Næsten 6.000 danskere testet: Knap hver femte viste tegn på frygtet lungesygdom
Det anslås at op mod en kvart million danskere går rundt med lungesygdommen KOL uden at vide det. 974 af dem blev måske fundet på Lungeforeningens årlige Lungedag. Se de lokale tal for Region Midtjylland.
Det anslås at op mod en kvart million danskere har lungesygdommen KOL uden at vide det, og det er et stort problem, da det er altafgørende for det videre sygdomsforløb at man opdager sygdommen så tidligt som muligt.
Derfor afholder Lungeforeningen hvert år den såkaldte Lungedag, hvor danskere kan blive testet for tegn på nedsat lungefunktion hurtigt, nemt og gratis. Denne gang var Lungedagen større end nogensinde, da man kunne blive testet 125 forskellige steder i hele landet. Og det var der mange, der gjorde brug af. 5.708 danskere var taget forbi teststederne for at få tjekket lungerne. Af dem blev 17,6 procent sendt videre til egen læge, da testen viste muligt tegn på KOL.
Og det glæder direktøren for Lungeforeningen, at så mange har taget imod opfordringen om at tage de små tegn alvorligt:
“Alt for mange reagerer ikke, selv når de oplever tydelige tegn på lungesygdom. Derfor arbejder vi løbende på at øge kendskabet til de tre tegn på KOL. Oplever man åndenød, hvæsende vejrtrækning eller hoste med slim, bør man blive testet. KOL koster hvert år alt for mange menneskeliv i Danmark, men opdages sygdommen i tide, kan der sættes effektivt ind og livskvaliteten forbedres markant,” siger Ann Leistiko
Det kan redde dit liv
KOL er den enkeltsygdom flest dør af i Danmark. Således viser Lungeforeningens gennemgang af de seneste tal, at 3.720 danskere mistede livet til sygdommen i 2024 – det svarer til, at mere end 10 danskere mister livet til KOL hver eneste dag. Men sådan behøver det ikke at være, hvis flere følger rådet om at reagere, hvis man oplever symptomer. Testen er en såkaldt spirometer-test, hvor man skal puste ind i et apparat et par gange, og så får man et resultat, der viser, om der er nedsat lungefunktion. Er funktionen for lav, kan det indikere, at der er tegn på KOL. Men selvom lungedagen er overstået, kan man sagtens blive testet alligevel. Spirometer-testen kan nemlig laves hos egen praktiserende læge.
“Det kan siges meget kort: Kend de tre tegn på KOL og reager på dem. En test hos egen læge er gratis, hurtig og smertefri. Til gengæld kan det gøre en afgørende forskel for ens livskvalitet og potentielt redde liv, hvis man reagerer i tide.” siger Ann Leistiko
Ifølge den seneste opgørelse er der godt 160.000 danskere, der er i behandling for KOL. Men det vurderes, at der er endnu flere, der har sygdommen. Således viser Lungeforeningens beregninger, at der statistisk set er omkring 240.000 personer, der burde være i behandling, men ikke er kommet det endnu, fordi de ikke har fået diagnosen.
