Tandløst i Bording
Da BOB’s mandskab i +45-rækken senest var på besøg i Bording 21. april, endte det med en stensikker 7-1-sejr til gæsterne, men det resultat var holdet ikke i nærheden af at gentage i årets sidste udekamp.
For blot anden gang i september skulle BOB i aktion i Bording tirsdag aften, og om det var den uvante spilledag, mange afbud eller manglende kamptræning, der spillede ind, skal være usagt. Uanset hvad var det hjemmeholdet, der satte sig på opgøret fra start, og efter flere tilløb bragte de sig da også i front efter 13 minutter. Et langt udspark blev på klassisk Bording-manér forlænget til værternes meget unge frontløber, som ikke havde besvær med at løbe fra sin dobbelt så gamle direkte oppasser og prikke bolden i nettet.
Resten af halvlegen sad BOB på det meste af spillet, men rigtig farligt blev det aldrig, så stillingen 1-0 holdt til pausen.
2 minutter ind i 2. halvleg stod samme Bording-angriber pludselig fri på kanten af feltet, og han lagde køligt bolden over i det lange hjørne til 2-0.
10 minutter senere var det kun en fantomredning af den vikarierende BOB-keeper, Mikael Lund, der forhindrede samme bordinggenser i at lave hattrick på et knaldhårdt, fladt skud, mens der fortsat var langt mellem chancerne i den modsatte ende.
Ret beset var hjemmeholdet tættere på at gøre det til 3-0, end BOB var på en reducering, og i kampens sidste minut var det kun opstanderen, der stod i vejen for endnu en Bording-scoring efter et sløjt udspark.
Derfor endte opgøret fuldt fortjent med en sejr på 2-0 til Bording, mens BOB efter to målløse kampe i træk – og dermed ikke en eneste scoring siden 24. august – skal have genfundet skarpheden inden sæsonens sidste kamp, som spilles på hjemmebane på mandag mod Herning KFUM, hvis ikke holdet skal dumpe endnu længere ned i rækken end den nuværende tredjeplads.
En andenplads er dog også stadig mulig, men udover en sejr over KFUM kræver det, at andre resultater flasker sig for BOB.
