Gammel!

Mogens Sommer Madsen

Den 1.12.2020 er jeg berettiget til folkepension. Den har jeg tænkt mig at tage imod.

Jeg vil være folkepensionist!

Jeg vil ikke løbe forvirret rundt og være ung med de unge, eller være ”en ung, der er blevet ældre”. Nej. Jeg vil være gammel!

Jeg ER gammel, og det, har jeg været længe. Jeg har allerede i de sidste måneder kørt min arbejdsdag ned i de timer, jeg er tilstede på min elskede arbejdsplads, Brande Højskole, og jeg har bevidst givet de unge plads til at komme til.

Jeg har kunnet gøre det, fordi jeg er god. Og fordi de er gode.

Jeg har aldrig været så god til mit job, som nu. Mange ting kan jeg gøre på kortere tid, fordi jeg er erfaren i at forberede mig, fyre den af og komme videre.

Jeg er mester på mit felt. Nu må mesterlærlingene tage over. Livet går videre. Brande Højskole går videre. Vi kæmper en kamp for de mest udsatte i Danmark – de unge nederst på samfundets bund. Den kamp står mit hjerte nær – og hvad der står ens hjerte nær, skal man ikke glemme.

Og det har jeg sandelig heller ikke tænkt mig.

Men nu! Nu vil jeg være gammel, lade tiden gå, sove, gå ture, nyde naturen, nyde byen, nyde familien, nyde økologisk mad og Thises produkter, nyde menneskene, nyde sex, nyde livet. Jeg skal ikke lade op til noget, jeg vil ikke holde pause før en ny voldsom udladning, jeg vil ikke styrte rundt til altmuligt for at bekræfte mig selv i, at jeg er noget værd. For det ved jeg godt, jeg er. Og så er den ikke længere.

Lyder det som om, jeg har smækket kisten i indefra, og kun kommer ud, når det lugter?

Hvis det gør. Ja. Så kan det ikke være mere forkert.

Jeg er i høj grad i live, jeg er TIL med alt, hvad jeg har i mig.

Noget hører barndommen til, at lege frit for eksempel, noget hører tidlig ungdom til, at give den gas for eksempel, noget hører den mere modne alder til, at besøge sine gamle for eksempel.

Men jeg? Jeg er gammel, og det er fint!

Gud, jeg er gammel, og jeg tror, der er en mening med det.

Jeg tror, jeg har fået et hjerte for at bruge det til noget fornuftigt!

Så det rejser spørgsmålet: Kan og skal jeg overhovedet gøre gavn som gammel?

Svaret er JA!

Jeg har aldrig i livet oplevet, at der ikke var noget, jeg skulle fylde ud og være optaget af. Aldrig.

Så jeg er helt tryg, jeg tager den med ro, jeg venter på at tidens fylde kommer.

Jeg glæder mig til, hvad jeg nu skal.

Hvad er min nye bestemmelse?

Hvortil skal jeg bruge mine talenter som gammel: Min ro, min visdom, min ildhu?

Jeg ved det ikke.

Jeg sætter mig i gyngestolen og venter på mit nye kald.

Og når det kommer – svarer jeg!