Af Torben Smidstrup, formand for uddannelsesudvalget i Arbejdsgiverne.

Det undrer mig, at der har været sådan en tavshed omkring trepartsforhandlingerne. Særligt i betragtning af, at det er en gang makværk. Det svarer lidt til et billede, men ser i en kogebog, hvor man tænker, at det ser lækkert ud - indtil man ser, hvad der skal i retten.

Det springende punkt er, at der skal udsendes en regning til virksomhederne på 27.000 kr. per lærling, som det vurderes, at man mangler at ansætte. Det tvivler jeg på vil have den ønskede effekt. Den store virksomhed sender det bare ned i juridisk afdeling, og så finder de hurtigt en smutvej ud af det.

Den lille mester med to svende kan sagtens også finde en vej ud. Han siger bare til sine to svende, at de skal oprette et CVR-nummer, og så lejer han dem ind. Så har han pludselig ingen ansatte. Det kan man selvfølgelig godt udtænke et system, der tager højde for, men det vil blive særdeles omkostningstungt.

Troen på et sådant system bliver ikke større af, at ingen kan forklare, hvordan det skal fungere i praksis. Det er rigtigt fint, at man vil gøre noget for at straffe dem, der kører på frihjul og samtidig belønne dem, der tager deres tørn. Det skal politikerne have ros for. Det er et fælles ansvar, at vi får uddannet den næste generation.

Men det er bekymrende, at man ikke er mere konkret i forhold til hvordan, man skal gøre det i praksis. I Arbejdsgiverne vil vi foretrække, at man nøjes med at sætte beløbet op ved den allerede eksisterende ordning AUB, som alle virksomheder indbetaler til, og hvor virksomheder med lærlinge får en refusion, når lærlingene er på skole. Her kunne man i stedet have en refusion under hele uddannelsesforløbet,

Det kunne finansieres ved, at de virksomheder der ingen lærlinge betaler mere alt efter antallet af ansatte i virksomheden. Lad os få et enkelt system i stedet for at ansætte en masse akademikere til at forsvare et ugennemtænkt system og svare på en masse spørgsmål, når alle landets virksomheder kimer dem ned.