Skip to main content
"De nye" vandt

Det blev deltagerne fra "Det nye gadekryds", der blev kåret som vindere af optoget ved lørdagens byfest i Blåhøj.
Festlighederne var tilsmilet af dejligt forårsvejr, men ikke desto mindre samlede optoget færre deltagere, måske fordi det kun var et år siden, der var optog i forbindelse med byfesten sidst. Tidligere har der kun været arrangeret optog hvert andet år.

Lokalnyt / 26/05/2014

Spritbilist efterlod visitkort

En 31-årig mand fra Fasterholt gjorde natten til søndag opgaven let for politiet, da han kl. 04.41 i en brandert påkørte et elskab, fortsatte gennem en hæk og ramte en udestue på Søbylundvej mellem Kølkær og Fasterholt.
Ved mødet med huset tabte bilen sin ene nummerplade, så derfor var det en smal sag for den tilkaldte politipatrulje at opsøge manden på hans hjemadresse.

Politi / 26/05/2014

Færre stemte

I modsætning til kommunal- og regionsrådsvalget i november gik valgdeltagelsen markant tilbage ved gårsdagens Europaparlamentsvalg, både på landsplan og lokalt.
I Ikast-Brande Kommune afgav 54,24% af de stemmeberettigede vælgere deres stemme mod 58,5% i 2009.
Som det eneste af de 15 valgsteder i kommunen landede man i Brande under halvdelen med en stemmeprocent på 49,8 (54,1 i 2009).

Politik / 26/05/2014

Kro med fut i

Kort før kl. 19 måtte brandfolkene fra Falck i Brande en tur på kro i Uhre.
Her havde kombinationen af en ukrudtsbrænder og nogle tørre blade vist sig som en uheldig cocktail, der havde fået sat ild i kroens carport.
Krofatter Jens Laursen havde dog selv fået bugt med flammerne, da brandbilerne nåede frem, fortæller indsatsleder Per Andreasen, så brandfolkene kunne hurtigt returnere til Falck-stationen efter lidt efterslukningsarbejde.

Politi / 24/05/2014

Ti gyldne minutter

"Slaget om den sydlige del af kommunen". Mindre kunne ikke gøre det, da Brande IF og sammenslutningen mellem Ejstrupholm IF og Nr. Snede GF, EIF/NSG, lørdag tørnede sammen på Brande Stadion i serie 4.
Gæsterne mødte op med maksimumpoint efter 8 kampe, 3 af dem hentet i det første opgør mod Brande, som dengang blev besejret med 3-2. Flere point havde Brande til gengæld heller ikke sat til, så udover lokalopgør var der tale om et vaskeægte topbrag.

Sport / 24/05/2014

Rekordmange til mini-tri

75 starter var en markant fremgang i forhold til de seneste mange udgaver af Brande Motions mini-tri og duathlon, som lørdag blev afviklet for 14. gang i fantastisk vejr.
Triatleterne startede med en tur i bassinet, hvor de først skulle tilbagelægge 400 meter svømning. Derefter gik cykelturen mod Drantum, Langkær, Bøllund og retur via Drantum inden den afsluttende løbetur på knap 5 km. ad Den Gyldne Middelvej.

Sport / 24/05/2014

Derfor holder Rema 1000 lukket

Lørdag den 24. maj holder alle Rema 1000 butikker lukket. Årsagen er at de sammen skal til stor fest i Fredericia for at feste for kædens 20 års fødselsdag. Kæden regner med at ca. 5000 vil deltage i festen. Deriblandt personalet og købmanden Kristen Højhus i Rema 1000 Brande, der af samme årsager også holder lukket lørdag.

Erhverv / 23/05/2014

Det meste af Jylland til Sansefestival i Brande

For sjette gang inviterede Brande Åcenter onsdag til Sansefestival på Ny Sandfeldvej, og ligesom festivalen selv er det efterhånden blevet en tradition, at det er godt vejr, når festivalen afvikles.
Antallet af deltagere forstsætter med at vokse støt og roligt, og Heidi Nielsen, som er en af hovedkræfterne bag arrangementet, vurderer, at omkring 700 lagde vejen forbi, heraf 550 betalende gæster.

