Af Bruno Ostenfeldt Jensen 

Den 1. januar 2027 er det 20 år siden kommunalreformen trådte i kraft. En reform der skulle skabe stærkere kommuner, bedre service og mere effektiv drift.

Her hos os betød det, at Ikast og Brande blev lagt sammen. Ejstrupholm var allerede blevet en del af Brande, og Brande havde i forvejen et tæt samarbejde med Nørre Snede. Resultatet blev en kommune, der mere lignede et patchwork end et naturligt fællesskab.

Det blev ikke en sammensmeltning, der voksede ud af fælles identitet eller naturlige sammenhænge. Det blev en administrativ konstruktion tegnet på et landkort langt fra hverdagen i de lokale byer.

Men det var ikke kun geografien, der blev fastlagt i de første år. Det blev magtforholdene også.

Allerede fra begyndelsen lagde Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti en fælles strategi. De indgik et samarbejde, der sikrede dem flertallet og dermed kontrollen over de centrale poster i den nye kommune.

Konsekvensen var klar. Andre partier og Brande området blev holdt uden for reel indflydelse.

Det var ikke vælgerne, der havde afvist dem. Det var en bevidst politisk konstruktion, hvor de store partier fordelte posterne mellem sig og satte sig tungt på beslutningerne fra første dag.

Borgmesteren i den gamle Brande Kommune, Preben Kristensen fra Fælleslisten, stod med et stærkt lokalt mandat. Men i den nye kommune blev magten samlet hos de store landsdækkende partier.

Den strategi har i store træk præget kommunen lige siden, og er kun blevet tydeligere de senere år, hvor Ib, Kasper Pauli og Simon har indgået en lignende aftale. De store partier har skiftet lidt på rollerne, men samarbejdet om magten har bestået.

Og ser vi egentlig den store politiske forskel mellem de tre partier i den kommunale hverdag? Jeg ser den ikke. 

For borgerne har forskellen ofte været svær at få øje på. Det har mange gange lignet en kamp om taburetter og udvalgsposter mere end en reel politisk kamp for borgerne. Den politiske kurs har været præget af kompromiser i midten, centralisering og beslutninger truffet af de samme partier igen og igen.

Når nogen går imod denne konstruktion, bliver det hurtigt stemplet som manglende samarbejdsvilje eller som støj i maskineriet. Kritik bliver af flertallet opfattet som dårligt samarbejde, selv når den kommer på vegne af lokale borgere og deres interesser.

Det giver måske ro på rådhuset. Men det giver ikke nødvendigvis bedre løsninger for borgerne i de mindre byer og lokalsamfund.

20 år efter er det på tide at stille det ærlige spørgsmål:
Fik vi en stærkere kommune
eller bare en større kommune med færre lokale stemmer og mere lukket magtspil?

Hvis vi vil have en kommune, der hænger sammen, kræver det en ny politisk kultur. En kultur hvor andre politiske lister og borgernes stemmer får reel indflydelse, og hvor politik ikke kun handler om at fordele poster mellem de samme partier igen og igen.

Vi ser også, at magten i høj grad er samlet omkring personer med base i Ikast eller den nordlige del, mens andre egne af kommunen igen og igen må se til fra sidelinjen.

Det skaber ikke en sammenhængende kommune, når taburetten og udvalgsposten er vigtigere end politikken.