Skolen er placeret og rådhuset lukkes

7 byrådsmedlemmer deltog i Venstres Politik og kaffe møde onsdag aften i Brande.

Fra venstre Palle Høj (V),  Henrik Kraglund (FL) Kirsten York Helms (K), Simon Vanggard (DF) og med ryggen til Anne Ravn Bach (S). Derudover deltog Carl Jensen (V) og Ib Lauritsen (V).

Det er 23 ligeværdige byrådsmedlemmer der har taget beslutningen, og det har været en afvejning for og imod, og jeg står på mål for at det bliver en kanongod løsning, var borgmester Ib Lauritsens besked til de ca. 60 fremmødte på Venstres dialogmøde onsdag aften på Smagshuset i Brande

 

Af Villy Guldbrand Jensen

 

I invitationen fra Venstre stod der ikke noget om den nye skole i Brande. Her var det omplaceringen af de 120 kommunale arbejdspladser, projektet om det gamle sygehus og gadebelysningen i Brande der var listet op, men der var formodentlig ikke en eneste deltager onsdag aften der ikke var klar over at skoleplaceringen med lukning af rådhuset til følge, blev aftenens hovedperson, inclusive de 7 byrådsmedlemmer der var mødt frem.

Og som borgmester Ib Lauritsen spøgefuldt udtrykte det i sin afsluttende bemærkning: Jeg var i tvivl om jeg skulle have skudsikker vest på!

Helt så galt gik det ikke, men der var stor spørge- og debatlyst.

De to tidligere byrådsmedlemmer i gamle Brande kommune, Frede Mortensen og tidl. borgmester Karl Kristensen var begge forundret over at man valgte den mest udfordrede jordbund i Brande til placeringen.

Der er så stort vandtryk at I ikke fatter det, og så vælger I oven i købet at vælte det gamle rådhus, var Frede Mortensens kommentar og Karl Kristensen fulgte efter: Hvis ikke 360 grader havde forslået placeringen der, var det ikke blevet resultatet.

I har en fantastisk plan med Brande Syd, derfor bør skolen placeres der.

I har lavet et kæmpe selvmål Axel!

Axel Månsson var eneste repræsentant fra 360 grader, og han var naturligvis ikke enig.

Vi har lavet et forslag der skaber synergi med hallen og de faciliteter der er der.

Cafeteria og køkken i hallen kan benyttes af skolen og børnene vil få en naturlig gang i hallen, og samtidig er området forbundet med stier til hele byen.

Og hvis vi fjerner en bygning på hovedgaden kan vi åbne op til bymidten, det vil skabe en energi af uanede højder.

I læner jer op ad et arkitektfirma som ingen reference har til skolebyggeri. 

Og I siger, at vi skal arbejde sammen i kommunen, så skal det altså også gå den anden vej.

Og så er det er vildt skuffende at I fra byrådets side kæder det sammen med lukning af rådhuset.

Borgmester Ib Lauritsen var enig i at der var nogle helt klare fordele ved at placere skolen i Centerparken, blandt andet svømmehallen og hallen.

Men udfordringen har været at få plads nok.

Vi startede ud med 9 foreslåede placeringer inclusive forslaget fra 360 grader og skar det ned til 3 + forslaget fra 360 grader, og et samlet byråd valgte enstemmigt denne placering med den konsekvens at det gamle rådhus skal rives ned.

Det har været en afvejning for og imod.

- Og vi havde ikke armen vreden rundt, supplerede Carl Jensen (V).

 

Kritik af 360 grader

Tommy Sønderholm havde ikke meget til overs for 360 grader.

- Jeg kan kun høre 4 mand der udtaler sig fra jeres gruppe. I er en selvbestaltet gruppe der synes at det kunne være sjovt. Jeg har svært ved at tage jer alvorligt.

Det fik Allan Vinge til at markere:

Du fremstiller det som en forbrydelse at vi står sammen – det er ikke retfærdigt!

