.

Og det grundlæggende spørgsmål står tilbage:

Er løsningen altid mere kommune?
Eller skal vi også genopbygge de menneskelige fællesskaber, hvor borgere hjælper borgere?