Soroptimister planter træ på Harrild Hede

Birthe Sørensen

Byrådsmedlem Birthe Sørensen (S) medvirker ved soroptimisternes træplanting på Harrild Hede på lørdag.

Lokale klubber vil plante et træ for kvindernes stemmeret.

Soroptimist International Danmark fejrer 100-året for kvindernes stemmeret ved at plante egetræer. Lørdag planter de to lokale klubber fra Brande og Ikast et fælles træ på Harrild Hede.

Soroptimisterne har forpligtet sig til at arbejde hen imod en verden, hvor kvinder og piger kan udnytte deres muligheder og realisere deres fremtidsplaner. Hvor kvinder på lige fod med mænd kan være med til at skabe stærke, fredelige samfund i verden.

I 100-året for at kvinderne i Danmark fik stemmeret har Soroptimisterne indledt et samarbejde med Kvindernes U-landsudvalg, KULU, hvor de arbejder på at give kvinder og piger i Mali rettighedspapirer, så de også kan få stemmeret, skolegang og uddannelse, egen økonomi, lige ret i ægteskabet samt arveret.

Hvorfor fejre 100-året for kvinders stemmeret?

Det er en mærkedag for kvinder, men mænd må også gerne være med.

I klubbernes humanitære arbejde kan de se, at der stadig er behov for at arbejde for pigers og kvinders rettigheder forskellige steder i verden. Men også i Danmark er der stadig behov for at arbejde for kvinders og i det hele taget menneskers rettigheder. Således er der stadig behov for at sætte fokus på, at menneskehandel ikke er i orden.

Men også i andre sammenhænge kan der være behov for at sætte fokus på rettigheder generelt. Det kan stadig undre, at kvinder er forholdsvis lidt repræsenteret på fremtrædende ledelsesposter og i politik.

Ikast-Brande-klubberne er gået sammen om at plante det træ. Og der bliver så et lille traktement til de fremmødte. Klubberne har besluttet at skænke penge til 100 piger til projekt "Giv en pige en stemme." Det bliver uddybet af en lokal soroptimist ved afsløringen, som foretages af byrådsmedlem Birthe Sørensen (S).

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul