Smilende Gitte

Da jeg var ung var en af landeplagerne i radioen sangen Smilende Susie med Birgit Lystager.
Den melodi kommer jeg altid til at tænke på når jeg kigger ind til Gitte i Centrum Tapet og Farver.
Uanet hvor travlt hun har så smiler hun
Af Villy Guldbrand Jensen
Den første maj er det 30 år siden Gitte Schnedler Hansen startede hos Brandes tapet- og farvehandel Centrum, der på det tidspunkt lå ved Torvet og det er 15 år siden hun overtog butikken.
For 3 år siden blev butikken flyttet over på den anden side af Storegade til nummer 46, og her kan Gitte nu fejre at hun har arbejdet med farve og tapeter med mere i Brande i 30 år, og samtidig er det 90 år siden at Jens O. Hjersing og Aage Langballe startede butikken i Brande.
I mange år var der op til 4 til 5 ansatte i butikken.
I dag klarer Gitte selv det hele, og så har hun endda også taget pakkehåndtering ind fra GLS og DAO plus to andre selskaber, og det giver til tider stor travlhed når folk, der skal have deres hus malet, og kunder står i kø for at hente eller aflevere pakker.
Det kan godt give mange stress, men ikke hos Gitte.
Kunden der skal have malet derhjemme, får både vejledning og gode råd med på vejen, og de der skal have pakker udleveret får også et smil med på vejen.
Udlært i Herning
Gitte blev udlært som farvehandler – et fag der ikke længere findes – hos Birger Midtgaard i Herning.
Samme Birger Midtgaard er født i Brande og har stået i lære hos Centrum Farve og Tapet inden han startede butik i Herning.
Efter læretidens udløb blev Gitte kontaktet af Hugo Hjersing der manglede hjælp i butikken og siden har der stået Centrum Farve og Tapet på hendes arbejdsplads.
De sidste 15 år som ejer af butikken.
- Og jeg har aldrig fortrudt et eneste øjeblik. Jeg synes det er spændende at arbejde med farver og jeg befinder mig godt i butikken, også selvom jeg er alene i butikken.
- Jeg møder rigtig mange spændende mennesker hver dag så jeg keder mig ikke, lyder det fra Gitte Schnedler Hansen, der faktisk godt kunne være blevet selvstændig noget før.
- Da Hugo Hjersing ønskede at gå på pension var jeg gravid med vores første barn, og kunne ikke rigtig overskue at skulle være selvstændig, husker Gitte Schnedler Hansen, men tilbuddet kom nogle år senere da butikken igen kom til salg.
- Der var jeg klar, for jeg vidste at hvis ikke jeg købte butikken ville vi ikke have en butik i Brande i dag med farver og tapet.
Ferie i Skagen
Som selvstændig butiksdrivende er ferieuger ikke i flertal.
- Jeg har nok halvanden uges ferie om året, forklarer Gitte, men det har jeg det fint med.
Vi elsker at holde en uges ferie i Skagen – endda i uge 29 – og så nogle dage i svigerforældrenes sommerhus i Bork.
Det kan jeg sagtens klare mig med, men det har selvfølgelig betydet at vi gennem årene – især da vores to drenge var små – har måttet trække meget på forældre og svigerforældre.
- Jeg må nok indrømme at jeg ikke er så god til at holde ferie!
Indfødt brandit
Gitte Schnedler Hansen er født i Langkær – to kilometer udenfor Brande – men er opvokset i Brande og har boet der lige siden.
- Og jeg skal ingen steder, lyder det med fast stemme fra hende.
Jeg kunne aldrig drømme om at flytte til en stor by.
Jeg synes vi har det hele i Brande, med kort afstand til både sport og fritid og stisystemer så børnene selv kan cykle til de ting de går til, og det er også hyggeligt at vi kender hinanden og jeg synes at vi har så mange kulturelle tilbud i Brande at det kan være svært at nå dem alle.
Så for mig er Brande den ideelle by.
Og byens størrelse er måske også årsagen til at vi har så godt et samarbejde butikkerne imellem i byen.
Jeg synes vi har en god handelsby.
Vi sparrer med hinanden og laver også nogle gange noget sammen, fortæller Gitte Schnedler Hansen, der de sidste 10 år har siddet i bestyrelsen for Brande City detail, og gør en kæmpe indsats for medlemmerne.
Butikken flyttede
Efter at have ligget på torvet i Brande i 87 år flyttede Gitte Schnedler Hansen sin butik over på den anden side af hovedgaden i nyindrettede lokaler i 2022.
- Lige bortset fra udsigten savner jeg ikke de gamle lokaler. Jeg har det samme udbud af varer i de nye lokaler, selvom jeg har mindre plads, og jeg har haft den glæde at alle kunder er fulgt med mig over gaden, fortæller Gitte, der i dag har aftaler med 4 pakkeleverandører.
Det betyder meget for mig økonomisk at jeg har de aftaler. Hen over året bliver det en god forretning qua de mange pakker der i dag bliver sendt frem og tilbage, og så giver det også trafik i butikken.
- Jeg oplever ofte at tilflyttere kommer herind for at hente en pakke – f.eks. deres nye modem eller andet og så får vi en snak om Brande og jeg kan fortælle dem lidt om byen og samtidig ser de også min butik og det vareudbud jeg har, forklarer Gitte Schnedler Hansen, der har vendt konkurrencen fra nettet til noget positivt.
Så det er en positiv – og smilende – Gitte Schnedler Hansen der ikke vil udelukke at hun både kommer til at fejre 40 og 50 års jubilæum som butiksdrivende i Brande.
Tilføj kommentar