FÆTTERS KLUMME:

I dag sker det aldrig. Desværre. Men jeg kan huske, hvordan det var, dengang jeg var barn. I årene før jeg begyndte at gå i skole. Denne mærkelige, plagsomme følelse af, at der ikke var noget, man havde lyst til at foretage sig. Sådan en dag hvor tinsoldaterne var kedelige, hvor farvekridt og tegneblokke var til at brække sig over. Hvor det forekom uoverskueligte at gå ned i gården og spørge en af de andre, om vi skulle lege. Man magtede det ikke.

-Hvad er der galt med dig, spurgte min mor, der havde travlt med opvask, madlavning, med at stroppe strømper og lappe huller på albuerne af diverse trøjer. - Jeg keder mig, lød svaret. Og min mor åndede lettet op. Ikke influenza, ikke feber, ikke ondt i hovedet. Bare almindelig forkælelse og dovenskab. Så gik hun videre med sit. Og jeg kedede mig videre - nu og da nærmest desperat.

Siden hen, da jeg fik fornøjelsen af at være både chefredaktør og administrerende direktør i dagbladsbranchen, sad jeg ofte i bilen på vej hjem - langt ud på aftenen - og tænkte tilbage på den pragtfulde tid, hvor jeg havde lov til at kede mig. Til dengang, da jeg ikke anede, hvad jeg skulle gøre for at få tiden til at gå. Dengang forekom det frygteligt. Men sidenhen i livet fandt jeg ud af, at det er langt bedre, end når man ikke aner, hvordan pokker man skal få tiden til at slå til.

Hvor ville jeg gerne en gang imellem have mulighed for at kede mig. Det er et privilegium, de fleste af os mister som voksne. Fordi der altid er et eller andet, der skal eller i det mindste kan gøres. Der er i den voksnes verden altid noget, man kan fordrive tiden med. Og der er altid noget, man ikke orker, noget, man ikke får gjort. Men det plager samvittigheden - og den dag, hvor der så pludselig er tid til overs, så skriger samvittigheden: Du skal slå plænen! Du skal luge i bedet! Gavlen skal kalkes! Bilen skal vaskes! Selvangivelsen, mand! Osv. osv. osv. Og som voksen er man disciplineret. I stedet for at sætte sig ned og surmule af kedsommelighed, går man i gang. Man vandrer ad pligternes tunge, fortrampede sti, som PH skrev en gang. Han hadede pligter og ville meget hellere lege. Men selv PH måtte ind i mellem lade dragerne ligge - fordi murværket skulle kalkes. Pligterne og fornuften fylder tiden ud.

Jeg keder mig, er en død sætning. Den siges ikke mere. Og måske er det ikke kun vi voksne, der har mistet muligheden. Med alle de avancerede, teknologiske vidundere, som i dag udgør børns legetøj, har selv de mindste danskere mistet muligheden for at kede sig. Alene det, at der nu er tv i døgnets 24 timer, gør, at det er svært at komme til at kede sig. TV kan være kedeligt. Men man keder sig ikke i ordenes oprindelige betydning, når man ligger i sofaen med en cola og ser tv.

Det er trist. For måske er det sundt at kede sig en gang i mellem. At skulle tvinge sig selv til at finde på - et eller andet. Kreativiteten har måske godt af tomgang. Jeg så en gang et tv-interview med den vidunderlige britiske komiker, John Cleese. Journalisten spurgte, hvad der var hemmeligheden i at være så forrygende morsom, som Cleese kunne være Den lange mand tog spørgsmålet alvorligt. I lang tid sad han stille og kiggede op i luften. Så sagde han: Time…….