Axel Månsson kunne fortælle at samtlige foreninger i Brande var inviteret til at komme med input og at de 4 der sad i gruppen arbejdede for at bidrage og gøre noget for Brande.

En af de ansatte på rådhuset, som nu skal flytte arbejdsplads til Vestre skole i Ikast, havde læst at det var en midlertidig løsning og ville gerne vide om hun kom tilbage til Brande?

Jeg kan ikke i min krystalkugle se at der skal bygges et nyt rådhus, men skal der det, skal I være der, og jeg finder det naturligt at vores rådhus ligger i kommunens største by.

Det sidste var også et svar til bl.a. Birgit Vinge der havde gjort opmærksom på at Bestseller bygger nyt højhus, hvor der måske kunne blive nogle etager til kommunen.

Og som kommunen kunne leje, supplerede Henry Madsen.

Her måtte borgmesteren skuffe spørgeren.

Vi skal deponere lige så mange penge som vi lejer for, og så kan man jo ligeså godt eje.

Dette er også nyt for mig, supplerede Henrik Kraglund.

Det gælder også selvom Bestseller tilbyder gratis leje.

 

Bestsellerbyen, vandrerhjemmet og byggegrunde

De fremmødte og de syv byrådsmedlemmer der var tilstede, kom også omkring Bestsellerbyen, Vandrerhjemmet og byggegrunde eller mangel på samme i Brande.

Flere spurgte ind til hvor langt kommunen var i forbindelse med Bestsellerbyen.

Kirsten Sørensen efterlyste blandt andet hvordan Brandes bymidte kom til at se ud og hvad skal være Brandes DNA.

Her kunne ordstyrer Peder Holt fortælle at Brande rent faktisk har oplevet tre butiksåbninger og en ny cafe i år.

Kirsten York Helms var enig i at Brande skulle være på forkant med Bestsellerbyggeriet og man som politiker skulle lytte til borgerne. F.eks. kunne hun forestille sig en svævebane der kunne forbinde Bestsellerbyen med bymidten i Brande. 

Lars Bommersholt ville gerne vide hvor langt man var med nye byggegrunde i Brande.

Her kunne borgmester Ib Lauritsen fortælle at der er stor opmærksomhed på nye byggegrunde i Brande og Henriik Kraglund supplerede med at der helt konkret er 1000 boliger på vej i et bælte fra rideskolen til Sødahls bygninger.

Og det bliver fantastiske planer med boliger i klynger, forklarede han forsamlingen.

Og med hensyn til vandet på Pedersborg, så er min holdning at hvis Venedig kan håndtere vandet så kan vi også.

 

Aftenen sluttede med et indlæg fra Anja Norn, der sidder i initiativgruppen bag Brandes ny borgerhus, der skal rummes i det gamle sygehus og vandrerhjem på Dr. Arendsvej i Brande.

- Vi har haft nogle gode drøftelser med kommunen og er nået til enighed om at vi kan overtage bygningerne pr. 1. september 2018 til en fordelagtig pris.

Derfor går vi nu ud og sælger støttebeviser til private og firmaer.

Målet er 1 million kroner.

Borgmester Ib Lauritsen kunne supplere med at man fra byrådets side har lyttet til gruppens visioner og enstemmigt vedtaget at de bygninger skulle de have.

Vi har haft bygningerne udbudt til salg, og derfor havde vi en prissætning på dem.

- Kommunen vil ikke og kommer aldrig til at have noget med driften af vandrerhjemmet at gøre, var hans svar til de fremmødte.   

Tags: 

Kommentarer

Jeg tænkte på, at det måske var som med min gamle bil, der intet hade kostet mig i årevis, men tilsidst blev vældig dyr. Men jeg har ikke hørt noget om, at de omtalte bygninger fejlede noget, og på længere sigt ville blive for gamle. Men der kan jo være skjulte hensigter: En skole skal vi jo have, og det får vi, men hvad får Ikast så til gengæld?

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul