Der har i weekenden været tekniske problemer med Brande Bladets hjemmeside. Problemerne, som skyldtes en opgradering i forbindelse med en serverudskiftning, er nu løst.
Brande Bladet beklager de gener, det måtte have medført.
Info / 02/12/2019
Modekoncernen Bestseller med hovedsæde i Brande passerede i det seneste regnskabsår en markant milepæl: For første gang nogensinde rundede koncernens omsætning 25 mia. kroner. Mens omsætningen steg med næsten 7 %, var der ikke den store ændring i overskuddet, som før skat faktisk faldt en smule, fra 2,855 til 2,775 mia. Efter skat udgjorde overskuddet uændret godt 2,1 mia. kr.
I en kommentar til årsregnskabet siger direktør og ejer Anders Holch Povlsen (bill.), at det indeværende regnskabsår viser, at der stadig er et stykke arbejde, der skal gøres, påpeger han.
Erhverv / 02/12/2019
Kl. 10.23 mandag formiddag stod en mand og kiggede ud ad sit køkkenvindue på Engtoften, da hans parkerede bil pludselig blev påkørt af en bilist, som kom kørende ad vejen i sydlig retning.
Det fik imidlertid ikke bilisten til at standse op: Vedkommende fortsatte kørslen uden at give sig til kende. Det eneste han eller hun efterlod sig var nogle vragdele, som formentlig stammer fra en Opel Astra.
Politi / 03/12/2019
I tidsrummet fra torsdag middag til mandag formiddag har der været indbrud i et lager på Østre Allé.
En dør er opbrudt, hvorefter der er stjålet en havetraktor, haveredskaber m.m. fra stedet.
Politi / 03/12/2019
Af Ejgil Jessen Hansen
I august i år drøftede Teknik- og Miljøudvalget, hvordan der kunne skabes nemmere adgang for lastbiler gennem Brande by, og på dagens møde skal udvalget træffe en endelig beslutning.
Politik / 03/12/2019
Særligt ældre mennesker franarres personlige oplysninger og mister mange penge, når gerningsmænd ringer og udgiver sig for at være fra de danske myndigheder.
Politi / 03/12/2019
Det er ikke helt usandsynligt, at det er den eller de samme tyve, der mellem kl. 13 og kl. 15.40 tirsdag bl.a. har stjålet møbler på Ørnevej i Nr. Snede, som har fortsat deres lyssky arbejde i Brande, hvor der er anmeldt to indbrud senere på dagen.
Politi / 04/12/2019
1. juni 2017 fik Vagns Krostue nye indehavere, da Jesper Christiansen og Daniel ”Beni” Frederiksen, overtog værtshuset efter ejeren gennem 21 år, Leif Pedersen.
Godt 2½ år senere skal "kroen" igen have ny ejer: Med virkning fra årsskiftet overtages pladsen bag baren af Jane Hansen, der ligesom de to sælgere af Vagns Krostue er fra Brande.
Erhverv / 04/12/2019
Den 40-årige mand fra Vandel, som politiet har efterlyst i den grove voldssag fra Stationsvej i Brande sidste tirsdag aften, hvor en 31-årig kvinde blev tævet til blods, er nu bag lås og slå.
I et lukket grundlovsforhør i Retten i Herning blev han varetægtsfængslet frem til 16. december. I samme sag sidder en 39-årig mand fra Billund varetægtsfængslet; manden blev i første omgang varetægtsfængslet i en uge, men når varetægtsfængslingen udløber fredag, vil politiet anmode om en fristforlængelse, så også hans fængsling løber frem til 16. december.
Politi / 05/12/2019
Politikerne lyttede til borgernes indsigelser og fastholder forbuddet mod lastbilers gennemkørsel ad Stationsvej og Dalgasvej.
Af Ejgil Jessen Hansen
Medlemmerne i Ikast-Brande Kommunes Teknik- og Miljøudvalg fulgte borgernes indsigelser, da punktet om evt. tilladelse til lastbilers gennemkørsel ad Stationsvej og Dalgasvej blev drøftet på udvalgets møde i tirsdags.
Politik / 05/12/2019
Bestyrelsen for RemisenBrande Fonden har ansat 50-årige Marianne Jeppesen som ny direktør for RemisenBrande. Hun afløser Pia Stræde Palmelund, der efter 14 år på posten er tiltrådt stillingen som direktør for kulturhuset ”Slagteriet” i Holstebro.
Marianne Jeppesen kommer fra en stilling som Citychef i Vejle, hvor hun har været ansat siden 2016. Her har hun haft ansvar for alt, hvad der sker i City Vejle. Endvidere er hun koordinator i netværket for danske citychefer.
Lokalnyt / 05/12/2019
Sidst på eftermiddagen torsdag mellem kl. 15.30 og kl. 17.50 har der været indbrud i et hus på Mosevænget.
Tyven har forsynet sig med smykker og kontanter efter at have knust et soveværelsesvindue.
Politi / 06/12/2019
I løbet af natten til torsdag er der blevet stjålet seks sæt dobbeltmonterede dæk fra lastbiler, der holdt parkeret ved Øgaard Lastvognsopbyg og Hydraulik på Holmevej i Ejstrupholm.
Lastbilerne er først blevet hævet med en donkraft og derefter klodset op med fliser, som tyvene har hentet hos nabovirksomheden OK Snacks.
Politiet melder i øvrigt om lignende dæktyverier i både Hammerum og Herning torsdag, men her er tyverierne sket fra personbiler.
Politi / 06/12/2019
Politiet anholdt torsdag den tredje og sidste mand, der har været eftersøgt i forlængelse af den grove voldsepisode, som fandt sted på Stationsvej i Brande sent sidste tirsdag aften. Her blev en 31-årig kvinde tæsket til blods i en sådan grad, at hun efterfølgende har været hospitalsindlagt i dagevis.
Den senest anholdte er en 28-årig mand fra Kolding, som også kortvarigt var anholdt dagen efter voldsepisoden, hvorefter han blev løsladt igen. Han vil blive fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre i Retten i Herning fredag formiddag med krav om varetægtsfængsling.
Politi / 06/12/2019
Helt tilbage i februar 2014 gennemgik Brande Bladet de allerede dengang dybt uaktuelle informationstavler, som siden 2001 har vist trafikanter vej til virksomhederne i Brande, og nu sker der endelig noget i sagen: Tavlerne bliver fjernet.
Det besluttede Ikast-Brande Kommunes Teknik- og miljøudvalg på sit møde i tirsdags.
Politik / 07/12/2019
Da Siemens Gamesa for nylig installerede mølle nr. 51 i det britiske East Anglia One-projekt, nåede vindmøllevirksomheden en vigtig milepæl: Møllen var havvindmølle nr. 1000 8 år efter installationen af den første gearløse havvindmølle i 2011.
Erhverv / 06/12/2019
Af denne uges avis fremgår det, at julemanden er flyttet ind på Bondegården (den tidl. 4h-gård) på Jyllandsvej, og at man kan besøge ham lørdag d. 8. december.
Som den opmærksomme læser nok allerede har opdaget, eksisterer den dato imidlertid slet ikke - i hvert fald ikke i år - så sætternissen må vel næsten siges at være kommet julemanden i forkøbet.
Det er i stedet søndag, man kan besøge julemanden på Bondegården - at det foregår 8. december er med andre ord korrekt.
Lokalnyt / 06/12/2019
Der var på forhånd lagt op til, at betalingen til, at Ikast-Brande Kommunes betaling til det nyetablerede turismesamarbejde med VisitHerning skulle hæves med en kvart million kroner, men det var der ikke flertal for i Erhvervs-, vækst- og bosætningsudvalget, som turismen politisk hører ind under.
