OPDATERET: Ældre branditter kan formentlig huske, hvordan man tilbage i 50’erne og 60’erne kunne følge med i, hvilken farve Martensens Fabrik farvede med den dag ved at slå et slag forbi Brande Å.

Torsdag og fredag har åen i et vist omfang om ikke skiftet farve så i hvert fald konsistens fra klart vand til mere grumset, uigennemsigtigt vand, og årsagen er ikke til at tage fejl af: Udledning af ufiltreret overfladevand fra det igangværende skolebyggeri i Centerparken.

To pumper, der siden de nu nedrevne bygningers tid har sørget for at holde vandet i Centerparken under et vist niveau, er fortsat i drift, hvilket betyder, at vandet fra byggepladsen via en sidekanal bliver sendt videre ud i Brande Å lige før broen nedenfor Slagterstien. Selvom vandet efter alt at dømme ikke indeholder giftstoffer, er det alligevel et problem: Sandet, som der er tale om, er så fint, at det aflejres i de gydebanker, der henover de seneste år er blevet anlagt flere steder i åen. Når gydegruset dækkes af sand, mister de deres funktion og bliver reelt ubrugelige for fiskene, uanset om der er tale om laks, ørreder eller mindre fiskearter.

Jan Sørensen, der er ingeniør Ikast-Brande Kommunes miljøafdeling, oplyser, at en tilsvarende episode fandt sted 27. november. Dengang blev problemet løst konsekvent og hurtigt. Da han i går blev gjort opmærksom på, at der igen var problemer, tog han straks kontakt til NCC, der har totalentreprisen på skolebyggeriet, som han forventer får styr på situationen i dag.

- Vi skal i den grad passe på vores fine vandløb her i Brande, lyder det fra Jan Sørensen.

NCC's projektleder, Klaus E. Nielsen, oplyser her til eftermiddag, at man for at løse problemet har etableret et vandreservoir på byggepladsen. I praksis bliver vandet først sendt igennem en form for stensi i form af en vold af sten, inden vandet løber ind i reservoiret. Her skal de forskellige urenheder bundfælde sig, inden vandet bliver ledt ud i afvandingskanalen og videre ud i Brande Å. Dermed skulle problemet aftage i løbet af weekenden, oplyser Klaus E. Nielsen.