”Britta kommer hjem” hed det med fede typer hen over forsiden på en af tabloidaviserne forleden. Britta kommer hjem – ja, men det lyder da rigtigt hyggeligt. Avisen er på fornavn med hovedpersonen. Der er noget folkeligt og varmt over en historie om en dansker, der vender hjem.

Men det ændrer ikke ved, at overskriften dækkede over fortællingen om, at en svindler ud over normal størrelse skulle transporteres hjem af politiet for at stå til regnskab for svindel for i det mindste 111 millioner kroner. Der var – og er – ingen som helst grund til at hilste Britta Nielsen velkommen hjem. Absolut ingen. Heller ikke selv om konen har ændret sig markant i forhold til de billeder, vi tidligere har set.

Da skandalesagen kom frem, kunne hverken politiet eller pressen servere andre billeder af historiens hovedperson end det, vi har set til bevidstløshed: Af en meget kraftig, rundhovedet blondine, der tilsyneladende var fotograferet i en bar med en flaske champagne som selskab. Den kvinde, der blev anholdt i Sydafrika forleden, så helt anderledes ud. Indfaldent, hærget ansigt – og sorthåret. En forskel, der kan tolkes som et udtryk for, hvor hårdt dårlig samvittighed kan tage på et menneske. Men måske bare er en forskel, der skyldes et hårdt liv – som har slidt på et menneske.

Men uanset hvad: Der er ingen grund til at overse den kendsgerning, at Britta Nielsen sandsynligvis har begået en af danmarkshistoriens største svindel-numre. Og hendes ofre har i praksis været dårligt stillede mennesker. For de penge, Britta Nielsen overførte til egne konti, var øremærkede til sociale ydelser. Men i stedet blev de brugt på rideheste, investeringer i Sydafrika, ødegård i Sverige.  Alt sammen  for andre menneskers penge. Der er ingen grund til at undervurdere forbrydelsens substans.

Men overskriften ”Britta kommer hjem” signalerer noget andet. Den giver en helt anden stemning end f. eks. en overskrift som ”Storsvindler udleveres til Danmark”. Men den sidste er den mest præcise. Britta Nielsen er ikke dømt endnu, men som sagen er lagt frem, kan der næppe være tvivl om skyldsspørgsmålet. Hendes forbrydelse er dybt alvorligt. Der er intet muntert over den.

Det, der gør, at vi alle går rundt og smågriner lidt over historien, skyldes sandsynligvis, at det er vores eneste måde at håndtere den på. For i virkeligheden burde vi sætte os ned og stortude. For katastrofen er jo ikke Britta Nielsens moral. Men at vi i et land, der er så gennem-kontrolleret og gennem-bureaukratiseret som Danmark, giver plads til, at en sådan forbrydelsen overhovedet kan gennemføres.

Hvordan i al verden kan en medarbejder i det offentlige system komme til at snyde for over 100 millioner kroner? Der har oven i købet været adskillige advarsler under vejs. Bl.a. fik Bagmandspolitiet for flere år siden et praj om, at noget kunne være galt. Der skete intet. I samme periode er der ikke den lille, private erhvervsdrivende i Danmark, som ikke er blevet drevet rundt i manegen af diverse myndigheder med krav om dokumentation for dit og for dat.

Derfor er det vigtigste i Britta Nielsen sagen ikke, hvilken straf hun får, men at man i det offentlige system tager ved lære af sagen. Ikke bare for alle danske skatteborgeres skyld – men for princippets skyd. For at vi kan bevare tilliden til myndighederne. Deres troværdighed er truet.