Erhverv / 06/12/2019
1. august genåbnede Æ' Pølsevogn på Vejlevej efter knap 2 måneders forlænget sommerferielukning med ny bestyrer, men nu er grillbaren lukket igen.
I en kortfattet besked til kunderne oplyses det, at Æ' Pølsevogn lukkes pr. dags dato pga. økonomi/regnskab.
Erhverv / 06/12/2019
Lystersminde og Kernehuset bliver fra nytår slået sammen til Solstrålen Blåhøj med mottoet ”en verden i børnehøjde.”
9. september besluttede et flertal i byrådet at lukke børnehaven Kernehuset i Blåhøj. Dermed kunne man med stor sandsynlighed frygte, at det var slut med at få passet børn i førskolealderen i Blåhøj – men sådan kommer det ikke til at gå. I stedet får Blåhøj en helt ny institution, Solstrålen, som er en sammensmeltning af den private puljepasningsordning Lystersminde og Kernehuset.
Læs meget mere om Blåhøjs nye daginstitution i Brande Bladet tirsdag.
Lokalnyt / 08/12/2019
OPDATERET: På grund af et ledningsbrud på Brandlundvej omkring kl. 18.30 har forbrugerne i den sydlige del af Brande, herunder Brandlundvej, Landlyst og Nordlundvej i en periode ikke haft vand i hanerne, men ledningsbruddet er nu udbedret og vandforsyningen atter normal.
Brande Vand gør opmærksom på, at vandet kan være misfarvet, når der åbnes igen.
Eventuel misfarvning af vandet skyldes okker fra vandledningens inderside og er ikke sundhedsfarlig.
Info / 08/12/2019
Godt 25 frivillige primært fra Brande brugte søndag formiddag på at pakke mere end 150 julegavepakker fra FCM Samfund til børn i økonomisk trængte familier over hele superligaklubbens midt- og vestjyske region
Giveren er FCM Samfund – superligafodboldklubben FCM’s socialøkonomiske organisation. De glade og spændte modtagere er børn i økonomisk trængte familier fra Vestervig og Agger i nord til Grindsted og Billund i syd og Ringkøbing i vest.
Lokalnyt / 09/12/2019
48-årige Kirsten Bøgh Pedersen fra Fjelstervang er ny leder af daginstitutionen Tusindfryd i Fasterholt.
Hun overtager stillingen som leder fra Marie Brännäng, som efter 32 års ansættelse har valgt at gå på efterløn med ugens udgang.
Lokalnyt / 09/12/2019
Af Ole Revsgaard Andersen, Hampen, regionsrådsmedlem for Dansk Folkeparti
Det er ofte let at dvæle ved de negative emner, særligt når det kommer til sundhedspolitiske emner. Vi har vel alle læst nogle af de grumme historier, hvor uheldige skæbner ikke fik den behandling, de havde brug for, da de henvendte sig og derfor kom enten dårligere ud på den anden side eller slet ikke kom ud.
Problemerne er desværre mange og til tider også store, men flere af dem er faktisk i bedring.
Jeg vil her kort remse nogle ganske få af succeshistorierne op:
LÆSERBREV / 09/12/2019
I løbet af weekenden er der begået to tyverier i den østlige del af Brande.
På La Cours Allé er der blevet stjålet en Humbaur trailer fra en virksomhed. Forinden er en sydvendt rude bag på bygningen blevet knust, og stedet er blevet gennemrodet.
Fra en byggeplads på Sjællandsvej er der blevet stjålet en gul Wacker 5555 pladevibrator til en værdi af ca. 70.000 kr. samt en rørskærer.
Tyvene har tilsyneladende vidst, hvad de gik efter: For at få adgang til pladevibratoren har de først skullet flytte en gummiged og en gravemaskine.
Politi / 10/12/2019
Brande Jul er ”født” i 1943 og kunne derfor fejre rund fødselsdag sidste år, og også i den traditionsrige publikations 76. leveår indeholder Brande Jul masser af læsestof om og fra lokalområdet.
Siden 1985 er Brande Jul blevet redigeret af Erik Lauritzen, og han har i år blandt andre formået at få Fyens Stiftstidendes chefredaktør, Poul Kjærgaard, til at fortælle om sin barn- og ungdom i Brande:
- Jeg er en jyde fra Brande, og det er jeg stolt af. Punktum, fastslår han.
Lokalnyt / 10/12/2019
I løbet af weekenden er der blevet stjålet en galvaniseret lifttrailer af mærket Vizeko hos Bestseller på Fredskovvej. Traileren har registreringsnr. CU 91 55 og er kendetegnet af, at den har sorte skærme.
Lifttraileren, som tilhører Blåhøj El, har en værdi af 63.600 kr.
Politi / 11/12/2019
Mellem kl. 7-21 har der tirsdag været indbrud i en villa på Pilevænget.
Tyven har brudt et vindue til et børneværelse op, men selvom man i første omgang ikke havde det fulde overblik, ser der ikke ud til at være blevet stjålet noget fra stedet.
Politi / 11/12/2019
Karens Kaffevogn på N.I. Møllers Plads har fået ny indehaver. Køber af grillbaren, som siden 2017 har været ejet af Michael Brøndum, er Thanh Van Truong (bill.) fra Odense, som allerede har taget over - i første omgang dog kun i nogle dage:
Når frituren er slukket søndag aften, går han og resten af familien i gang med at gøre kaffevognen grundigt i stand, og så er det planen at genåbne en ny og skinnende grillbar lørdag d. 21. december.
Læs mere - også hvad Karens Kaffevogn kommer til at hedde i fremtiden - i næste uges udgave af Brande Bladet.
Erhverv / 11/12/2019
I perioden fra mandag morgen kl. 6 til onsdag kl. 14 er der blevet stjålet en næsten helt ny VW Amarok årgang 2019 fra pendler-parkeringspladsen ved motorvejstilkørslen på Frihedevej.
Hvordan bilen, der har en værdi af ca. 700.000 kr., er blevet stjålet, er lidt af et mysterium, da bilens ejer, en mand fra Herning, er i besiddelse af begge nøgler til bilen.
Politi / 12/12/2019
Glæde iblandet et vist vemod betegner nok bedst sindsstemningen hos Venstres næstformand for Sundheds- og omsorgsudvalget, Lars Lyhne, da han torsdag formiddag holdt talen ved rejsegildet på tilbygningen til Engparken. Glæde over at byggeriet snart står færdigt – og et vist vemod over, at naboen, Q8-tanken, måtte lade livet for at give plads. Det var nemlig Lars Lyhnes hustru Jette, der i mere end et årti drev tankstationen, som blev nedrevet i 2015.
Lokalnyt / 12/12/2019
Indtil for seks år siden var turen rundt om Brande Elvæksø et yndet udflugtsmål for naturelskere i Brande og omegn. 7. november 2013 brød dæmningen ved det gamle Brande Elværk imidlertid sammen og tømte søen for vand. Siden er der løbet meget vand i åen - i det konkrete tilfælde Skjern Å - men præcis på årsdagen for dæmningsbruddet blev de to bredder igen forbundet med en bro.
Lokalnyt / 13/12/2019
En ny tradition blev muligvis grundlagt, da børnene fra de 4 lokale private pasningsordninger sammen med deres "passere" her til formiddag trillede en tur op og ned ad Storegade.
Anledningen var, at det i dag er Lucia-dag, og børnene var derfor blevet udstyret med hver deres elektriske lys, ligesom de fire børnepassere havde tændt for kransen. Det lille optog blev naturligvis ledsaget af Lucia-sangen.
Lokalnyt / 13/12/2019
Der bygges broer i Brande som vel næppe nogensinde før. I Anlægget (Ørbæklund) er man tæt på at være færdig med udskiftningen af to broer, træbroen fra Solskrænten til Vibevej er også tæt på at være færdig, og lørdag blev broen over Skjern Å ved det gamle elværk så officielt indviet.