Lokalnyt / 23/05/2014

EU-valg søndag

På søndag er der valg til EU-parlamentet. Samtidig skal der stemmes om Danmarks eventuelle tilslutning til Patentdomstolen.
100 kandidater fra 7 partier og en liste kæmper om de 13 danske pladser i Europaparlamentet, som efter valget kommer til at bestå af 751 medlemmer mod nu 766.
I Ikast-Brande Kommune er der 15 afstemningssteder, heriblandt Brande Hallerne, Ejstrupholm Hotel, Blåhøj Hallen, Uhre Kro og Drantum Forsamlingshus.

Info / 23/05/2014

4 meter hæklet motorvej

Når motorvejen øst for Brande på tirsdag skal indvies, bliver det ikke med overklipning af det traditionelle røde bånd.
Medlemmer af Brande Strikkecafé har hæklet og pyntet et 4 meter langt stykke motorvej, som transportminister Magnus Heunicke får æren af at klippe over.
Efterfølgende får ministeren et reparationskit med hjem sammen med den overklippede snor, så den kan samles igen.
Glæd dig til 20 siders tillæg om motorvejsåbningen i næste uges udgave af Brande Bladet, som p.g.a. Kr. Himmelfartsdag allerede udkommer mandag.

Lokalnyt / 23/05/2014

Trafikdræbt i Klovborg

Det var den 39-årige Malik Martin Fensmark Pedersen fra Brædstrup, der tidligt torsdag morgen blev dræbt ved en soloulykke i Klovborg.
En forbipasserende opdagede og anmeldte ulykken kl. 04.54, men ved fremkomsten kunne ambulancelægen konstatere, at manden var død på stedet.
Han var kommet kørende ind i byen ad Storegade i retning mod øst, da han tilsyneladende har snittet en kantpæl og mistet herredømmet over bilen.
Derefter ramte bilen en overkørsel til en mark, hvorved den blev slynget op i luften og fløj ca. 100 meter, inden den ramte en lygtepæl.

Politi / 23/05/2014

Smagshuset er åbnet

Torsdag får Brande et nyt spisested, når Lone Heide åbner Smagshuset i lokalerne bag Solgården.
Indretningen af lokalerne har stået på siden starten af året, men nu er alt på plads og klar til indvielse.
Åbningen markeres med en reception i eftermiddag.

Erhverv / 22/05/2014

Bestjålet i Herning

En indkøbstur til Herning blev onsdag eftermiddag en temmelig kostbar affære for en ung pige fra Brande.
Mellem kl. 15 og 16 blev hun antastet af 2 kvinder i Bredgade, og det lykkedes for den ene af kvinderne at fiske pigens pung op ad hendes taske.
Pungen indeholdt angiveligt ca. 1.000 kroner. Det er pigens mor, der har anmeldt tyveriet til politiet.

Politi / 22/05/2014

Højskolerejsegilde for fuld musik...

Onsdag eftermiddag genlød byggepladsen ved Brande Højskole af lystig sang og musik, her fejrede man nemlig rejsegildet på højskolens tilbygning. Sangen og musikken kom fra toppen af den 16 meter høje tilbygning, hvor højskolens elever, ansatte og håndværkere var samlet omkring et klaver hejst op i højderne i dagens anledning. Med kyndig tangentbetjening af højskolens forstander, Mogens Sommer Madsen blev der sunget med på højskolens egen sang med et budskab til eleverne og den omkringliggende verden at her har vi et fyrtårn i højskoleverdenen, der vil gøre en forskel for sine elever.

Lokalnyt / 22/05/2014

Pengeskabskup mislykkedes

Natten til onsdag har ihærdige, men tilsyneladende ukyndige gerningsmænd forsøgt sig med et pengeskabskup hos Jysk på Vestergårdsvej.
Overvågningsbilleder fra butikken viser, at gerningsmændene har været ”på arbejde” fra kl. 01.45 til kl. 03.00, men selvom de i det meste af 1½ time har forsøgt at få bugt med pengeskabet ved hjælp af en vinkelsliber, er deres foretagende ikke lykkedes.
Politiet modtog anmeldelse af indbruddet hos Jysk kl. 03.44.

Politi / 21/05/2014

Cross aflyser

Fredag skulle dansk-amerikanske Billy Cross have givet koncert med sit band i RemisenBrande, men koncerten har i sidste øjeblik måttet aflyses.
Den blonde guitarist med den karakteristiske lyd har skåret sig i fingeren, og så er det ikke muligt at spille på guitar.
Købte billetter kan refunderes ved henvendelse til Remisen eller det sted, de(n) er købt.

Kultur / 21/05/2014

Henriette synger på motorvejen

Der er andet end taler og snoreklip på programmet, når Brande Omfartsvej næste tirsdag bliver til motorvej.
Brandes egen X-Factorfinalist, Henriette Haubjerg Nielsen, lægger således vejen forbi og synger 3 numre, og elever fra Ikast-Brande Musikskole giver ligeledes deres musikalske bidrag til indvielsen, som foregår på samlepladsen ved Thyregodvej.

Lokalnyt / 20/05/2014

FrivilligBørsen overgik alle forventninger...

-Det overgik alle forventning og jeg svæver på en lyserød sky! Ordene kommer fra ”Børsbossen” Kurt Larsen dagen efter en særdeles vellykket ”FrivilligBørs” i RemisenBrande, hvor der blev indgået ikke færre end 158 nye aftaler mod sidste års 155.

Lokalnyt / 20/05/2014

BIF-Cup gennemføres

Før jul var den traditionsrige ungdomsfodboldturnering ellers lagt i graven, men i tolvte time lykkedes det at få sammensat et cup-udvalg, og mandag aften blev den endelige beslutning om at afvikle den 34. udgave af cuppen så truffet.
- Vi kan se, at det er både sportsligt og økonomisk forsvarligt at gennemføre stævnet, oplyser cup-udvalgsformand Tommy Jensen.
Han oplyser endvidere, at der også er kommet tilstrækkeligt mange tilmeldinger til at gennemføre det nye tiltag, mini-BIF-Cup for U9-spillerne.

Sport / 20/05/2014

Konstituering i Fælleslisten

Fælleslisten har mandag den 19. maj afholdt bestyrelsesmøde og konstitueret sig med Kim Schjermer som formand, Axel Månsson som næstformand, Jan Albrecht som kasserer og Henning Dybro som sekretær. Bestyrelsen består desuden af Jesper Truelsen.Koordinator og tovholder for ad hoc udvalgene for strategi- og handleplan er Holger Laursen.Formand for ad hoc udvalg Brande er Jette Harrild.Formand for ad hoc udvalg Ikast er Adnan Bacak, mens Helle Mathiasen er formand for ad hoc udvalg Nr. Snede.

Politik / 20/05/2014

Ikke flere Footsteps

Tirsdag d. 27. maj inviterer gospelkoret Footsteps til koncert i Baptistkirken. Det har koret gjort mange gange tidligere i dets snart 15-årige levetid, men denne gang bliver der samtidig tale om en afskedskoncert. Trods en ihærdig indsats, som bl.a. har omfattet annoncering i herværende avis, er det ikke lykkedes at finde en afløser for korets pianist, Anders Klarholt, som efter af have siddet bag tangenterne stort set uafbrudt siden starten nu har ”sagt op”. Han forsikrer dog, at der ikke ligger dramatik bag beslutningen:

Lokalnyt / 20/05/2014

Piraterne skal på disko

På fredag byder BGU på et helt nyt tilbud i den nyrenoverede svømmehal.
Pirat Water Disco hedder arrangementet, som henvender sig til børn fra 3. til 6. klasse og deres forældre.
Mens børnene boltrer sig med forskellige aktiviteter i bassinet, kan mor og far tage en slapper på bassinkanten med tapas og et godt glas rødvin. Og forhåbentlig når den splinternye klatrevæg også at blive klar til ibrugtagning.
Se annoncen for arrangementet her og tilmeld dig her.

Lokalnyt / 19/05/2014

Havareret ufo

Det var et temmelig trist syn, der mødte elever og ansatte på Ejstrupholm Skole, da de mødte ind mandag morgen.
Weekendens Midtjysk Festival er således ikke gået sporløst henover skolens udsmykning, som blev indviet ved skoleårets start.
Kuplen på skolens ufo er blevet smadret til stor ærgrelse for bl.a. viceskoleleder Morten H. Christensen, som har sendt ovenstående foto af den ødelagte ufo.

Politi / 19/05/2014

Klar til tri- og duatlon

For 14. gang arrangerer Brande Motion lørdag 24. maj stævne med triatlon og duatlon på korte distancer. Brande Mini Tri&Du har gennem alle årene haft distancer, som efterhånden er slået igennem som de gængse ved de mange populære ”4-18-4-stævner” med 400 meter svømning, 18 km cykling og 4 km løb.
De mere præcise distancer omfatter i triatlon svømning med 400 m, cykling 17,4 km og løb 4,7 km samt i duatlon med løb 4,0 km, cykling 17,4 km og løb 4,7 km. Begge discipliner enten individuelt eller stafethold med to-tre deltagere.

Sport / 19/05/2014

Fik pungen stjålet under indkøb

En ældre kvinde fra Brande mistede i tirsdags sin pung under indkøb i byens butikker.
Mellem kl. 15.30 og 16.30 var den 80-årige kvinde inde i flere butikker, men da hun skulle betale sit indkøb på apoteket, opdagede hun, at pungen var fjernet fra hendes taske.
Politiet gentager derfor advarslen om at være opmærksom på lomme- og tasketyve.

Politi / 19/05/2014

Påsat brand i Fasterholt?

Brandfolkene fra Falck i Brande kom på natarbejde natten til St. Bededag.
Kl. 03.22 indløb der en alarm om brand i et hus på Ejstrupvej.
Huset viste sig at være ubeboet, og politiet skal nu i gang med at klarlægge, om branden var påsat.

Politi / 19/05/2014

Slut på oprykningssnakken

For mindre end 1½ måned siden tog Brande IF's serie 1-hold hul på sæsonen med en knusende 6-0-sejr i Mejrup, men det stod hurtigt klart, at der ikke blev tale om en gentagelse, da de 2 hold lørdag tørnede sammen på Brande Stadion til returopgøret.
Allerede i det 8. minut bragte gæsterne sig i spidsen, og midt i halvlegen blev det 0-2. Begge gange efter situationer, hvor hjemmeholdets markeringer svigtede fælt.

Sport / 17/05/2014

Penge til købmandsgaarden

Torsdag overrakte 0. klasse fra Uhre Friskole 2.500 kroner til Lise-Lotte Møller Pedersen, som modtog checken på vegne af Den gamle Købmandsgaard i Uhre.
Beløbet udgør halvdelen af de 5.000 kr., klassen for nylig fik sammen med Innova-prisen for deres projekt ”Bedste venner”. De fleste af vennerne var da også mødt op til overrækkelsen, som naturligvis foregik i købmandsgården.
Udover checken havde eleverne taget nogle billedcollager med til vennerne, der efterfølgende bød på kage og saftevand som tak for bidraget.

Lokalnyt / 15/05/2014

Sponsorcykelløb for kunststofbanen

Brande IF og Brande Old Boys arrangerer torsdag den 12. juni et sponsorcykelløb med det formål at cykle nogle penge ind til den nye kunststofbane på stadion.
Cykelløbet er en del af festlighederne omkring Brande marked – og løbet køres på en rundstrækning i midtbyen med start ved Torvet foran Handelsbanken.
Derefter køres op ad Jernbanegade til venstre ved Bestseller-butikken, hen til El-huset, ned til EuroSpar, hen til Matas, til højre ned mod hallen, ind på Strømmen og hen til ”Slagterstien”, op ad bakken og gennem passagen ud på Storegade igen.

Lokalnyt / 15/05/2014

Programmet for motorvejsindvielse klar

Den 27. maj lægger transportministeren den sidste brik i puslespillet Midtjyske Motorvej, når Brande Omfartsvej bliver indviet til motorvej: Den dag bliver Midtjyske Motorvej mellem Vejle og Herning nemlig helt færdig. Indtil nu har motorvejsstrækningen været afbrudt af 7 km motortrafikvej ved Brande.

Lokalnyt / 15/05/2014

Hvor er logikken?

