Regionalt kultursamarbejde videreføres

I 2017 var Århus europæisk kulturhovedstad. De 19 kommuner i Region Midtjylland og regionen har besluttet at fortsætte samarbejdet under overskriften ”Europæisk Kulturregion”.

- Det er fantastisk, at regionens 19 kommuner med hver deres unikke profiler bakker op om at sikre arven efter Aarhus 2017, og jeg er overbevist om, at vi også i fremtiden kan løfte hinanden på kulturområdet. Europæisk Kulturregion er et ambitiøst samarbejde, som vi satser målrettet på fra regionens side, siger formand for Regionsrådet i Region Midtjylland, Anders Kühnau (S).

Samarbejdet finansieres af kommuner og region i fællesskab på den måde, at kommunerne bidrager med en krone pr. borger, og regionen med samme beløb. Derudover dedikerer Region Midtjylland to årsværk til samarbejdet, ligesom der er mulighed for at målrette penge fra regionens kulturudviklingsmidler til projekter i Europæisk Kulturregion.

De kommende uger og måneder står den på involvering af regionens kulturaktører og konkret planlægning af de første fælles-regionale events, udstillinger og arrangementer. Fokus bliver på borgerrettede events, der dyrker samarbejdet, sikrer geografisk spredning og har internationalt perspektiv, og der vil være aktiviteter allerede i løbet af 2018. Derudover ligger det nu fast, at der i løbet af sommeren 2019 afholdes en stor kulturevent, der skal kunne samle borgere på tværs af Midtjylland.

- Kulturhovedstaden viste os, at det skaber værdi for både borgerne og kulturinstitutionerne, når vi arbejder sammen. Derfor er det glædeligt, at det nye samarbejde er kommet godt i gang, og jeg glæder mig til at opleve de første konkrete resultater, siger formand for Kommunekontaktrådet i Region Midtjylland, Randers-borgmester Torben Hansen (S).

Også hos Fonden Aarhus 2017, der har opbygget og samlet de erfaringer, der nu er sikret nyt liv med den nye aftale, er der glæde og positiv forventning.

- Det har været en berigelse at opleve det meget frugtbare samarbejde på tværs af kommuner og kulturinstitutioner i kulturhovedstadsåret, og det har netop været en af de helt store styrker i projektet. Derfor er dette et fremragende initiativ til gavn for alle i hele Region Midtjylland, siger administrerende direktør i Europæisk Kulturhovedstad, Rebecca Matthews.

Aftalen løber i første omgang i to år.

Tilføj kommentar

Annoncer

Bannerannonce for Brande Boligsalg

VIP annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Læs BrandeBogen

Brande Jul