Fald i Brandes indbyggertal – Uhre boomer

År for år er indbyggertallet i Brande vokset, men for første gang i dette årtusinde oplevede byen sidste år et – ganske vist yderst beskedent – fald i indbyggertallet. I nabobyen Uhre er indbyggertallet til gengæld steget med 10 procent.

For Ikast-Brande Kommune som helhed er indbyggertallet i 2020 vokset med 104 personer svarende til 0,3 procent, en stigning kommunens største by Ikast med en befolkningstilvækst på 121 personer (0,8 procent) kan tage hele æren for – og lidt til.

Til gengæld er Brande i løbet af 2020 skrumpet med fire indbyggere, hvilket ganske vist ikke er meget, men dog et knæk på kurven, som i mere end 20 år er steget uafbrudt år for år.

Tre af kommunens mindste byer, Blåhøj, Hampen og Pårup, har oplevet den relativt største fraflytning sidste år, men det er Bording og især Engesvang, der antalsmæssigt har mistet flest indbyggere.

Både Ejstrupholm og Nr. Snede har til gengæld haft vækst i indbyggertallet, men de overgås begge af Isenvad, som har fået yderligere 26 indbyggere i løbet af 2020. Det svarer til en befolkningstilvækst på 3,8 procent.

Det overgås imidlertid af Uhre, som – endda inden byen fik besøg af en stork – har haft et (byens beskedne størrelse taget i betragtning) veritabelt boom af nytilflyttere. 25 nye indbyggere i Uhre i løbet af 2020 svarer til en befolkningstilvækst på hele 9,9 procent.

Kommentarer

Vi er 4 der flytter til Brande lige om lidt - så er der udlignet!!!

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul