Af Anders Udengaard, SF

Danmark styrer mod en storkonflikt, efter at både stat, kommuner og regioner har varslet lockout af offentligt ansatte. I den forbindelse har det været direkte pinagtigt at følge nogle partiers ageren.

I KL stemte De Radikale for lockouten, men har så vidt jeg forstår fortrudt nu. Det er selvfølgelig glædeligt, men det hjælper desværre ikke så meget.

Dansk Folkeparti stemte også for og skyndte sig derefter ud til kameraerne for at sige, at de støtter de offentligt ansatte i konflikten. Det hykleri er forhåbentligt så tykt, at alle kan se det.

Allermest pinligt har det dog været at følge Socialdemokratiets forsøg på at bilde folk ind, at de jo i denne situation ikke er politikere, at lockoutvarslet er det eneste ansvarlige, og at de nu efterfølgende helst ikke må udtale sig af frygt for at blande sig i konflikten.

Ingen er jo uenige i, at det er fyldt med dilemmaer, når politikere skal være arbejdsgivere i en overenskomstforhandling, men bare fordi noget er svært, har man altså ikke ret til at lade som om, man ikke behøver at vælge.

Medlemmerne af KL’s bestyrelse sidder på deres poster, fordi vælgerne har placeret dem der. De er blevet betroet opgaven med at tage stilling til lige netop dette spørgsmål, fordi vælgerne har bestemt, at det er dem, der skal gøre det. Uanset om man stemmer for eller imod lockouten, så er det en politisk handling og stillingtagen, og hvis Socialdemokratiet havde stemt imod sammen med SF og Enhedslisten, så var lockoutvarslet ikke blevet vedtaget, og KL’s forhandlere ville have fået en klokkeklar instruks fra et politisk, kommunalt flertal om at vise større imødekommenhed i forhandlingerne.

Den chance valgte Socialdemokratiet at forspilde, og at de nu forsøger at bilde befolkningen ind, at de har taget det ansvarlige valg ved at påstå, at de ikke har noget politisk ansvar, det er godt nok en meget sær form for logik.