DEBATINDLÆG af dyrlæge Lotte Bøgedal

I 2021 besluttede et politisk flertal, at 75.000 hektar af statens skove skulle udlægges som urørt skov og Naturnationalparker. Beslutningen blev truffet uden et solidt videnskabeligt grundlag og uden at sikre, at den kunne gennemføres inden for gældende lovgivning.

Det er ikke vild natur – det er dyr, menneskeskabt natur

Det, der kaldes “vild natur”, er i virkeligheden et stort anlægsprojekt. Der ryddes og fældes med maskiner, graves og flyttes jord, opsættes hegn, anlægges stier og broer, indføres græsning og udføres løbende kontrol og pleje.

I praksis betyder “vild natur”, at mennesket beslutter, mennesket betaler, mennesket styrer og mennesket bestemmer. Naturen formes efter en politisk idé – ikke efter sine egne processer.

Prisen på “vild” natur

Miljøministeriets egne tal viser, at én naturnationalpark på 1.700 hektar koster ca. 43,4 mio. kr. at etablere og 6,4 mio. kr. om året i drift. Overført til de første ca. 25.000 hektar Naturnationalparker betyder det anlægsudgifter på mindst 637 mio. kr. og en årlig drift på omkring 94 mio. kr.

Dertil kan lægges prisen for tabt produktion af træ og landbrugsafgrøder.

Dyrevelfærdl, er et alvorligt problem. Staten giver sig selv særregler, og dyrene mister den beskyttelse, som ellers gælder for alle andre.

Biodiversitet er målet, mens dyrene kun er midlet. Når fagpersoner samtidig siger, at sult ikke er værre end aflivning, og at dyrevelfærd og biodiversitet ikke kan forenes, er dyrenes velfærd reelt fravalgt.

Problemet breder sig også uden for Naturnationalparkerne, hvor Fødevarestyrelsen i stigende grad ser gennem fingre med manglende fodring og utilstrækkeligt tilsyn i andre naturprojekter.

Hegn holder ikke kun dyr inde, de holder også vilde dyr ude. De afskæres fra deres naturlige leveområder og presses ud mod veje og bebyggelse, hvor risikoen for påkørsler og trafikdrab stiger markant.

Jagt

I Naturnationalparker ophører jagten helt.

Samtidig indhegnes også store dele af de urørte skove for at rumme fritgående dyr, hvilket i praksis gør jagt vanskelig eller umulig dér.

For jægere betyder det, at både Naturnationalparker og urørte skove forsvinder som jagtarealer.

Det betyder færre steder at gå på jagt, dårligere adgang og langt færre muligheder for at udøve jagt.

Naturen bliver for de få

Når vi skal færdes blandt løsgående dyr under hegn, bliver naturen ikke længere for alle. Ældre, gangbesværede, børnefamilier, hundeluftere og foreninger fravælger områderne, fordi adgangen og trygheden forsvinder.

Det er forkert at påstå, at det er ufarligt at færdes blandt store, fritgående dyr. Der findes dokumenterede ulykker, også med dødelig udgang.

Hegn og store dyr gør naturen mindre tryg og mindre tilgængelig.

Det er ikke den danske skovnatur, der er problemet – det er målesystemet

Det, der i dag bruges som bevis på de danske skoves elendige tilstand, bygger i høj grad på et målesystem og en fortolkning, som ikke følger EU’s egne rammer – ikke på skovenes faktiske udvikling. Det er bl.a. dokumenteret i Erik Buchwalds baggrundsnotat om EU-rapporteringen, som gennemgår, hvordan Danmark siden 2013 har overimplementeret habitatdirektivet gennem et ændret målesystem.

Frem til 2013 fulgte Danmark EU’s vejledninger, og skovene kunne rapporteres som værende i gunstig tilstand. I 2013 ændrede DCE metoden og indførte en ny model, hvor ét enkelt dårligt resultat automatisk gør hele vurderingen ugunstig (“one-out-all-out”). Kravene er sat så højt og så teoretisk, at næsten ingen skove kan leve op til dem – heller ikke gamle, urørte skove som Suserup Skov.

Modellen er blevet kritiseret fra starten af både af Naturstyrelsen, KU, DN og Dansk Skovforening. Alligevel bruges den stadig som grundlag for store politiske beslutninger om urørt skov og Naturnationalparker.

Skovloven tilsidesættes

Urørt skov uden for Naturnationalparkerne er stadig omfattet af skovloven med krav om flersidig anvendelse. Alligevel føres der i dag en praksis, som reelt sætter disse krav ud af kraft. At der er et juridisk problem, bekræftes indirekte af DNs præsident, som har skrevet, at “Skovloven skal laves om”, fordi den står i vejen for trepartens ambitioner. Det er en klar indrømmelse af, at den nuværende forvaltning ikke kan rummes inden for gældende lov.

Når en forvaltningspraksis i realiteten ophæver en lov, underminerer det respekten for retssamfundet.

Rødlisten

Rødliste 2019 er blevet brugt politisk som bevis på, at naturen er i frit fald. Men ser man på det fulde datagrundlag, holder den fortælling ikke. Konklusionen bygger på et udvalgt udsnit af arter og ikke på hele materialet.

Omkring 1.805 arter er fravalgt i beregningerne – arter, som i stor udstrækning er i fremgang. Når de medregnes, forsvinder billedet af en generel forværring.

Rødliste 2019 dokumenterer derfor ikke et samlet sammenbrud i naturen. Tværtimod viser data, at mange tidligere truede arter klarer sig bedre, men denne udvikling er systematisk udeladt af den officielle hovedkonklusion.

Myndighedsbaseret rådgivning og DCE’s rolle

Myndighedsbaseret rådgivning på naturområdet er ikke uafhængig, men politisk bestilt forskning udført af en snæver kreds af fagpersoner tæt knyttet til de myndigheder, der bruger rapporterne som beslutningsgrundlag. Rapporterne fungerer derfor i praksis som legitimering af en allerede fastlagt politik, ikke som neutral faglig vurdering.

DCE har en central rolle i dette. Institutionen leverer ikke kun data, men fastlægger i praksis både problemforståelse, metodevalg og løsninger. Når de samme forskere gentagne gange er hovedforfattere på de rapporter, ministeriet bygger sin politik på, kan rådgivningen ikke længere kaldes uvildig.

Samtidig erkender rapporterne selv, at der mangler langsigtede videnskabelige undersøgelser for rewilding og urørt skov, og at konklusionerne bygger på ord som “forventes”, “antages” og “vurderes”. Alligevel behandles de politisk som sikre sandheder.

Resultatet er, at DCE ikke blot er “faglig” rådgiver, men at enkelte forskere er aktive medskabere af dansk naturpolitik ud fra deres personlige ”synsninger”.

DCE og Invasivlisten

Sika er i Danmark udpeget som invasiv art på et usikkert og overvejende teoretisk grundlag. Miljøstyrelsen tog i 2021 initiativ til en revision af den nationale liste over invasive arter, som resulterede i en ny liste udarbejdet gennem en konsensusproces ledet af DCE/AU. DCE fastlagde metode og kriterier, udvalgte eksperter, ledede processen og sammenfattede konklusionerne – og var samtidigt massivt repræsenteret både i ekspertgrupper og blandt de indbudte deltagere til konsensuskonferencen. DCE har dermed haft en afgørende indflydelse på udpegningen af Sika som invasiv art.

DN

DN er i dag en stærk politisk aktør med stor indflydelse på forvaltningen af dansk natur og fungerer ikke længere primært som en uafhængig naturfaglig organisation.

Under Maria Reumert Gjerding har DN fået en central rolle i naturpolitikken gennem Den Grønne Trepart, råd, udvalg og konsensusprocesser i tæt samspil med ministerier og styrelser.

DNs magt ses ved, at foreningens profiler samtidig optræder som statslige eksperter.

Peter Kyvsgaard, biolog og ansat i SGAV med tæt tilknytning til DN, har talt for udryddelse af sika. Bo Håkansson (DN) deltager som ekspert i DCE’s konsensusarbejde og har tilsvarende udtalt sig for udryddelse.

Når de samme personer både repræsenterer DN og optræder som eksperter for staten, udviskes skellet mellem interesse og faglighed. DN bliver dermed ikke blot en høringspart, men en direkte aktør i udformningen af dansk naturpolitik.

Jeg er ikke imod urørt skov og vild natur.

Jeg er imod skalaen, den ensidige fortælling og manglen på faglighed og lovmedhold.