Røde Kors er flyttet ind

Sidste onsdag markerede Røde Kors’ lokalafdeling i Brande, at foreningen har fået egne lokaler på Revlingevej
Af Mikael Lund -
Lokalerne, som tidligere husede Køkkenmesteren, deler Røde Kors med Teaterkompagniet, som blev husvilde, da Rosenbedet sidste år blev rømmet og solgt til nedrivning.
Takket være stor velvilje fra naboer, håndværkere og ikke mindst en masse frivilliges arbejdstimer samt et økonomisk tilskud fra Veluxfonden har lokalafdelingen nu endelig fået det ”hjem”, man har savnet i flere år. Og at behovet er der, understreges af, at januar bød på 14 arrangementer i det nyistandsatte lokale, som Røde Kors overtog 1. november.
- Der har været et større behov, end vi troede, konstaterer lokalformand Inge Kristensen.
Også fjernlager
Nørklerne og Værket er de faste brugere med ugentlige møder, og derudover har alle de øvrige aktiviteter mulighed for at benytte lokalet, som også anvendes til bestyrelsesmøder.
Udover mødelokalet råder Røde Kors over knap 100 kvadratmeter lagerplads, der anvendes som ”fjernlager” for genbrugsbutikken i Kirkegade, først og fremmest til møbler.
Inge Kristensen har masser af ros til de frivilliges arbejdsindsats. Faktisk er hovedparten af istandsættelsen klaret på frivillig basis, mens bygningens ejer, Bent Jensen, vederlagsfrit har lagt gulvet i mødelokalet.
Blåhøj El, MP Boligtextil (lamelgardiner) og en anden nabo, malermester Jørgen Larsen, har også været i sving, og så har det været med til at gøre processen smidigere, at nogle af de frivillige, som har lagt mange timer i istandsættelsen, både er frivillige i Røde Kors og i Teaterkompagniets kulisseafdeling.
– Det har været en fordel for os, siger en glad og tilfreds Inge Kristensen.
Indvielsen, som blev fejret med kaffe og kage og et glas Asti med lidt sødt til, havde samlet et halvt hundrede af Røde Kors’ frivillige.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul