Det er bemærkelsesværdigt, hvordan man i et forventelig demokratisk Ikast-Brande byråd kan vælge at ekskludere Fælleslisten fra budgetforhandlingerne – og ovenikøbet præsentere det som et udtryk for ansvarlighed og "ordentlighed".

Når viceborgmester Kasper Pauli (S) siger, at det var nødvendigt at tage fat i "elefanten i rummet", fordi samarbejdstonen har været dårlig, er det reelt en anklage mod Fælleslisten for at ødelægge arbejdsklimaet. Men i stedet for at søge en reel løsning gennem dialog og inklusion, vælger Kasper Pauli Pedersen og borgmester Ib Lauritzen altså at lukke døren for Fælleslisten, som de ikke ønsker at samarbejde med.

Det er ikke modigt – det er magtpolitisk. Og det sætter spørgsmål om Kasper Pauli Pedersen (S) og Ib Lauritzen (V) forståelse af sit ledelsesansvar.

I et demokrati er uenighed ikke en hindring – det er et grundvilkår. Byrådsarbejde handler ikke kun om at finde fælles fodslag med dem, man bedst kan lide at samarbejde med. Det handler om at inkludere alle valgte byrødder, også dem man har det svært med. Hvis tonen er hård, må man tage ansvar for at løfte den – ikke bruge den som begrundelse for eksklusion.

Kasper Pauli fremhæver, at 20 ud af 23 byrådsmedlemmer kunne blive enige – men det er netop dér, problemet ligger: Når et flertal ekskluderer et mindretal, og bagefter roser sig selv for det brede samarbejde, er der grund til bekymring og at råbe vagt i gevær. Man kan ikke prale af demokratisk samarbejde, mens man samtidig sætter demokratisk repræsentation ud af spil.

Den demokratiske samtale forudsætter respekt – og den skal gå begge veje. Det er ikke ordentligt at skubbe modstandere ud af rummet. Det er ikke tillidsopbyggende at isolere kritikere. Og det er ikke ledelse at gøre problemerne tavse ved at fjerne dem fra bordet.

Hvis Kasper Pauli Pedersen virkelig ønskede at "give ordentligheden en chance", havde han sammen med Ib Lauritzen valgt åbenhed frem for lukkethed og dialog frem for udelukkelse. Det ansvar hviler tungt på borgmesteren Ib Lauritzen og viceborgmester Kasper Pauli Pedersens skuldre.

Jette Harrild, Brande