Vi skal have langt mere end en skole…

Lotte Stoltenborg

Af Lotte Stoltenborg og Henrik Kraglund, byrådsmedlemmer for Fælleslisten.

Fælleslistens byrådsrepræsentanter er stolte over, at et enigt byråd har peget på, at den kommende skole skal placeres i Centerparken.

For at få rigeligt med plads udenom skolen er prisen, at administrationsbygningen skal nedrives og arbejdspladserne midlertidigt flyttes til andre kommunale bygninger, hvor Vestre Skole i Ikast er den nærliggende løsning.

Nu er der plads – også til de store skolevisioner. Og Fælleslisten har en drøm, som rækker vidt.

Vi vil nemlig have meget mere end bare have en skole. Vores vision er intet mindre end en kulturskole og et byens borgerhus. Her skal indgå musikskole og bibliotek – og biblioteket skal også indeholde borgerservice. Den kommunale skoletandpleje skal selvfølgelig også indgå.

Skolen og Brande Hallerne skal sammen gå hånd i hånd, sådan at en række (idræts-)aktiviteter bliver afviklet i Brande Hallerne. Det betyder, at selve skolebyggeriet kan gøres billigere, hvor de sparede penge da kan anvendes til at integrere det nuværende bibliotek og musikskole i byggeriet.

Skolen bliver centralt placeret - det bliver ikke kun en skole men et hus, som kan bruges af hele byen. Huset skal samle byen og tilbyde spændende aktiviteter for alle.

Der skal fra Storegade skabes en pompøs adgang til vores pragtskole. Den plan om en åbning fra Storegade til centerskolen (Åparkens Skole?), som gennem de seneste mange år har været forelagt adskillige gange og som 360 grader Brande har genoptaget, skal gennemføres. Ikke nødvendigvis i dag – men snarest muligt!

Fælleslisten ser Brande som en by i bevægelse.

Boligområdet Brande Syd er under udvikling og vil i helt udbygget stand kunne omfatte op imod 1.000 boliger af enhver art. Teknik- og Miljøudvalgets formand Henrik Engedahl har endog tidligere på året udtalt: ”Jeg vil skønne, at der er byggemodnet om et års tid” (Kilde: ”Et trecifret antal byggegrunde i Brande”, artikel fra AOIB den 3.3.2018). Det er sød musik i ørerne på alle branditter og vil rigtig fint kunne matche de enestående planer, som Bestseller Tower & Village er i fuld gang med at realisere, og som vil lægge mange alen til Brandes attraktion for nye borgere og nye virksomheder.

Som det næste skridt forventes det, at der fremlægges nogle ”råskitser” for skolens forskellige placeringsmuligheder i Centerparken. Når den mest attraktive placering af skolen herefter vælges, skal arkitektkonkurrencen skydes i gang.

Vi glæder os.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul