Gå til hovedindhold

Svar til Bruno når du ikke vil tale med mig

Rune Lyager

Kære Bruno

LÆSERBREV: Jeg vil tillade mig at komme med et lille indspark til denne debat.

Hvor du nu har valgt at skrive et helt læserbrev om min holdning til sagen.

Jeg ved, at alle, som kender mig, ved, at jeg ikke lader mig påvirke af, om folk er rige eller fattige. Jeg behandler mennesker ens, uanset hvilken økonomi eller position de har. Derfor er jeg faktisk oprigtigt ked af, at du antyder noget andet i dit skriv.

Jeg lytter altid til de sager, vi behandler, fra alle vinkler, og jeg insisterer på, at alle parter i en sag skal have den samme taletid.

Sådan har det også været i den her svære sag.

Jeg er faktisk vildt overrasket over, at vi ikke kan snakke sammen, Bruno. Som gamle kollegaer i Fælleslisten burde vi vel stadig kunne tage den slags dialog ansigt til ansigt.

Den her sag handler simpelthen ikke om, hvorvidt byrådsmedlemmer vil give nogen lov til at bryde loven, mens andre skal følge den. Der er så mange flere farver på lærredet i den her sag.

Et byrådsmøde er ikke en retssal. Det ved du om nogen.

Det er simpelthen ikke virkeligheden, Bruno.

Vi har alle – inklusive dig – som byrådsmedlemmer været med til at godkende en lokalplan, som muliggør en golfbane med et væld af bygninger og en privat villa. Og netop i det smukke område ved Remmevej.

Det var du med til, Bruno. Husk nu det, min ven.

Byråd før os har desuden givet tilladelse til, at der kunne bygges en masse fantastiske huse ind i Remme Bakke, og det har naturligvis også været med til at forandre landskabet derude.

Det har du også været en del af, Bruno, min ven.

Der er altså flere nuancer i den her sag.

Sagen har efterhånden ligget på forvaltningens bord i mange år. Jeg hørte første gang om den konkrete sag, vi behandler nu, kort inden sommerferien.

Desværre ville jeg gerne have kendt mere til sagen, inden dialogen var kørt så skævt, som den er nu. Men vi er, hvor vi er. Og det må vi fælles arbejde ud fra.

Der er gennem de seneste år foretaget og planlagt mange markante byggerier og anlæg i – og omkring – Ikast Golfbane. Langt, langt hovedparten af disse initiativer har ophæng i lokalplaner, som Byrådet har vedtaget.

Herunder bygningen på toppen af bakkeøen, Villa Povlsen.

Derudover er der en række forhold, hvor bygherren ikke har ansøgt rettidigt.

Eller hvor dialogen er kørt skævt.

Det er en del af det, sagen handler om.

Det er virkeligheden i den her sag, Bruno.

Men det er vigtigt at slå fast, at der endnu ikke står færdige byggerier på det område, som denne sag handler om.

Bakkeøen er allerede i dag forstyrret af en lang række eksisterende byggerier og anlæg. Ikke mindst de lovligt igangværende anlæg som Villa Povlsen og bygningerne til golfbanen.

Samtidig er landskabet allerede markant ændret af Herningmotorvejen, vindmøllerne ved Ulkær Mose osv. osv.

Byråd før os har også givet tilladelser til, at bakkeøen på strækningen fra Ikast by og ud til motorvejen kan bebygges, og at de tilhørende haver flyder ned over istidskappen.

Jeg synes, det giver området en fantastisk historie.

Og jeg synes, det er fantastisk, at familier kan bo midt i vores kulturarv og vores enormt smukke natur.

Det er visionært.

Det er sådan nogle grunde, vi som kommune må bestræbe os på at skabe flere af – alle steder i kommunen.

Også i Ejstrupholm, hvor du kommer fra, Bruno.

Jeg ser derfor de planlagte og igangværende anlæg langs Remmevej som en naturlig videreførelse af det miljø, der allerede findes langs Remmevej – både nord og syd for motorvejen.

Den sag, vi behandler nu, handler for mig om at finde løsninger og eventuelle dispensationer inden for den gældende lovgivning på området.

Forvaltningen har givet os deres vurdering. Nogle forhold har de anbefalet dispensation til, mens andre har de anbefalet afslag på.

Min egen holdning er, at jeg – efter at have læst sagen og mødt menneskene bag – stemmer for dispensation i alle forhold.

Dog med ét klart krav:

Hvis der er tale om genetablering af § 3-beskyttet natur, skal der etableres dobbelt så store arealer med erstatningsnatur andre steder på grunden – naturligvis på bygherrens regning.

Og sådan har jeg valgt at kæmpe den her kamp.

Jeg er ikke altid enig i det, min forvaltning indstiller. Det er faktisk ikke mit princip.

Jeg er valgt af borgerne, og derfor bevæger jeg mig hele tiden i den snitflade mellem forvaltningens faglige vurderinger, lovgivningen, borgernes ønsker og det politiske ansvar, vi har påtaget os.

Det er sådan, jeg arbejder.

