Planen for Gennembruddet vises frem
Onsdag den 27. maj vises planerne for det kommende Gennembruddet i Brande frem på et borgermøde i Remisen i Brande
Fra ”Forlæng sæsonen, forlæng døgnet, forlæng opholdet, forlæng samtalen” Det var et af de gode råd Brande fik af byplanlægger Jan Gehl, da arbejdet med Brande midtby blev skudt i gang på et stort borgermøde på Remisen den 11. maj 2022.
Partnerskabet bag midtbyprojektet Gennembruddet: Brande City, BESTSELLER, den filantropiske forening Realdania og Ikast Brande Kommune, har fulgt det gode råd og kan nu invitere til præsentationsmøde på Remisen. Denne gang med stor glæde, at fremvise den helhedsplan for Gennembruddet, som er resultatet af tre års intenst arbejde.
Gennembruddet er en vision om, at en forbindelse gennem husrækken i Storegade kan bringe liv, lys og åløbet helt tæt på midtbyen og skabe ophold, leg og flow på den rekreative bagside af hovedgaden. Ideen er opstået hos Brande City, og partnerskabet er siden etableret, så realiseringen af projektet er blevet mulig.
Siden Jens Pedersen og Axel Månsson i 2020 erhvervede Storegade, har drømmen om en tydelig sammenhæng mellem torvet og åen – og en trappe, der kan fungere som byens fælles rum – været inden for rækkevidde.
Grundvisionen lå klar, da partnerskabet mellem Brande City, BESTSELLER, Realdania og Ikast-Brande Kommune blev etableret i 2022. Alligevel er der gået næsten fire år, før helhedsplanen er faldet på plads. Det har krævet analyser, mange møder og mange tegninger at nå frem til den plan, som et enigt partnerskab nu kan præsentere på Remisen den 27. maj.
Formand for styregruppen, Udvalgsformand Simon Vanggaard:
’Det har været fire meget lærerige år for os alle sammen. Vores møder har været præget af et dybtfølt engagement fra alle parter. Spilleplade har ændret sig løbende, og hele tiden til det bedre men, når spillepladen øges, så øges kompleksiteten naturligvis også. Vi samarbejder med meget dygtige arkitekter fra Tegnestuen Vandkunsten og derfor er det lykkedes os at komme i mål med en helhedsplan, hvor grundideen i Brande Citys oprindelige vision, er genkendelig samtidig med at viften af krav og forventninger generelt i partnerskabet, er indfriet.
I dag har vi et projekt som jeg tror vil få stor betydning. Ikke kun for Ikast-Brande Kommune, hvor projektet er enestående, men også som inspiration for andre sammenlignelige byer rundt om i landet. Vi tror på at her er et reelt alternativ til den vigende handel i den gamle handelsgade og et reelt bud på hvordan man øger den sociale sammenhængskraft i en hverdagsby som Brande. Så herfra skal lyde en stor tak til alle parterne for engagement, vedholdenhed og højt ambitionsniveau, på hele rejsen. Vi står i dag med et projekt vi kan være enormt stolte af’.
Realdania (Bymidtepuljen), projektchef Ditte Marquard, udtaler:
’Bymidterne i Danmark er udfordrede, og der er brug for at tænke i nye baner. Med Gennembruddet i Brande skabes der forbindelse mellem skole og idræt, ådalens natur og handelsgaden, så det adskilte byliv kan styrkes på tværs. Projektet har eksempelværdi for andre byer, som har lignende potentiale for at forbinde natur, læring, fritid og handel.’
BESTSELLER v. Mads Ruglykke:
“Vi er glade for at være en del af Gennembruddet – et projekt, der kan blive et naturligt samlingspunkt i Brande. Vi ser frem til at bidrage og gøre vores for, at det bliver et sted, der fungerer i hverdagen og giver værdi for byen, hvor vi er glade for at have hjemme. For os handler det om at skabe samlende rammer, hvor mennesker mødes – på tværs af generationer, interesser og behov. Et sted, hvor der kan opstå nye fællesskaber, aktiviteter og forbindelser – også mellem byens erhvervsliv. Vi tror på, at Gennembruddet kan være med til at skabe mere liv i bymidten og styrke Brande – både nu og på sigt.”
Brande City v/ Kent Lykke:
“Det her projekt har været en drøm i mange år, og det betyder meget for os at stå med en konkret plan, som vi nu kan dele med vores medborgere. Gennembruddet bliver ikke bare et fysisk projekt, men et nyt kapitel for byen. Et sted hvor branditter og byens besøgende kan mødes. Et sted som vil løfte Brande ind i fremtiden, hvor hverdagsliv, arbejdsliv og fritidsliv hænger rigtig godt sammen. Et bankende hjerte, der vil sende impulser ud i alle retninger, både lokalt, regionalt og nationalt. Vi ser frem til et projekt, hvor balancen mellem økonomiske, sociale, kulturelle og miljømæssige forhold afvejes nøje. Derfor er vi så glade for Vandkunstens projekt, hvor der er balance mellem æstetik, form og funktion og en klar forståelse for, hvad vores by kan bære skalamæssigt samt en stor respekt for områdets iboende kvaliteter. Det har været ventetiden værd. I Brande City er vi stolte over at have født ideen og taknemmelige for at stærke kræfter bakker op. Tak især til Anders Holch Povlsens for at støtte projektet, så det har kunne folde sig helt ud”.
Alle interesserede borgere inviteres til præsentationen af helhedsplanen på Remisen den 27. maj, klokken 19 – 21.30. Efter seancen er der en forfriskning til alle.
Brande City og Ikast-Brande Kommune byder velkommen. Tegnestuen Vandkunsten præsenterer projektet, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål til styregruppen.