Afstanden fra Holstebro til Lillebælt er ca. 120 km. Over Fyn er der ca. 100 km. fra Korsør til København 100 km. På Fyn er der 3 tankstationer og rastepladser, Lillebælt, Blommenslyst og Nyborg. Over Sjælland er der også 3 tankstationer og rastepladser, Korsør, Tuelsø og Morfars rasteplads, og så er der måske en mere lige inden København.

LÆSERBREV / 14/05/2014

Spillede for "lånte" penge

Tirsdag modtog politiet anmeldelse af et bortkommet Visa Dankort. En 22-årig mand fra Brande havde konstateret, at kortet havde været forsvundet i tidsrummet fra midnat til søndag formiddag kl. 10, hvor det blev fundet igen i Herning. I løbet af perioden var det lykkedes ”låneren” at spille for godt 10.000 kr. på spillehjemmesiden spilnu.dk.
Politiet gentager derfor opfordringen til, at man lærer de 3 kontrolcifre udenad og derefter skraber dem væk – dermed er det ikke muligt for uvedkommende at misbruge et betalingskort til betalinger på nettet.

Politi / 14/05/2014

Held i (færdsels-)uheld

2 uger før indvielsen af motorvejen skete der tirsdag kl. 17.28 endnu et færdselsuheld i forbindelse med vejarbejdet på Omfartsvejen.
En 53-årig kvinde fra Hundested overså tilsyneladende skiltningen på stedet. I hvert fald kørte hun fra en tilkørselsrampe frem for fuldt stop og direkte ud foran en lastbil ført af en 51-årig mand fra Rødekro.
Lykkeligvis kørte lastbilen med så lav hastighed, at det næsten lykkedes chaufføren at få bragt den til standsning, inden han påkørte kvindens bil, så der skete udelukkende materiel skade ved sammenstødet.

Politik / 14/05/2014

Kissmeyer kåret

Der var ingen overraskelser på tapetet, da Ikast-Brande Venstre tirsdag aften afholdt opstillingsmøde i Ikast Svømmecenter.
Opgaven var at udpege kredsens nye folketingskandidat, og helt som ventet var der ingen, der ønskede at stille op mod borgmester Carsten Kissmeyer.
Dermed var valget en ren formalitet, og Carsten Kissmeyer er nu derfor officielt Venstres folketingskandidat i Ikast-Brande-kredsen.
Han efterfølger den tidligere Herning-borgmester og videnskabsminister Helge Sander på posten.

Politik / 14/05/2014

2 indsatsledere bliver til en

I slutningen af 2010 blev det besluttet at nedlægge brandstationen i Bording, og nu har beredskabskommissionen sagt god for endnu en besparelse på det lokale beredskab.

Politik / 13/05/2014

Sæsonafslutning med opvisningskamp

Kom helt tæt på ulvene og oplev superligaprofilerne takke af for en flot sæson med en opvisningskamp mod et udtaget hold fra FC Midtjyllands sponsor Jack & Jones/Bestseller.
Kampen spilles på MCH Arena på tirsdag, og undervejs vil der være masser af fede præmier fra Jack & Jones til en samlet værdi af 25.000 kr. på højkant.

Sport / 13/05/2014

Indbrud på Vejlevej

Fra fredag til lørdag eftermiddag, formentlig i løbet af natten, har der været indbrud på Vejlevej.
Her er et kældervindue blevet aflistet, hvorefter den uønskede gæst har stjålet 4 fjernstyrede biler, diverse smykker samt ca. 600 kr. kontant fra huset.

Politi / 12/05/2014

Fandt helt ny mountainbike i grøften

"Vi har fundet den i grøften". Sådan lød forklaringen, da 2 polske mænd i en polsk indregistreret ladvogn rutinemæssigt blev standset på Sdr. Ommevej ved Brande lørdag kl. 23.23.
Bag i bilen befandt der sig en nyere Puch mountainbike, som ganske vist ikke var efterlyst, men de 2 mænd kunne ikke redegøre helt troværdigt for, hvor cyklen stammede fra.
De blev derfor sigtet for ulovlig omgang med hittegods, og som det er kutyme i sager med udenlandske statsborgere uden folkeregisteradresse i Danmark, blev sagen klaret med en straksbøde.

Politi / 12/05/2014

Spændingen genetableret

Der var meget på spil, da Brande IF lørdag gæstede oprykkerne fra Tarm, der har fået en formidabel start på tilværelsen i serie 1.
Vestjyderne havde hentet imponerende 16 point i 6 kampe og kunne med endnu en sejr øge afstanden til Brande til 8 point. Dermed ville sæsonen for Brandes vedkommende reelt være slut blot halvvejs gennem turneringen.
I stedet lykkedes det gæsterne at reducere afstanden til førstepladsen til 2 point og samtidig tilføje Tarm sæsonens første nederlag på 3-2 i en kamp, hvor samtlige scoringer faldt inden pausen.

Sport / 10/05/2014

Golfherrer i sving med sejr

Brande Golfklubs 4. divisionshold åbnede lørdag sæsonen med en hjemmekamp mod Herning, som blev besejret med de overbevisende cifre 10-4.
Kampen kunne dog ligeså vel være endt med det stik modsatte facit, idet både Michael L. Pedersen i 3.-singlen og Kim Green/Carsten Holt i den afsluttende foursome først afgjorde deres matcher på 18. og sidste hul. Begge faldt ud til Brandes fordel.

Sport / 10/05/2014

Fernisering på værker til ny salmebog

Fredag var der fernisering i aulaen på Uhre Friskole. Eleverne fra 3. klasse præsenterede de værker, der skal bruges som illustrationer til den salmebog, som klassen har været med til at udarbejde til de kommende minikonfirmander.
Projektet var for nylig blandt de nominerede til Innova-prisen, som klassen dog ikke vandt, men nu bliver de mange kunstværker altså til en salmebog.
Læs mere i Brande Bladet onsdag.

Lokalnyt / 09/05/2014

Nyt samarbejde skal få flere unge til stemmeurnerne

Et samarbejde mellem Ikast-Brande Kommune og Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) skal få flere unge til at stemme ved Europa-Parlamentsvalget den 25. maj. Udsendelser af huske-sms og personlige markering af valgdeltagelse er blandt initiativerne.
Ved seneste Europa-Parlamentsvalg i 2009 var valgdeltagelsen kun 59,5% på landsplan, mens 58,5% af vælgerne i Ikast-Brande Kommune fandt vej til stemmeboksen.
Undersøgelser indikerer, at især unge fravalgte stemmeboksene. Og valgdeltagelsen ville have været endnu lavere, hvis ikke det var for den samtidige folkeafstemning om tronfølgeloven.

Politik / 09/05/2014

Atter festivaltid i Ejstrupholm

Fra torsdag til lørdag er det atter festivaltid i Ejstrupholm. Rottehullet og tivoliet åbner allerede torsdag, og fredag (Bededag) holder svømmehallen på Midtjysk Efterskole som sædvanligt åbent i et par timer, hvor alle vandhunde kan få sig en gratis svømmetur. Bededagsgudstjenesten afholdes ved springvandet i anlægget, med mindre vejrguderne tvinger deltagerne indenfor i festteltet.

Lokalnyt / 09/05/2014

Den Jyske Sparekasse godt fra start

Onsdag kunne Den Jyske Sparekasse offentliggøre et særdeles positivt resultat for de første fire måneder af 2014. Før skat, men efter nedskrivninger, har sparekassen et overskud på 78,6 mio. kr.
- Ligesom andre pengeinstitutter er vi begunstiget af salget af Nets, der har givet en fortjeneste på 25,8 mio. kr. Samtidig glæder vi os over, at sparekassens primære drift følger budgettet, fortæller ordførende direktør Claus E. Petersen.

Erhverv / 09/05/2014

Henriette på tilbud

Fik du ikke Brandes X-Factorfinalist Henriette Haubjerg Nielsens autograf, da hun blev modtaget ved Kvickly efter kvalifikationen til finalen, er chancen der igen lørdag.
Her skriver Henriette autografer i Bestseller-butikken i en times tid sidst på formiddagen.
Samtidig byder butikken på en forfriskning og 20% rabat på alle ikke i forvejen nedsatte varer (se annoncen her).

