Skæbnedag for træbeskytterne

I starten af marts kunne herværende avis berette, at Ikast-Brande Kommunes tekniske område havde planer om at nedtage de metagitterstativer, der agerer beskyttelse af træerne langs Storegade og Jernbanegade.

Metalstativerne blev sat op i forbindelse med renoveringen af Brande midtby for 15 år siden. Argumentet var, at træerne efterhånden havde nået en højde og drøjde, der gjorde metalbeskyttelsen overflødig, og at træerne simpelthen var ved at vokse ud af dem.

Planerne fik både handelsstandsforeningen og Brande Borgerforening på banen. Fra begge sider blev der udtrykt utilfredshed med planerne p.g.a. risikoen for hærværk, enten mod træerne eller de opsatte strømkasser, der netop nu sørger for lys i julebelysningen.

På sit møde tirsdag skal Ikast-Brande Kommunes teknik- og miljøudvalg så tage stilling til træbeskytternes fremtid. Teknisk område har talt sig frem til, at der er 155 træer, hvoraf 150 har en trærist og 138 en strømkasse. 68% af træerne har trykskader eller andre typer skader fra metalstativerne eller risten, et tal der vil vokse i takt med træerne.

Udvalget kan vælge mellem flere løsningsmodeller, heriblandt at fjerne samtlige stativer nu. Det vil medføre en udgift til Brande Handelsstandsforening på ca. 1.000 kr. pr. træ til retablering af strømkasserne.

En anden mulighed er at rette metalstativerne op, hvilket vil medføre en udgift på knap 60.000, der kan klares over driften. Går man mere radikalt til værks, kan man enten udskifte metalstativerne med en større model eller foretage en total renovering af beplantningen i Brande midtby. I begge tilfælde vil den samlede omkostning løbe op i ca. 1,5 mio. kr.

Endelig kan teknik- og miljøudvalget vælge en løbende nedtagning af stativerne på udvalgte delstrækninger i samarbejde med handelsstandsforeningen, hvilket vil fordele udgiften til nye strømkasser over flere år.
Sideløbende vil der blive foretaget en opretning af de tilbageværende stativer.

Planen for nedtagningen foreslås udarbejdet i samarbejde med handelsstandsforeningen.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul