Af Bruno Ostenfeldt Jensen

LÆSERBREV: Jeg ser et Danmark, som er ved at miste forbindelsen til sig selv.

Et Danmark hvor mennesker, der arbejder, producerer, bygger, passer dyr, kører lastbil, arbejder på fabrik, driver virksomhed eller bor udenfor de store byer, i stigende grad bliver betragtet som problemet.

Og samtidig ser jeg et voksende system af politikere, embedsmænd, konsulenter, eksperter og organisationer, som lever af at regulere, kontrollere og fortælle almindelige danskere hvordan de skal leve.

Det er som om Danmark langsomt er blevet vendt på hovedet.

Dem der skaber værdierne presses hårdere og hårdere.
Dem der administrerer værdierne, bliver flere og flere.

Vi har fået et samfund hvor almindelige mennesker knokler for at betale regningen til et system, der hele tiden vokser.

Flere direktører.

Flere chefer.

Flere projektledere.

Flere klimaafgifter.

Flere regler.

Flere kontrolsystemer.

Flere konsulentrapporter.

Men ikke nødvendigvis mere velfærd.

For samtidig oplever mange danskere længere ventelister, mindre nærvær i ældreplejen, presset psykiatri og færre hænder tæt på borgerne.

Og ude i virkeligheden sidder helt almindelige mennesker tilbage med følelsen af, at ingen længere lytter til dem.

Tag bare klima og grøn omstilling.

I årevis har almindelige danskere sorteret affald, sparet på strømmen og betalt stadig højere afgifter. Samtidig flyver politikere, topfolk og klimaeksperter verden rundt til konferencer og symbolpolitik.

Imens bliver landsbyer og lokalsamfund plastret til med gigantiske energianlæg, solceller, vindmøller og industriparker, ofte imod lokale borgeres ønsker.

Når folk protesterer, bliver de stemplet som bagstræberiske eller uoplyste.

Men måske handler det ikke om modstand mod grøn omstilling.

Måske handler det om, at almindelige mennesker er trætte af at blive kørt over.

Trætte af at se investorer tjene millioner, mens naboerne betaler prisen.

Trætte af at blive belært af mennesker, som aldrig selv mærker konsekvenserne.

For Danmark er ikke kun København, caféer, ministerier og tænketanke.

Danmark er også dem der står op klokken fem om morgenen.
Dem der passer produktionen.
Dem der holder fabrikkerne i gang.

Dem der reparerer maskinerne.
Dem der holder ældreplejen kørende.

Dem der producerer fødevarer.
Dem der betaler skat før de selv får lov at beholde noget.

Og mange af dem oplever i dag, at staten og kommunen fylder mere og friheden mindre.

Flere overvågninger.

Flere registreringer.

Flere afgifter.

Flere forbud.

Flere moralske kampagner.

Samtidig virker det som om lovlydige borgere ofte mødes hårdere end dem, der bryder reglerne.

Vi ser bander, vold og utryghed vokse.

Vi ser udvisningsdømte kriminelle blive i Danmark år efter år.

Vi ser almindelige borgere miste tilliden til, at systemet beskytter dem.

Og oveni det hele bliver folk kaldt usolidariske eller ekstreme, hvis de siger fra.

Men det er ikke ekstremt at ønske tryghed.

Det er ikke ekstremt at ønske frihed.

Det er ikke ekstremt at ønske respekt for dansk kultur, arbejdsliv og lokalsamfund.

Det er sund fornuft.

Mange danskere føler i dag, at eliten lever i ét Danmark, mens resten af befolkningen lever i et andet.

Et Danmark hvor regningerne stiger.

Hvor afstanden til beslutningstagerne vokser.

Hvor almindelige mennesker forventes at tilpasse sig konstant nye krav, mens toppen af samfundet sjældent selv går forrest.

Set fra min stol er problemet ikke Danmark.

Problemet er, at dem der styrer landet, mange steder har mistet forståelsen for det Danmark, der faktisk holder landet kørende.

Og hvis ikke almindelige borgere snart bliver hørt igen, så vokser afstanden kun endnu mere mellem befolkningen og dem, der bestemmer.