Røde Kors markerer jubilæum
Butiksleder Anette Jacobsen og formand for Røde Kors Anne Dolmer glæder sig til at byde velkommen i butikken i Kirkegade i denne uge!
I år er det 150 år siden Røde Kors blev dannet i Danmark.
Så mange år har Røde Kors afdelingen i Brande ikke på bagen, men de vælger dog at markere jubilæet i butikken i Kirkegade
Af Villy Guldbrand Jensen
Røde Kors har på landsplan afholdt 5 folkemøder. Sidst i Herning i forrige weekend hvor flere af medlemmerne og de frivillige i Røde Kors i Brande deltog.
Men Brande vil også gerne selv være med til at fejre jubilæet.
- Vi fejrer jubilæet i vores butik torsdag, fredag og lørdag i denne uge, fortæller formanden for Røde Kors i Brande, Anne Dolmer.
- Ja, vi holder udsalg i butikken, fortæller butiksleder Anette Jacobsen.
Og fredag serverer vi kaffe og et stykke kage til alle der besøger os i butikken.
- Jeg har opfordret alle vores frivillige til at kigge forbi denne dag, fortæller Anne Dolmer.
Hvis de kommer alle sammen, taler vi om 221 personer.
Det er faktisk 2,8% af Brandes befolkning.
Krigen ved Dybbøl
Krigen ved Dybbøl i 1864 var en af hovedårsagerne til at Dansk Røde Kors opstod.
Her så man at der var et stort behov for samaritter og andet hjælp til de mange sårede i krigen.
Det var dog først 1876 at der blev taget skridt til en organisation under navnet Røde Kors.
Man havde skelet til udlandet hvor sådanne organisationer var startet.
Røde Kors har 201 afdelinger i Danmark og 27.489 frivillige.
Og så er Røde Kors en upolitisk nødhjælpsorganisation der som et af de få er på finansloven.
Butikken det store omdrejningspunkt
Røde Kors har som organisation i Brande lidt over 40 år på bagen men det var først da butikken for 13 år siden blev startet op i Godsbanegade, at det tog fart.
Med 700 kvm. under tag er Røde Kors en af de største butikker i Brande og rent omsætningsmæssigt er de også godt med. I 2025 rundede man 2,4 millioner og havde et overskud på 1,3 millioner kroner.
En tredjedel af overskuddet har Røde Kors i Brande lov til at beholde, og de blive brugt på mange af de aktiviteter man står for, bl.a. vågetjenesten, besøgstjenesten, familieaktiviteter, nørkleklubben og demensklubben på Brandlundparken.
Ud over butikken i Kirkegade råder man over 1500 kvm. på Borupvej.
Her holdes der en gang om måneden udsalg og her opbevares mange af de ting man får ind.
- Vi bruger det også som depot til butikken, forklarer Anette Jacobsen.
Forleden fik vi f.eks. 25 cykler indleveret. Dem har vi ikke plads til i butikken.
Generelt er folk flinke til at donere ting til butikken.
- Forleden fik jeg besøg af tre små piger, der havde en lille kuvert med. I den lå der nogle hårspænder som de gerne ville forære til os i butikken.
- Vi håber at rigtig mange har lyst til at aflægge os et besøg fortæller Anne Dolmer, der har opfordret de forskellige afdelinger under Røde Kors til at lægge brochurer eller foldere frem så eventuelt interesserede kan se hvad der er af muligheder for at være frivillig.
- Det giver meget at være frivillig, fortæller Anette Jacobsen.
Det sociale er med til at holde sygdomme væk og det gavner ikke kun andre men også os selv.
Gennemsnitsalderen for frivillige er 70 år og så er 81% kvinder.
Tænk lige over det – mænd!