7. november blev broen hejst på plads, iøvrigt præcis på årsdagen for dæmningsbruddet, der tømte den daværende Elværkssø for vand i 2013, og med de sidste tilpasninger på plads kunne broen så tages i brug.
Lokalnyt / 14/12/2019
Den kommunale børnetandklinik på Falkevej i Nr. Snede fik lørdag aften besøg udenfor normal åbningstid.
Kl. 22.27 hørte vidner en rude til klinikken blive knust, hvorefter de skyndsomst tilkaldte politiet. Da patruljen nåede frem, kunne betjentene konstatere, at der befandt sig en mand i bygningen.
Der viste sig at være tale om en 29-årig mand fra Vejle, der havde været til julefrokost. Han var så påvirket af spiritus, at han knapt vidste, hvor han var og hvad han lavede, så han havde lagt sig til at sove på tandklinikken.
Politi / 16/12/2019
Kl. 04.04 natten til søndag blev en 17-årig mandlig bilist fra Brande standset på Trehøjevej ved Vildbjerg.
Problemet for den unge mand var, at personen ved siden af ham ikke var gammel og erfaren nok til at opfylde betingelserne for, at han kunne føre bilen lovligt.
Politiet nedlagde derfor et kørselsforbud mod den 17-årige brandit, som nok ikke skal forvente at få sit nyerhvervede kørekort retur foreløbig.
Politi / 16/12/2019
Vejrguderne var ikke med arrangørerne af julesøndagen i Brande. Men trods blæst og regn var små 100 troppet op på Torvet for at tage imod julemanden og hans små nisser, der kom kørende i tog og havde godter med til de mindste.
Læs mere i Brande Bladet i morgen tirsdag!
Lokalnyt / 16/12/2019
De tre mænd, der tidligere er blevet varetægtsfængslet i den grove voldssag, som fandt sted i en trappeopgang på Stationsvej i Brande sent om aftenen tirsdag d. 26. november, har frivilligt accepteret at få deres varetægtsfængsling forlænget til efter nytår. Det oplyser kriminalkommissær Henning Præstegård fra lokalpolitiet i Herning.
Politi / 16/12/2019
Ikast-Brande Kommunes Erhvervs-, vækst- og bosætningsudvalg var i forbindelse med udvalgets seneste møde på besøg hos Dokka Fasteners i Brande.
Virksomheden, som leverer bolte, skiver og befæstigelser til energisektoren i hele verden, blev etableret helt tilbage i 1875 i Norge og blev i 2008 en del af Würth Gruppen. Produktionen ligger i Dokka i Norge. Virksomheden flyttede til Brande i 2008 med salgskontor og lagerfunktioner. I 2016 byggede virksomheden til, så der i dag er knap 4.000 m2 under tag til de knap 50 ansatte.
Politik / 17/12/2019
En del af Torvet, Borgergade og Torvegade har her til eftermiddag været afspærret af politiet. Årsagen er, at området betragtes som et muligt gerningssted.
Politikomissær Hening Præstegård fra lokalpolitiet i Herning oplyser, at politiet i formiddags modtog en anmeldelse om en mulig voldtægt, som skulle være blevet begået mod en 35-årig kvinde natten mellem lørdag og søndag.
Derudover kan han ikke oplyse yderligere for nuværende.
Politi / 16/12/2019
Mandag formiddag modtog politiet en anmeldelse af et voldtægtsforsøg, der skulle være sket i gården bag Sydbank på Torvet i Brande omkring kl. 03.00 natten til søndag.
Anmelder var en 35-årig kvinde fra Brande, som oplyste, at hun på det pågældende tidspunkt var blevet revet omkuld af en mand, der efter at have revet hendes bukser og trusser af forsøgte at gennemføre et samleje. Kvinden satte sig imidlertid til modværge, hvilket fik manden til at opgive sit forehavende, hvorefter han undløb fra stedet med retning mod banegården.
Politi / 17/12/2019
Der var masser af socialdemokratisk enegang, da byrådet mandag mødtes for sidste gang inden jul.
Politik / 17/12/2019
Siden 2012 har skiftende byråd en gang årligt sendt kapitalindskud i omegnen af en halv mio. kroner til Midtjyllands Lufthavn i Karup, men næste år bliver bidraget sat ned.
Politik / 17/12/2019
Af Knud Aarup, landformand for foreningen Bedre Psykiatri
Tak, tak og atter tak - juleaften kom godt nok tidligt i år! Politikerne har nemlig sat ikke mindre end 600 millioner kroner af om året til at hjælpe mennesker med psykisk sygdom og deres pårørende. Det er noget, vi i Bedre Psykiatri har haft øverst på vores ønskeliste i årevis. For hold da helt op, der er brug for de penge!
LÆSERBREV / 17/12/2019
Socialdemokratiets tilbagevendte gruppeformand, 2. viceborgmester Frank Heidemann Sørensen (bill.), satte spørgsmålstegn ved, om Ikast-Brande Kommunes brug af Buurtzorg-modellen i det hele taget er i overensstemmelse med lovgivningen på sundhedsområdet.
Det ideologiske skel mellem Socialdemokratiet og byrådets øvrige partier var til at få øje på, da byrådet mandag tog endnu en holmgang om den i visse kredse forkætrede Buurtzorg-model.
Politik / 18/12/2019
Tirsdag aften har der været indbrud i daginstitutionen Vibereden, hvor en dør er brækket op.
Tyverialarmen er blevet aktiveret kl. 22.10; ikke desto mindre har tyven taget sig tid til at gennemrode en del af børnehaven, men er kun sluppet af sted med et minimalt beløb i småpenge.
Politi / 19/12/2019
Onsdag morgen kl. 06.24 skete der et færdselsuheld for Midtjyske Motorvej ved Brande.
Her kom en 33-årig kvindelig bilist fra Middelfart kørende i sydlig retning, men på grund af uopmærksomhed overså hun en 61-årig forankørende mandlig bilist fra Nordborg, som hun derfor påkørte. Det resulterede i, at kvinden mistede herredømmet over sin bil og endte i rabatten.
Ifølge politiets oplysninger kom ingen af de to involverede noget til ved sammenstødet, og de måtte selv sørge for at tilkalde vejhjælp for at få deres respektive køretøjer bjærget.
Politi / 19/12/2019
Den 24. december har en kedelig rekord som indbrudstyvenes yndlingsdag. Men ved at følge nogle simple råd kan man mindske risikoen markant for at komme hjem til gennemrodede skuffer og skabe.
Politi / 22/12/2019
RemisenBrande åbner forårssæsonen onsdag den 8. januar med et foredrag med en af Danmarks mest kendte tv-personligheder, Anders Agger.
“Sømanden, Helmig & Heavy Agger” er et lavpraktisk medie-foredrag, hvor publikum må stille spørgsmål, når de opstår. Anders Agger vil fortælle, hvordan han helt lavpraktisk gør, når han producerer til DR1 og DR2. Han vil føre tilhørerne ind i kulissen til de seneste seer-succeser som Indefra og sommerprogrammerne med Anne Hjernøe og fortælle om tvivlen og de mange etiske overvejelser, når man går helt tæt på.
Kultur / 27/12/2019
En på trods af tidspunktet vågen nabo forhindrede formentlig en brand i en glemt juledekoration til at udvikle sig til en større brand natten til torsdag.
Brandfolkene fra Falck i Nr. Snede blev kaldt ud til branden i rækkehuset på Silkeborgvej i Boest kl. 01.34, men ifølge politiets oplysninger begrænsede skaderne sig – takket være den årvågne nabo og brandfolkenes hurtige indsats – sig til juledekorationen, mens der ikke skete alvorlig skade på selve huset.
Politi / 19/12/2019
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.