Reformstormen raser i kommunerne, og ét budskab går igen: frisættelse af fagligheden skal stå øverst på dagsordenen. Der skal være plads til konkrete, individuelle og faglige vurderinger – foretaget af dem, der er tættest på borgerne.

Et konkret eksempel:
I Ikast-Brande Kommune var det tidligere praksis, at alle børn blev sprogtestet ved opstart i børnehave – ikke fordi det var lovpligtigt, men fordi det var politisk besluttet. Men loven siger faktisk, at sprogvurdering kun er påkrævet, hvis der er tegn på, at barnet har behov for sprogstimulering – og altså efter en konkret og faglig vurdering.

I praksis betød den gamle beslutning, at der hvert år blev brugt cirka 650 arbejdstimer på unødvendig testning. Ved byrådsbehandlingen i begyndelsen af 2023 besluttede et flertal, at det fremover skulle være op til den enkelte institution, om de ønskede at sprogteste alle børn – eller kun dem, hvor det fagligt var vurderet nødvendigt.

Resultatet?
Kun 4 ud af 11 institutioner – altså 36 % – valgte at gå med den nye model og lade fagligheden råde. Det viser, at frisættelse som idé er stærk, men som praksis er den svær at løbe med alene.

Derfor mener jeg, at vi som politikere skal gå forrest og løsne de bånd, der – uden at være lovpligtige – stadig er stramme omkring de kommunale velfærdsinstitutioner.

Intentionen bag arbejdsgangsbeskrivelser, tjeklister og kontrol er god. Vi ønsker høj kvalitet, færre fejl og valid dokumentation. Men vi skal spørge os selv:

Er det tiden værd, hvis den tages fra vores børn, unge, ældre og udsatte? Er vi blevet så bange for fejl, at vi bruger for meget tid på at teste, tjekke og taste?

Mindre kontrol kan give mere nærvær

Jeg glæder mig til at se det politiske mod til at sætte vores velfærdsinstitutioner fri, som reformerne lægger op til. Medarbejderne i de borgernære funktioner skal have hænderne på kerneopgaven – og ikke kun på tastaturet.

Søs Philipsen

Byrådsmedlem, Socialdemokratiet
Ikast-Brande Kommune