Af dyrlæge Lotte Bøgedal

Jeg har for nylig været på vandretur på Harrild Hede og i Nørlund Plantage, med store vidtstrakte heder, skov, moser – herunder aktiv højmose, småsøer og åbne landskaber, der afløser hinanden. 

Her er en usædvanlig varieret natur, som nu står over for omfattende forandringer.

Området er nemlig udpeget til en af Danmarks 15 oprindeligt besluttede naturnationalparker. Projektet omfattede oprindeligt cirka 2.700 hektar, der efter planen skal indhegnes med omkring 33 kilometer lavt 2-trådet hegn for at der kan udsættes heste og kreaturer. Nu er der mulighed for at udvide området til cirka 2.806 hektar.

Men hvad er en naturnationalpark egentlig?

I en naturnationalpark ophører skovdriften, og skoven udlægges som urørt. Ikke-hjemmehørende træarter skal i vidt omfang fjernes, dræn og grøfter lukkes, så områder bliver vådere, og træer beskadiges bevidst gennem såkaldt veteranisering for at skabe mere dødt ved. Samtidig skal store græssende dyr som heste og kreaturer leve bag hegn året rundt, som udgangspunkt uden supplerende fodring og uden menneskelig påvirkning.

For at gennemføre denne særlige naturforvaltning er det nødvendigt med dispensationer og undtagelser fra en række love, som resten af samfundet er forpligtet til at overholde. Staten har dermed skabt et særligt regelsæt for sine egne naturnationalparker – også når det gælder dyrevelfærd.

Men hvorfor skal netop dette område gennemgå så omfattende forandringer?

Ifølge Naturstyrelsens eget baggrundsnotat er hele 1.221 hektar allerede beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3. Heraf udgør hederne omkring 1.016 hektar og moserne 194 hektar.

En stor del er desuden Natura 2000-område, hvor Danmark gennem EU's habitatdirektiv er forpligtet til at beskytte bestemte naturtyper og arter.

Aktiv højmose er en prioriteret naturtype efter EU’s habitatdirektiv, som Danmark er forpligtet til at beskytte mod forringelse. Tramp fra store græssende dyr kan ødelægge tørvemosserne og beskadige tørvelagene, så der opstår nærmest små CO₂-skorstene, hvorfra CO₂ lettere frigives.

Hederne og skoven er allerede levesteder for en lang række sjældne og truede arter. 

Hvor er den faglige dokumentation for, at helårsgræsning med heste og kreaturer vil forbedre naturen frem for at skade de værdier, vi allerede er forpligtet til at beskytte?

Også Nørlund Plantages historie giver anledning til eftertanke.

Allerede i slutningen af 1700-tallet arbejdede herredsfoged og sandflugtskommissær Casper Møller ihærdigt på at bekæmpe den omfattende sandflugt. I 1808 blev de første graner plantet, og grundlaget for den senere plantage var lagt. Enkelte af disse graner står stadig.

Gennem generationer er skoven blevet udviklet, og de seneste årtier har naturnær skovdrift skabt større variation og bedre betingelser for biodiversiteten. Naturstyrelsens egne tal viser netop en positiv udvikling gennem de seneste 35 år som følge af en skovforvaltning, hvor der tages hensyn til både biodiversitet, skovbrug og friluftsliv. Hvorfor opgive en forvaltning, der allerede har vist gode resultater?

Nu skal skovdriften ophøre, og nåleskov ryddes for at skabe mere lysåben natur. Men hvorfor fælde skov i et område, der allerede rummer enorme hedearealer?

Hederne er kulturbetingede naturtyper, der kræver aktiv og målrettet pleje for ikke at gro til. Netop derfor er der gennem EU-støttede LIFE-projekter investeret millioner af kroner i at bevare og genoprette dem. Hvorfor skal denne målrettede naturpleje nu erstattes af en forvaltning, hvor naturen i højere grad overlades til sig selv og store græssende dyr?

Allerede i 2019 advarede Naturstyrelsens vicedirektør Signe Nepper Larsen i en debat med daværende præsident for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding – nu miljøminister – mod en one-size-fits-all-tilgang til naturforvaltning. Alligevel gennemføres nu stort set den samme model i alle naturnationalparker, der netop udlægges i nogle af Danmarks mest værdifulde naturområder: hegn, store græssere og urørt skov.

Hvorfor skal forvaltningen tilpasses naturen uden for naturnationalparkerne, mens naturen inden for hegnet skal tilpasses en på forhånd fastlagt forvaltningsmodel?

Naturstyrelsen henviser til, at det er politisk besluttet. Men hvem rådgiver politikerne, og hvilket natursyn ligger til grund for deres beslutninger?

Hegnet ændrer også borgernes adgang til naturen. Selvom man fortsat må færdes i naturnationalparken, er det ikke længere den samme frie og trygge adgang.

Store fritgående heste og kreaturer er ikke ufarlige. Der er allerede dokumenteret en række ulykker og nærvedhændelser med græssende dyr i danske naturområder. Selv normalt rolige dyr kan reagere uforudsigeligt, eksempelvis hvis de føler sig truet, har afkom eller møder hunde og ryttere.

Det er derfor ikke blot et spørgsmål om, hvorvidt man tør gå ind i en indhegning. Det er et spørgsmål om sikkerhed og om retten til fortsat at kunne færdes i sin lokale natur uden at skulle udsætte sig selv, sine børn eller sin hund for en unødvendig risiko.

Et hegn holder dyrene inde, men for de mennesker, der ikke ønsker at færdes blandt dem, fungerer det i praksis også som et hegn, der holder dem ude.

Naturbeskyttelse skal bygge på faglig dokumentation og tage udgangspunkt i den natur, vi allerede har – ikke i et bestemt natursyn.

Mange lokale borgere ved næppe, hvor omfattende ændringerne på Harrild Hede og i Nørlund Plantage bliver. Derfor er der brug for langt mere oplysning og offentlig debat.

Hvor er dokumentationen for, at næsten 2.800 hektar værdifuld natur får det bedre af at blive indhegnet, udsat for helårsgræsning og en grundlæggende ændret skovforvaltning? Og hvad risikerer vi at miste