Lad konstitueringen gå om!
Af B. Bo Jensen
Selvom man kunne komme i tvivl, da det var aller mørkest og koldest i starten af februar: Foråret er lige om hjørnet. Vejret ser ud til at have lyttet til almanakken, og det er ikke kun fordi, vi skriver marts fra på søndag – metrologerne lover nemlig tocifrede plusgrader, og det kan vi jo kun glæde os til og over.
På den politiske scene sker der også ting og sager – ikke kun i regionsrådet, men også i lagene over og under. På Christiansborg trak statsminister Mette Frederiksen vattet ved at udskrive valg i torsdags til afholdelse tirsdag den 24. marts.
Og på den lokale scene er vores borgmester gået bodsgang til den sydlige del af Ikast-Brande Kommune, i et håb om at genoprette tillid og samarbejde og dermed få opløst den nord-syd-polarisering, som vi har set i den seneste byrådsperiode, og som har taget til i styrke siden valget.
Et fornuftigt træk af Ib Lauritsen, og hvis han vil vise, at der virkeligt er handling bag ordene, så lader han konstitueringen gå om, som Carsten Kissmeyer gjorde det i 2005, da man havde været for tidligt ude og konstitueret uden om Preben Christensen, som den gang – i lighed med Rune Lyager – havde fået flest personlige stemmer ved det overståede valg. Det kunne slet og ret ske ved, at man udvidede økonomiudvalget fra 5 til 7 medlemmer, som det også har været tilfældet i de foregående byrådsperioder. Hermed vil Fælleslisten via den
d’honske fordelingsmetode automatisk få et af sine tre mandater ind i det magtfulde udvalg. Og så vil Rune Lyager blive inddraget i drøftelser og centrale forhandlinger, og dermed blive gjort medansvarlig og også have reel mulighed for at påvirke beslutningerne, inden de når frem til byrådssalen. Her er det jo meget sjældent, at der flyttes mange kommaer.
En konstitueringsændring vil selvfølgelig kræve, at der sluges et par kameler, og tidspunktet vil være atypisk. Men det vil være med til at skabe den konsensus, som borgmesteren efterlyser, og der er mig bekendt ikke noget i den kommunale styrelseslov, der forhindrer en ændring efter fire eller seks måneder.
17 sundheds- og omsorgspladser i Ikast-Brande
I den regionale andedam, er vi i fuld gang med at få de nye Sundhedsråd kørt i stilling. Vi har tredje møde i rådet i Stuer på onsdag. I Region Midtjylland skal vi have fordelt 584 af de nye sundheds- og omsorgspladser mellem 19 kommuner, og det faldt på plads ved Regionsrådsmødet i onsdags. Det betyder, at embedsværket og kommunerne nu kan komme i gang med det lavpraktiske arbejde. 17 af disse pladser kommer til at havne i Ikast-Brande Kommune, og jeg håber, at vi kan nå til enighed om, at de placeres i en af 24-mands-enklaverne i det nye pragtfulde plejecenter på Bøgildlund, som jeg havde fornøjelsen af at besigtige tidligere på ugen.
Det er 17 nye pladser, som kommer til at indgå centralt i fremtidens sundhedsvæsen. Det er her man skal være – nu i regional ”varetægt”, når man er for rask til at være på sygehus og for svækket til at være hjemme i egen bolig eller plejebolig. Og man skal kunne modtage professionel pleje, omsorg og genoptræning, så man kan komme videre inden for en periode på 5, 10 eller måske 30 dage afhængigt af, hvad patienten fejler.
Hvis vi skal kunne give den optimale rehabilitering og tage flest mulige synergier, vil det være essentielt at alle 17 pladser samles på ét centralt sted i kommunen, hvor der også er andre støttende funktioner. Også selvom det i en kort periode kan betyde, at man skal opholde sig lidt længere væk fra sit hjem og daglige netværk. Det vigtigste er, at man bliver gjort klar til hjemsendelse – hellere det end at få et besøg eller to mere under opholdet. Og så i øvrigt i nogle fysiske rammer vi kan være stolte over som borgere og skatteydere i Ikast-Brande Kommune. Når man ser sådanne forhold, bliver man glad ved at betale skat, og det er lige før, man glæder sig til at blive gammel…
Tre regeringsscenarier
Men de næste 3,5 uge rettes størstedelen af den politiske attention på det forestående Folketingsvalg. Der er flere scenarier i spil. Et rent rødt kabinet med støtte af de radikale, hvis de da ellers vil være med, og kan klare det infrarøde lys. En blå regering som vi senest har set det under Anders Fogh og Lars Løkke i starten af dette årtusinde eller også en udvidet regering hen over midten. I de første to scenarier vil man ”være i lommen” på bl. a. Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Inger Støjberg-demokraterne. I det sidste tilfælde vil det kræve, at flere partier går med i en flertalsregeringsdannelse, idet de tre regeringspartier, jo ser ud til at miste mellem 15 og 20 mandater. Og dermed sit flertal.
Jeg ved godt, hvad jeg vil foretrække, og har med glæde noteret mig, at både Mette Frederiksen og den nye statsministerkandidat Troels Lund Poulsen holder alle døre og muligheder åbne. Og det føler jeg også vores egen Mona Juul har givet udtryk for, idet vi konservative jo tilstræber, at være borgerlige stemmer, der arbejder til fordel for Danmark og danskerne samtidig med, at vi ser tingene i et globalt og ikke navleskuende perspektiv.
Med venlig hilsen
B. BO JENSEN
Regionsrådsnæstformand
Region Midtjylland
Gruppeformand liste C
Medlem af Forretningsudvalget
Medlem af Sundhedsrådet Vestjylland
