Vælgerne har talt – og det nye byråd er sammensat
En lang valgkamp og en lang valgnat er overstået.
Vindere og tabere kan nu kigge på tallene og opsummere hvad der gik godt og hvad der gik galt.
Men man skal huske: Vælgere tager aldrig fejl
Af Villy Guldbrand Jensen
Valgkampen i 2025 har på mange områder været mere omfangsrig end tidligere.
Både antallet af vælgermøder, avisartikler og indlæg og debatten på nettet har været mere omfangsrigt end tidligere, og flere af de opstillede har da også meldt klar ud at de var trætte efter en lang valgkamp.
Nu har vi resultatet og kan dykke ned i tallene og se hvad der blev stemt hvor.
Venstre fik et godt valg. Jeg tror de selv var nervøse for hvad de to nye partier på stemmesedlen fik af betydning for deres eget valg.
Danmarksdemokraterne er opstået ud af udbrydere fra Venstre med Inger Støjberg i spidsen og specielt i Jylland har de fået godt fat.
Bo Sand Kristensen og Martin Arvad blev valgt ind for netop Danmarksdemokraterne – begge med erfaring fra tidligere byrådsarbejde.
Liberal Alliance med Henrik Christiansen som frontfigur kom også ind.
Henrik Christiansen har tidligere siddet i byrådet for netop Venstre og også her kunne Venstre skæve ængstelig til at han stillede op - og kom ind.
Men valget gik godt for Venstre.
6.485 satte deres kryds ud for Venstre, der blev valgets suverænt største parti.
Ganske vist havde de tilbagegang i stemmetal, men de beholdt deres syv mandater.
I stedet var det Konservative og Socialdemokratiet der måtte aflevere to mandater hver til de nye i byrådet.
Desværre for Brande kom der ikke en repræsentant fra vores by ind på Venstres liste over byrådsmedlemmer.
Lars Lyhne kunne med sine 238 stemmer ikke beholde sit sæde i byrådet.
Erik Ellehammer og Marianne Oksbjerre, der begge stillede op for første gang, fik ikke stemmer nok til valg.
Til gengæld blev Søren Christiansen fra den sydlige del af kommunen valgt.
Nogle vandt – andre tabte
Med hele 8 nye i byrådet var der selvfølgelig også nogle der måtte sige farvel til deres sæde i byrådet.
Konservative fik ikke genvalgt Kirsten York Helms og Hanne Pedersen fra Klovborg.
For Kirsten York Helms vedkommende var der kun tale om få stemmer der skilte hende fra den tredje periode i byrådet.
Konservative gik tilbage på landsplan selv om de fik flere borgmesterposter, men hvorfor det var Konservative i Ikast-Brande der måtte betale prisen for at de to nye partier kom ind er svært at svare på.
Partiet gik tilbage med 1.374 stemmer i Ikast-Brande.
Socialdemokratiet måtte også sige farvel til to pladser i det nye byråd.
Birthe Sørensen havde på forhånd sagt at hun ikke genopstillede, men Inge Dinis måtte også sige farvel til sin stol, og Kirsten Hoffmanns drøm om at vende tilbage til byrådet brast.
Dansk Folkeparti var en kort overgang oppe på tre mandater i det nuværende byråd, da Bruno Ostenfeld blev partiløs. Han valgte dog senere at skifte til Fællesllisten.
Men ved tirsdagens valg kunne Dansk Folkeparti igen lægge beslag på tre stole i det nye byråd.
Både Simon Vanggaard og Michael Würtz blev genvalgt og de får følgeskab af Tina Ostersen, fra Brande, der med 286 stemmer tilkæmpede sig en plads i det nye byråd.
Dansk Folkeparti gik frem med 686 stemmer.
Fælleslisten fik 2586 stemmer og her løb Rune Lyager med halvdelen af stemmerne og blev dermed den politiker der fik flest personlige stemmer.
Fælleslistens formand Morten Colbert blev nyvalgt og skal sammen med Lotte Stoltenborg og Rune Lyager kæmpe for Fælleslistens værdier og tanker de næste fire år.
Bruno Ostenfeld lykkedes ikke med at få en ny periode i Ikast-Brande byråd.
Listen havde sat næsen op efter flere mandater men kan glæde sig over at de i Brande løb med over 40% af de afgivne stemmer.
Kun Venstre kunne præstere et bedre resultat, da de i Bording løb med 45,5% af stemmerne.
Det nye byråd tiltræder 1. januar 2026.