Og det er faktisk også sådan, jeg altid har arbejdet sammen med dig, Bruno.

Du ved det godt.

Ulkær Mose. Fauerholt. Biogas i Ikast. Kratlund-møllerne. Folkebiblioteket i Storegade. MES-sagen.

Det har aldrig været sådan, at jeg bare har taget forvaltningens indstilling og sagt: “Jamen så må det jo være sådan.”

Hvis det var det, vi var valgt til, kunne vi jo lige så godt sende forvaltningens indstillinger direkte videre og spare byrådsmøderne.

Jeg er valgt af borgerne – ikke af forvaltningen.

Det betyder ikke, at jeg tilsidesætter forvaltningens faglighed. Tværtimod.

Men det betyder, at jeg har et politisk ansvar for selv at tage stilling.

Og i den her sag har jeg valgt at lytte til alle sider, sætte mig ind i materialet og møde menneskene bag projektet.

Det er sådan, jeg har valgt at kæmpe den her kamp.

Og det er sådan, jeg altid har gjort.

Der er begået fejl. Det skal vi ikke negligere.

Men ildsjælene bag projektet har brændt igennem på den bedst tænkelige måde: med en drøm om at skabe et fantastisk golfresort, som vil kunne afholde nogle af de største turneringer inden for golf.

Præcis som jeg selv gjorde med Urban Street Zone i Brande.

De har ikke handlet i ond tro.

Tværtimod er der tale om ildsjæle, som brænder for deres lokalområde og drømmer om at udvikle Sportsbyen Ikast med et kraftcenter for golf i Danmark.

Vi er så heldige at have ildsjæle over hele vores kommune.

Dem skal vi som byråd gribe – og udvikle sammen med.

Og det gælder altså, uanset om ildsjælen har mange penge på kontoen eller kommer fra mere beskedne kår.

For mig er det ikke pengene, der afgør, om jeg lytter.

Det er mennesket, sagen og argumenterne.

Loven skal være lige for alle. Det skal den også være i den her sag, Bruno.

Men sagen kan ikke rummes i et så modstridende og forsimplet præmis, at det alene handler om, hvorvidt nogen får lov til at bryde loven, mens andre ikke gør.

Det fortjener denne sag ikke, Bruno.

Og det fortjener menneskene bag heller ikke.

Hverken ildsjælene, politikerne, forvaltningen – og vigtigst af alt heller ikke borgerne.

Jeg kender dig, Bruno, som en mand, der sætter sig ind i sagerne. En mand, der ser sagerne fra flere vinkler og med mange nuancer, før du træffer en grundig beslutning.

Det må du love mig også at gøre i den her sag, Bruno.

Tag ud og kig på området.

Se med egne øjne, hvad der faktisk er sket.

Og se også på, hvad du selv – sammen med resten af Byrådet – var med til at sætte i gang med lokalplanen dengang, du sad i Byrådet.

Mit ønske er, at vi som et samlet Byråd kan finde en løsning – måske et kompromis – som vi alle kan være i.

Det er det, jeg kæmper for.

Og det er det, jeg tror på.

Jeg håber ikke, at min besked giver dig anledning til at angribe min holdning.

Jeg håber derimod, at vi kan tage dialogen konstruktivt og med fokus på at løse den sag, vi står overfor.

Face to face. Som rigtige mennesker. Inden Facebook opstod.

Det kunne vi vel egentlig godt finde ud af, Bruno?

Lad os gå efter bolden og ikke manden.

For golfklubben er et stort fællesskab med masser af ildsjæle.

Den er ikke kun én mand.

Med venlig hilsen

Rune Lyager

Byrådsmedlem
Fælleslisten
Ikast-Brande Kommune

LÆSERBREV

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Onlineavis

Annoncer

Annoncer

  • Ældre Sagen
    Ældre Sagen
  • Give Møbler
    Give Møbler
  • Kræftens Bekæmpelse
    Kræftens Bekæmpelse
  • Agroland
    Agroland
  • Forum Brande
    Forum Brande
  • BGU
    BGU
  • Kirkekontoret
    Kirkekontoret
  • Takkeannonce
    Takkeannonce

    Kalender

    10 sep.

    På tur til Indien. Foredrag med Hanne Folmer og Svend Erik Hansen

    Arrangør: Kræftens Bekæmpelse Ikast-Brande
    Sted: Ruskjærholm, Ruskærvej 19, Bording
    14 sep.

    Forum Brande offentligt møde

    Arrangør: Forum Brande
    Sted: Auditorium Artium Brande
    18 sep.

    Fredagscafe i Ældre Sagen med Ole Tang

    Arrangør: Ældre sagen i Brande
    Sted: Brande Hallerne hal C
    26 sep.

    Gospel workshop med Ole Jørgensen i Brande Kirke

    Arrangør: Menighedsrådet Brande Kirke
    Sted: Brande Kirke

    Online Avisarkiv

    Læs alle udgaverne af vores trykte avis

    Avisarkiv

    Tilmeld nyhedsbrev

    Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.