Indlæg af Bruno Ostenfeldt Jensen 

Debatten i Danmark også lokalt er blevet mere hård mere sort hvid og mindre nysgerrig. I kommentarspor og opslag bliver mennesker i stigende grad reduceret til etiketter. Et af de ord der desværre er begyndt at dukke op er stemmekvæg. Det er et ord der siger mere om debattens forfald end om de mennesker det rettes imod.

For i et demokrati findes der ikke stemmekvæg. Der findes borgere. Vælgere. Mennesker med forskellige liv erfaringer bekymringer og håb. Nogle stemmer til venstre andre til højre nogle skifter holdning over tid og nogle er i tvivl. Det er ikke et problem. Det er demokratiets grundvilkår.

Det er let at udskamme dem man er uenig med. Sværere er det at lytte. Endnu sværere er det at acceptere at andre kan nå en anden konklusion end én selv uden at være dumme uoplyste eller manipulerede. Men netop den accept er afgørende hvis vi vil bevare et levende demokrati.

Når vi begynder at tale om hinanden som stemmekvæg fratager vi hinanden retten til at tænke selv. Vi reducerer politiske modstandere til statister i stedet for medborgere. Det er en farlig glidebane fordi den gør det legitimt at affeje argumenter uden at forholde sig til dem.

Uenighed er ikke farlig. Tværtimod. Uenighed er sundt. Det er gennem uenighed at idéer bliver testet beslutninger forbedret og magt udfordret. Men uenighed kræver at man anerkender at den anden part handler i god tro også når man er lodret uenig.

Samtidig må vi turde sige højt at mistilliden til politik ikke opstår ud af ingenting. Når en regering præsenterer en fødevarecheck som hjælp til de mest pressede men udelukker titusindvis af lavtlønnede fordi de ikke har børn så er det ikke bare dårlig politik. Det opleves som manipulation. Når symbolpolitik sælges som social ansvarlighed uden at ramme dem der faktisk har svært ved at betale regningerne undergraves tilliden til systemet.

Det er netop den slags politiske greb der får borgere til at føle sig talt ned til i stedet for taget alvorligt. Og når tilliden svækkes, bliver debatten hårdere fronterne skarpere og lysten til at deltage mindre.

Lokaldemokratiet er særligt sårbart over for denne udvikling. I mindre samfund mødes vi i Brugsen i foreninger på arbejdspladser og til arrangementer. Hvis den politiske debat bliver giftig, smitter det af på fællesskabet. Mennesker trækker sig. Holder op med at blande sig. Lader være med at stille op eller deltage. Ikke fordi de er ligeglade men fordi prisen ved at ytre sig bliver for høj.

Det er et tab for os alle.

Demokrati er mere end at sætte et kryds hvert fjerde år. Det er samtalen imellem valgene. Det er retten til at være kritisk. Retten til at være uenig. Og retten til at skifte mening når nye argumenter eller erfaringer viser sig.

Man kan mene at andre tager fejl. Man kan kritisere partier politikere og beslutninger hårdt. Men man bør aldrig glemme at dem man kritiserer, også er borgere med samme demokratiske rettigheder som én selv.

I Ikast Brande Kommune har vi en stærk tradition for foreningsliv frivillighed og lokalt engagement. Det er netop her demokratiet lever i hverdagen ikke i skældsord men i samtalen. Hvis vi vil bevare lysten til at deltage stille op og tage ansvar lokalt må vi insistere på en debat hvor respekt går hånd i hånd med uenighed.

Hvis vi vil have et samfund også lokalt hvor flere engagerer sig, skal vi hæve niveauet ikke sænke det. Argumenter frem for hån. Samtale frem for skældsord. Respekt frem for foragt.

Demokrati handler ikke om at marchere i takt.

Det handler om retten til at tænke selv og om viljen til at give andre samme ret.