Lokalnyt / 08/05/2014

Gnist var skyld i brand

Onsdag arbejdede politiets teknikere og en el-sagkyndig med at fastlægge årsagen til den eksplosionsagtige brand, der tidligt søndag morgen hærgede en garage på Carit Etlarsvej.
Konklusionen på undersøgelserne blev, at det må være en gnist fra et styreskab til jordvarme, der har antændt benzindampe fra en af de to biler eller motorcyklen, der befandt sig i garagen, som nedbrændte fuldstændig.
Politiet har derfor frigivet brandstedet.

Politi / 08/05/2014

Tricktyv uden gevinst

Onsdag omkring kl. 19.15 havde en mandlig odds-spiller held til at narre en ekspedient hos Eurospar i Brande.

Efter at have spillet 10 væddemål á 50 kr. gjorde han opmærksom på, at kuponen ikke var som ønsket, fik væddemålene annulleret og udfyldte en ny kupon.

Først da manden havde forladt butikken, opdagede ekspedienten, at kuponen var blevet ændret til 20 væddemål af 500 kr. svarende til 10.000 kr. i alt.

Manden beskrives som sorthåret, 25-30 år og 170-180 cm. høj, men han løb dog hurtigt tør for held: Ingen af de 20 væddemål gik hjem.

Politi / 08/05/2014

Motorvejen indvies 27. maj

Transportminister Magnus Heunicke klipper snoren, når Vejdirektoratet fejrer udbygningen af Brande Omfartsvej til motorvej tirsdag den 27. maj. Det nye motorvejsstykke lukker et hul på syv kilometer i Midtjyske Motorvej mellem Vejle og Herning.
Der har været fuldt tryk på arbejdet med udbygningen af Brande Omfartsvej til motorvej siden begyndelsen af 2012, og nu kan trafikanterne køre på motorvej hele vejen fra Vejle til Herning – fire måneder før planlagt.
Transportministeren ser frem til indvielsen af det nye stykke motorvej:

Lokalnyt / 08/05/2014

Status quo for Hedeløbet

Med en pæn fremgang i antallet af forhåndstilmeldte og noget nær perfekt løbevejr var der udsigt til fremgang i deltagerantallet i Hedeløbet, som onsdag blev afviklet for anden gang i Brande Motions regi efter 27 år som Brandtex-løbet.
Antallet af eftertilmeldinger var dog kun halvt så stort som sidste år, så derfor endte deltagerantallet på niveau med 2013, hvor 200 tog turen ud på Brandlund Hede.
I år kunne deltagerne vælge mellem 3 ruter: 3,6, 6 eller 12 km., og heldigvis havde arrangørerne lært noget af sidste års tidtagningskaos, så en gentagelse blev undgået.

Sport / 07/05/2014

Mysteriet er opklaret

Takket være en henvendelse fra en læser er det nu lykkedes at opklare, hvem det er, der skyder i den nordlige del af Brande.

Hverken Vejdirektoratet eller Axel Månsson ville vedkende sig skyderiet, men det vil pressechef for Siemens, Rasmus Windfeld derimod.

Der er simpelthen tale om gaskanoner, som ved hjælp af automatik bliver affyret for at skræmme mågerne væk fra virksomhedens tag.

Lokalnyt / 07/05/2014

Annoncer

Annoncer

  • Foreningsside
    Foreningsside
  • Menu
    Menu
  • Sommerfest
    Sommerfest
  • Camping 25
    Camping 25
  • Bents Tæpper
    Bents Tæpper

    Kalender

    28 Aug.

    Martin Kanstrup - En komisk musikalsk rejse gennem hverdagen

    Arrangør: RemisenBrande
    Sted: Remisen Brande, Remisevej 1, Brande
    29 Aug.

    Poul Krebs med band

    Arrangør: RemisenBrande
    Sted: Remisen Brande, Remisevej 1, Brande
    09 Oct.

    Huxi Bach - ufatteligt

    Arrangør: RemisenBrande
    Sted: Remisen Brande, Remisevej 1, Brande
    24 Oct.

    Rasmus Nøhr - Tid til mirakler

    Arrangør: RemisenBrande
    Sted: Remisen Brande, Remisevej 1, Brande
    21 Nov.

    Koncert med Rasmus Walther på Hotel Dalgas

    Arrangør: BrandeRocker
    Sted: Hotel Dalgas, Storegade, Brande

    Onlineavis

    Tilmeld nyhedsbrev

    Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.