Af Peder Fenger

Ikast-Brande Kommune giver nu en status på et af de mest komplekse områder i socialsektoren: Borgerstyret Personlig Assistance (BPA). Ordningen er livsnerven for borgere med massive handicap, da den giver dem penge til selv at ansætte hjælpere og leve et selvstændigt liv. Men bag de gode intentioner gemmer sig en voldsom økonomisk virkelighed.

I 2025 var blot 16 borgere i kommunen omfattet af en BPA-ordning. Selvom gruppen er lille, er udgifterne svimlende. Især den såkaldte §96-ordning, der dækker borgere med behov for døgnovervågning, koster kassen. Her er den gennemsnitlige udgift per borger ca. 1,3 millioner kroner årligt. Samlet brugte kommunen over 14,5 millioner kroner på BPA i 2025.

Det mest opsigtvækkende i orienteringen til Social- og Arbejdsmarkedsudvalget er dog kommunens manglende kontrolmuligheder. Lovgivningen binder hænderne på forvaltningen:

Vanskelig sagsoplysning: Det er ekstremt svært at vurdere det reelle støttebehov objektivt, da sagsbehandlere primært skal læne sig op ad borgerens egne udsagn.

Lukket land: Kommunen har begrænset adgang til dialog med hjælperne og kan ikke kontrollere det daglige arbejdsmiljø eller samarbejdet i hjemmet.

BPA er en central ordning for borgerens frihed, men for kommunen er det et område præget af høje udgifter, begrænsede styringsmuligheder og en lovgivning, der gør det svært at sikre, at pengene altid bruges optimalt.