Kludder i kørslen

På baggrund af sidste års byrådsbeslutning om besparelser på befordringsområdet overgik al kørsel til læge/speciallæge, kørsel til daghjem og kørsel af syge elever/”brækket ben” til Midttrafik pr. 15. marts. Dette har medført et ændret serviceniveau for disse typer af kørsler og affødt en del klager.

De 3 kørselsområder, der er overgået til Midttrafik, har givet en del udfordringer, men ikke de forventede besparelser. På daghjemsområdet er en forventet besparelse på 285.000 kr. reduceret til en besparelse på 13.800, på læge/speciallæge-området er der udsigt til en merudgift på 57.500 kr. i stedet for en besparelse på 150.000, og den gennemsnitlige pris pr. km. for kørsel af syge elever/”brækkede ben” er steget til det dobbelte. Årsagen er helt konkret, at der for hver kørsel er et administrationsgebyr til Midttrafik på 17 kr. Det betyder en daglig administrationsafgift pr. barn pr. dag på 34 kr.

Desuden har man på daghjemmene oplevet, at borgerne blev hentet og afhentet for tidligt eller for sent, at mulighederne for samkørsel ikke udnyttes, og at serviceniveauet generelt er faldet.

Hos lægehusene oplever man, at borgerne venter i længere tid efter endt behandling, da afhentningstidspunktet efter behandling skal bestilles samtidig med afleveringstidspunktet før behandling, og det kan være svært at forudsige, hvor lang behandlingstiden er.

Lægehusene oplever endvidere, at borgere sidder i venteværelset efter lukketid, fordi deres aftalte afhentningstidspunkt ligger tæt på lukketid, og der har desuden været usikkerhed om, hvor borgeren skal afleveres og afhentes.

På baggrund af ovenstående forløb og en række eksempler skal børne- og undervisningsudvalget, arbejdsmarkedsudvalget og social- og omsorgsudvalget på deres respektive møder i den kommende uge tage stilling til, om et evt. udbud af kørsel skal forestås af indkøbskontoret eller ved en ekstern konsulent.

Læs mere om sagen i næste uges udgave af Focus Ikast-Brande.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul