Slipsedrenge overtager historisk skjortermærke

Slipse- og modetilbehørsfirmaet Connexion Tie har netop overtaget den legendariske midtjyske skjortevirksomhed Angli. Dermed sætter vækstiværksætterfirmaet i Brande yderligere turbo på udviklingen

En moderne iværksættervirksomhed overtager en historisk én af slagsen. Efter ti år med vækst og tocifret millionomsætning satser Connexion Tie i Brande på yderligere udvikling. Det sker i første omgang med investeringen i det historiske 76 år gamle skjortefirma Angli - grundlagt i Herning af lige så legendariske Aage Damgaard.

- Angli er et traditionsrigt og stærkt brand. I fjor føjede vi skjorter til vores portefølje, og med investeringen i Angli ønsker vi at sætte yderligere fokus på det segmentet og på vækst, siger Bo Egeriis.

På 13 år har han sammen med kammeraten og forretningspartneren Johnny Andersen bundet en succesfuld millionvirksomhed op på slips. Deres fællesejede virksomhed Connexion Tie omsætter i dag for mere end 25 millioner, og havde sidste år et overskud på over 2 mio. kr. efter skat.

Strategisk har Connexion Tie positioneret sig som førende leverandør af slips i Danmark med eksport til det skandinaviske marked og udvalgte europæiske lande. Desuden har selskabet via et kinesisk salgsselskab også kradset hul på oversøiske markeder som Kina og Canada.

Slipsekonceptet har Connexion Tie løbende videreudviklet. Som private label-leverandør til en række globale modekunder ligger blandt andet slips, butterflies, bælter og bryllupsveste fra Connexion Tie nu i kundernes butikker verden over. Og som leverandør af profilbeklædningsvarer kastede Connexion Tie sig for nyligt også over tørklæder og skjorter.

Det gav anledning til at kigge sig omkring efter potentielle investeringsmuligheder:

- Vi har samarbejdet med Angli og ved derfor, at virksomhed stadig står for kvalitet. Og så rummer Angli også stadig en fantastisk historie og sjæl, som vi ønsker at bevare og revitalisere. Det er et brand med masser af potentiale, siger Johnny Andersen.

Angli Skjortefabrik blev grundlagt I 1939 i Herning af tekstilpioneren Aage Damgaard. Siden voksede fabrikken sig stor og verdensberømt - med 300 ansatte, en daglig produktion på 3000 skjorter og flyttede i den legendariske runde Angli-bygning i Birk. I 1974 opgav Aage Damgaard konkurrencen fra Østen og satsede i stedet på familiens restaurant A Hereford Beefstouw. Han solgte Angli, som siden har været på skiftende hænder og igennem en del turbolens.

Med opkøbet rykker Connexion Tie brandet fra Ikast til Brande, hvor Angli implementeres i virksomhedens eksisterende organisation.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul