Ulve og kapitalfonde

Af tandlæge Torben Lillie, Brande
Jeg foretrækker at leve i virkeligheden. I den virkelige virkelighed - vel at mærke.
Desværre og måske netop derfor bliver jeg også jævnligt forundret. Senest har forskere fra Aalborg påvist at Miljøstyrelsens anbefalinger af ulvehegn, som skal beskytte husdyr på markerne, ikke er tilstrækkelige. Højden skal være mindst 150 cm og ikke de 110 cm, som Miljøstyrelsen har anbefalet. Ligeledes skal den anvendte strøm i hegnet sættes op til det dobbelte! Forskerne anvendte levende ulve til forsøget og konstaterede, at de med lethed forcerede, det af Miljøstyrelsen anbefalede hegn; selvom de beviseligt var i kontakt med de strømførende tråde! Forskerne bemærkede endvidere, at de jo havde anvendt mætte ulve fra en dyrepark og derfor måtte formode at en sulten og mere vild ulv nok ville kunne klare endnu vanskeligere forhindringer i sin søgen på mad. Personligt har jeg også en vis erfaring. Vi havde i familien for få år siden en driftig hanhund - i halv ulvestørrelse - der ingen problemer havde med ofte at forcere trådhegn på 130 cm (dog uden strøm). Det var især når drifterne kaldte på hønsejagt i nabohaver eller besøg hos kvarterets løbske tæver!
Jeg har ikke noget imod ulvens tilbagekomst til Danmark. Men myndighederne skylder os - rettidigt - at give de reelle informationer om de fulde konsekvenserne heraf. Er det f.eks. uproblematisk med så høje og kraftigt strømførende hegn i naturen?
I en helt anden boldgade har en anden af statens styrelser været ude med et bemærkelsesværdigt budskab. Det er Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der ønsker en total liberalisering af den danske voksentandpleje. Udmeldingen kommer pudsigt nok samtidigt med de igangværende forhandlinger mellem Tandlægeforeningen og Regionerne om en ny overenskomst. Styrelsen mener, der er behov for mere konkurrence og at kapitalfonde gerne må gå ind på markedet med ejerskab af tandlægekæder. Øget konkurrence og stordrift skulle således kunne give billigere tandpleje - viola, det er mantraet!
Men, men, men...... Der mangler en hel del i den historie. Sikkerheden for patienterne bliver der ikke fokuseret på. Den danske tandpleje har i de senere år fået pålagt (af en anden styrelse!) en del krav om patientsikkerhed og dokumentation - de fleste af dem er rimelige nok - men det koster altså, at opfylde de krav. Det er netop de fastprisaftaler med Regionerne, som primært vedrører undersøgelsesydelserne som styrelsen ønsker fjernet, der i høj grad betaler for opfyldelsen af de nævnte sikkerhedskrav.
Der er ikke mangel på konkurrence i den danske tandpleje. Patienterne/kunderne kan altid frit skifte til en anden klinik eller endda tage på en tandrejse til udlandet. En hurtig søgning på nettet vil også afsløre tydelige forskelle på udbud og priser. Den generelle konklusion er her, som i så meget andet, du får hvad du betaler for. Pris og kvalitet hænger ofte sammen. Men også stordrift eksisterer allerede. Fra egen verden kan fortælles, at jeg er formand for en demokratisk sammenslutning af uafhængige og selvstændige tandklinikker. dinTANDLÆGE hedder den. Vi er en landsdækkende forening med fokus på bl.a. uddannelse, kvalitetssikring og fællesindkøb. I dette forpligtende fællesskab, bestående af 33 klinikker, er patienten sat i centrum.
Kapitalfondene kan ikke noget, vi ikke allerede kan i den danske tandpleje. Og husk, at kapitalfondene har kun et formål: at tjene penge til ejerne af kapitalfondene. De er ligeglade med om virksomheden producerer skjorter, fødevarer, sælger hårde hvidevarer eller f.eks. tandpleje. Konkurrencestyrelsens udmelding ligner mest af alt en gang regnedrengsarbejde bag et skrivebord fjernt fra virkeligheden. Må jeg bede om en yderligere udflytning af statens arbejdsplader!

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul