En vinterdag på heden

Søndag havde Harrild Hedes Venner inviteret til en frisk gåtur ud på hedearealet omkring Harrild Hede Naturcenter.

Over 200 havde taget imod invitationen til en frisk gåtur på henholdsvis 2,5, 4 og 10 kilometer med indlagte fortællinger undervejs

Af Villy Guldbrand Jensen

Formanden for Harrild Hedes Venner, Mads Lønvig, bød de mange fremmødte velkommen og gav en kort orientering om dagens forløb, inden Ellen Hansen, Hans Jensen, Evald Asp og Karl Risbjerg tog deltagerne med på de fire ruter ud i den flotte natur på Harrild Hede. Jeg valgte af følge med tidligere skovfoged Hans Jensen, der for et år siden gik på pension efter 34 år på Harrild Hede. Hans Jensen kender området som sin egen lomme, og delte gladeligt ud af sin store viden krydret med anekdoter fra sine mange år i tæt kontakt med naturen.

Og spørgelysten var stor da Hans Jensen tog sin flok på ca. 65 med rundt i området på en 4,5 kilometer tur i skov og hedeområder. Det første spørgsmål var, ikke uventet, om han havde set ulven på Harrild Hede.

- Jeg har ikke personligt oplevet at se ulven, men den ses næsten dagligt herude, lød det fra Hans Jensen, der kunne fortælle om flere eksempler på folk der havde set ulven. Man mener at der i øjeblikket er 4-5 hvalpe.

Hans Jensen fortalte også at ulven, så snart den får styr på sit territorium, ikke angriber får længere, men i stedet går efter krondyr og rådyr.

I Harrild kan man ikke se på bestanden af kron- og rådyr at ulven er kommet til området.

Kvindebækken

Næste spørgsmål kom da gruppen bevægede sig forbi Kvindebækken.

Hvor kommer navnet Kvindebækken fra lød spørgsmålet?

- Jeg tænkte nok I ville spørge, lød det fra Hans Jensen.

Jeg blev spurgt for mange år siden af en gruppe naturfolk, og jeg gav dem en lang opdigtet fortælling om hvordan navnet er fremkommet. Siden blev jeg spurgt flere gange, men jeg kunne ikke huske hvad jeg havde svaret sidst, så svaret er nu: Jeg ved det ikke!

Men jeg ved at vandet i Kvindebækken, der løber fra Gludsted og ud i Holtum å, er så ren at man kan drikke af vandet.

Videre gennem skoven fik vi historien om Contorta fyr der kun bliver mellem 30 og 40 år gamle. Når de går ud, giver det plads til bl.a. rødgran. Contorta er gode til at bane vej for nye skove. De blev blandt andet brugt i Søby i brunkulsområderne hvor man ønskede at få en trævækst til at holde på sandet, der gennem krigsårene var blevet opgravet for at få fat i brunkullene.

Sandflugtsklitter

Senere kom vi ud på det åbne hedelandskab, hvor små toppe lignede gravhøje, men igen fik vi forklaret tingenes rette sammenhænge.

- Vi kigger nu på sandflugtklitter, forklarede Hans Jensen. Gennem 1700 og 1800-tallet oplevede vi en stor sandflugt og det var først omkring 1900-tallet at man fik stoppet sandflugten. At det ligner små gravhøje, skyldes at sandflugten rundt om de tilbageblevne høje fjernede store mængder sand, kun beplantninger kunne holde på sandet og derfor ligner det i dag gravhøje.

Hedearealet hørte tidligere under Harrildgård, og selv om området ser fattigt ud, så var det ikke tilfældet. Her kunne man holde store fåreflokke, og man kunne samle store mængder tyttebær samt grave tørv m.m., så økonomisk var man godt stillet. Ja, man var faktisk så godt stillet at man fra Hastrupgård, der ejede Harrildgård, tre gange måtte låne penge i Harrild.

Der var også den lille detalje at man ikke skulle betale skat dengang når man ikke dyrkede agerjord, fortalte Hans Jensen, der også underholdt med små anekdoter fra datidens beboere på Harrild Hede, hvor flere boede på små ejendomme langt ude på heden.

Blandt andet Gammel Lau, der havde været med i 1. verdenskrig og ikke var sluppet fra krigen uden men. Om det var granatchok eller andet vides ikke, men Gammel Lau var lidt af en særling.

Børnene var bange for ham, og hvis han havde et brev postbuddet skulle have med, hejste han en blikspand op i en rafte, så postbuddet kunne se at han var nødt til at tage den lange tur ind over heden og over Kvindebækken for at hente Laus brev.

Det blev han dog også belønnet for. Lau havde skænket et glas brændevin op til ham.

Samme postbud gik i øvrigt to gange dagligt turen mellem Ejstrupholm og Fasterholt og retur.

Efter et par spændende timer sammen med tidligere skovfoged Hans Jensen vendte vi tilbage til Harrild Hede Naturcenter hvor den varme suppe ventede.

Turen den første søndag i januar er efterhånden blevet en tradition som Harrild Hedes Venner, Miljøministeriet og Danmarks Naturfredningsforening står bag.