Ledigheden på historisk lavt niveau

Ledigheden i juni var den hidtil laveste, der er registreret i Ikast-Brande Kommunes 15-årige historie.

Ledighedsprocenten, som udgøres af arbejdsløshedsdagpengemodtagere, jobparate kontanthjælpsmodtagere og personer på selvforsørgelses- og hjemrejseydelse (det der tidligere hed integrationsydelse, red.) samt uddannelsesparate modtagere af uddannelseshjælp, udgjorde i juni blot 1,8.

Samtidig har antallet af borgere på sygedagpenge og jobafklaringsydelse været svagt faldende, men ligger fortsat på et højt niveau.

En mulig forklaring på dette kan være, at der er mange beskæftigede, som kan sygemelde sig, men også at den lave ledighed har givet beskæftigelse til borgere med helbredsudfordringer.

Antallet af borgere på sygedagpenge og jobafklaring er derudover også fortsat påvirket af lovgivningen under corona.

Mange af borgerne på midlertidige ydelser er på arbejdsmarkedet med deltidsbeskæftigelse og lønnede arbejdstimer. Det betyder, at de tæller med i statistikken, hvis de ikke er fuldt selvforsørgende, men får suppleret deres indkomst fra Jobcentret.

Indenfor seniorpension har der været en større udvikling end forventet. Desuden kommer en stor del af de personer, der søger seniorpension eller den nye ”Arne-pension”, fra beskæftigelse og ikke fra ydelser i jobcentret, som forventningen ellers var, da ordningerne blev indført.

Antallet af folkepensionister er til gengæld fortsat svagt faldende som følge af pensionsreformen. Det samme gælder antallet af efterlønsmodtagere.

Alt i alt var 5.758 indbyggere i Ikast-Brande Kommune ved udgangen af juni på en af ovenstående former for offentlig forsørgelse. Det er knap 300 færre end samme tidspunkt sidste år, hvilket svarer til et fald på 4,8 procent.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul