Af Bruno Ostenfeldt Jensen

221.071 kroner.

Så meget har Ikast-Brande Kommune ifølge offentliggjorte oplysninger fra Midttrafik betalt for Flextur til og fra Kærshovedgård fra årsskiftet frem til 15. oktober. Antallet af ture er steget fra 57 sidste år til 2.199 i år.

Men taxaregningen er kun én del af sagen.

Hvad koster Kærshovedgård samlet vores kommune – og hvad koster hele ordningen skatteyderne?

Kommunens egne budgetpapirer beskriver en omfattende, ufinansieret opgave med sager fra Kærshovedgård. Mindst 18 komplicerede servicelovssager om året blev vurderet at kræve en fuldtidsansat sagsbehandler. Det beregnede personalebehov var 540.000 kroner årligt.

Kommunen bad staten om at betale. Svaret var afslag fra både Udlændinge- og Integrationsministeriet og finansministeren.

Staten placerer udrejsecentret. Staten fastlægger rammerne. Men når kommunen beder om finansiering til det ekstra arbejde, bliver døren lukket.

Og det rammer andre end kommunekassen.

Administrationen skrev direkte, at opgaverne fra Kærshovedgård påvirkede sagsbehandlingstiden for kommunens øvrige borgere.

Mennesker med handicap, psykisk sygdom og behov for hjælp risikerer altså længere ventetid, fordi kommunens medarbejdere også skal løse opgaver fra et statsligt udrejsecenter uden den nødvendige finansiering.

Det er en urimelig prioritering, som staten må tage ansvar for.

Allerede tidligere beskrev kommunen en betydelig arbejdsbyrde med beboere fra Kærshovedgård, som blev vurderet at have behov for botilbud uden for centret. Alene i de første fire måneder af 2023 var kommunen blevet bedt om at behandle ni bostedssager.

Uden for kommunens regnskab findes yderligere store offentlige udgifter.

Et ministersvar opregner eksterne opholdsudgifter hos Fonden Sparta for ti personer, som havde været tilknyttet Kærshovedgård. Beløbene summerer til cirka 21,67 millioner kroner over perioden 2019–2023. Nogle havde også været tilknyttet andre centre, og beløbet er ikke dokumenteret som Ikast-Brandes udgift.

Det skal selvfølgelig fremgå korrekt. Men beløbene understreger, hvorfor vi skal kende hele den offentlige regning.

Der er drift og bemanding. Sundhedsydelser og medicinhåndtering. Sociale indsatser og eksterne ophold. Transport, politi og retsvæsen.

Hvad koster hver enkelt del? Hvem betaler? Og hvilke udgifter ender hos kommunen?

Staten har også afsat 21,6 millioner kroner til tryghedsskabende initiativer i lokalområdet i 2022–2025. Tryghedsgruppen ved Bording har til opgave at udpege initiativer, mens kommunen administrerer de statslige midler.

Men hvad er pengene konkret brugt på? Hvor meget er udbetalt, hvor meget står ubrugt, og hvilken forbedring af trygheden har borgerne fået? Har Bording og omegn fået tryghed for 21,6 millioner kroner?

Det spørgsmål fortjener et konkret svar.

Borgerne har krav på et åbent regnskab med beløb, projekter og resultater. En bevilling på papiret skaber ikke i sig selv tryghed.

Og øremærkede tryghedsmidler er ikke betaling for socialafdelingens ekstra arbejde. Et kamera, et hegn eller et lokalt projekt betaler ikke en sagsbehandlers løn og giver ikke ventende borgere hurtigere hjælp.

Borgerne skal ikke selv stykke regningen sammen af avisartikler, budgetbemærkninger og ministersvar.

Ikast-Brande Kommune, staten og regionen bør fremlægge en samlet opgørelse, år for år: Udgifter, refusioner, afviste betalingskrav og nettobetaling. Kommunens regning skal fremgå særskilt, og samme udgift skal kun tælles én gang.

Da ministeren blev spurgt, om staten ville overtage eller betale den kommunale opgave, fastholdt han opgavefordelingen uden at give tilsagn om betaling.

Det er ganske enkelt ikke godt nok.

Staten må betale de dokumenterede kommunale merudgifter, som statens udrejsecenter skaber. Ikast-Brandes borgere skal ikke betale gennem både kommunekassen og længere ventetid på nødvendig hjælp.

Læg hele regningen frem. Vis, hvad tryghedsmillionerne har givet borgerne. Og tag ansvaret for de udgifter, der bliver skubbet over på kommunen.