Af Peder Fenger

Ejstrupholm står ved en skillevej, der kan definere byens overlevelse. Teknik- og Stabsdirektøren skærer det nu ud i pap for Udviklings- og Erhvervsudvalget: Der er ingen nemme genveje. Enten bakker man op om de private projekter, der ligger på bordet, eller også sender man byen ud i et årelangt vakuum uden vækst.

Valget står mellem to radikalt forskellige scenarier, der vil forme Ejstrupholm de næste 12 år:

Status quo (Ahornvej): Vedtager Byrådet lokalplanen, er boligbehovet sikret. Det er her, de reelle huse kan bygges over en årrække. Det er den eneste vej til hurtig handling.

Det store "Reset": Forkastes planen, dør projektet. Det vil tvinge kommunen til at lede efter helt nye arealer – en proces, der tager år og efterlader Ejstrupholm i et vækst-mæssigt tomrum, mens nabobyerne løber med børnefamilierne.

Samtidig spøger ønsket fra Lokalrådet om kommunale byggegrunde. Men her rammer virkeligheden hårdt: Kommunen ejer reelt intet jord i Ejstrupholm. Diskussionen i det nedsatte § 17.4-udvalg om, hvorvidt kommunen skal være udbyder, er i Ejstrupholm en ren teoretisk øvelse. Uden massive og dyre jordopkøb findes der ingen kommunale grunde at sælge.

Spørgsmålet til politikerne

Administrationen lægger nu op til en intens drøftelse. Vil politikerne støtte de private investorer, der rent faktisk har jorden og projekterne klar? Eller tør de tage ansvaret for at bremse udviklingen i årevis, mens de venter på analyser af kommunale roller og nye arealer, der endnu ikke findes?

Spørgsmålet er ikke længere, hvor der skal bygges, men om politikerne tør se virkeligheden i øjnene: Uden private projekter, ingen nye naboer.