Af Bruno Ostenfeldt Jensen

LÆSERBREV: Jeg vil gerne holde fast i, at det her ikke handler om dig og mig som personer. Det handler om en politisk beslutning og om et princip, som alle borgere i Ikast-Brande Kommune skal kunne have tillid til.

Du skriver, at jeg bør tage ud og se området, som det ser ud i dag. Det gør jeg gerne. Men så bør vi også stille det mindst lige så relevante spørgsmål: Hvordan så området ud, før de mange nye anlæg, byggerier og ændringer kom til?

For man kan ikke først ændre et landskab markant og bagefter bruge det ændrede landskab som argument for, at yderligere ændringer ikke betyder så meget.

Du henviser blandt andet til Villa Povlsen, golfanlæg, boliger, motorvejen og vindmøller som tegn på, at området allerede er påvirket. Men hvis hver ny ændring bagefter bruges som begrundelse for den næste, får vi en glidebane, hvor den oprindelige landskabelige og naturmæssige værdi gradvist mister betydning.

Det er netop derfor, vi har lokalplaner, landzoneregler og naturbeskyttelse.

Jeg står fuldt ud ved, at jeg var med til at godkende lokalplanen. Det løber jeg ikke fra. Men en lokalplan er ikke et fripas til efterfølgende at etablere forhold, som kræver særskilt tilladelse eller dispensation.

Det er jo præcis derfor, kommunen nu behandler en række lovliggørende forhold.

Og her synes jeg, vi skal være præcise.

Du beskriver det som forhold, hvor der ikke er “ansøgt rettidigt”, eller hvor “dialogen er kørt skævt”. Men sagen handler om mere end forsinkede ansøgninger eller dårlig kommunikation. Der er tale om konkrete forhold, som allerede er etableret, og som nu efterfølgende ønskes lovliggjort. Flere af dem anbefaler administrationen afslag på.

Det betyder ikke, at administrationen altid har ret. Det har jeg aldrig ment, og det ved du også. Politikere er valgt til at tage stilling og kan sagtens være uenige i en faglig indstilling.

Men man skal passe på, at administrationens vurderinger ikke bare bliver trukket ind under tæppet, fordi de er politisk besværlige.

Når administrationen efter faglig behandling anbefaler afslag på bestemte forhold, er det ikke noget, man blot kan omtale som en skæv dialog og derefter gå videre til ildsjæle, visioner og gode intentioner.

Hvis et politisk flertal vælger at gå imod administrationens anbefaling, er det selvfølgelig en politisk mulighed, hvor lovgivningen giver plads til det. Men så skal politikerne også åbent forklare, hvorfor de gør det, hvilke hensyn der vejer tungere, og hvordan den samme linje skal gælde næste gang en almindelig borger står med en tilsvarende sag.

Ellers risikerer vi, at administrationens faglige vurderinger kun tillægges vægt, når de passer ind i det politiske ønske. Det mener jeg er en farlig vej.

Og her kommer vi til kernen.

Hvad siger vi til den almindelige borger, som har bygget en garage for tæt på skel?

Til borgeren, der har udvidet sin have ind i et beskyttet område?

Til borgeren, der har opført et skur, en terrasse, en jordvold eller noget andet uden den nødvendige tilladelse?

Skal den borger også kunne sige: Jeg handlede ikke i ond tro. Jeg er en ildsjæl. Mit projekt er godt for området. Kom ud og se det med egne øjne.

Hvis de argumenter skal have afgørende betydning på Remmevej, må de også have betydning i andre borgeres sager. Ellers har vi et problem med ligebehandlingen.

Du skriver, at du ikke lader dig påvirke af, om mennesker er rige eller fattige. Det har jeg heller ikke påstået, at du bevidst gør.

Min pointe er mere principiel.

Forskelsbehandling behøver ikke bestå i, at nogen direkte siger, at en velhavende eller ressourcestærk borger skal have særbehandling. Den kan også opstå, hvis store projekter med stærke visioner, netværk og politisk opbakning mødes med en fleksibilitet, som den almindelige borger ikke oplever.

Det er derfor, denne sag er vigtig.

Ikke fordi golf er forkert. Ikke fordi udvikling er forkert. Ikke fordi ildsjæle er et problem.

Men fordi reglerne skal kunne forklares og forsvares over for alle andre bagefter.

Det gælder også § 3-naturen.

Du foreslår, at der etableres dobbelt så meget erstatningsnatur, hvis beskyttet natur er blevet påvirket. Det kan lyde som en rimelig løsning, men beskyttet natur er ikke bare et regnestykke, hvor man uden videre kan fjerne ét areal og erstatte det med et større et andet sted.

Det første spørgsmål må være, om der overhovedet er grundlag for at dispensere. Ellers risikerer vi at gøre naturbeskyttelsen til noget, man kan kompensere sig ud af, når først indgrebet er sket.

Jeg tager gerne ud og ser området, Rune. Men lovligheden af et forhold afgøres ikke af, om projektet ser flot ud, om menneskene bag er engagerede, eller om visionen er stor.

Og det forhold, at der allerede er lovligt byggeri i området, er heller ikke i sig selv et argument for at lovliggøre andre forhold bagefter. Det er to forskellige ting.

Jeg er positiv over for udvikling. Jeg er positiv over for golfbanen. Jeg er positiv over for ildsjæle. Og jeg står ved den lokalplan, jeg selv var med til at vedtage.

Men jeg kan ikke støtte et princip, hvor man først etablerer forholdene og bagefter forventer, at et politisk flertal finder en vej til at lovliggøre dem.

Du skriver selv, at loven skal være lige for alle. Det er vi enige om.

Så mit spørgsmål er stadig meget enkelt:

Vil den samme politiske velvilje blive vist den helt almindelige borger, som har etableret noget uden den nødvendige tilladelse og bagefter søger om at få det lovliggjort?

Hvis svaret er ja, så har kommunen reelt lagt en ny linje.

Hvis svaret er nej, så står vi netop med den principielle forskel, jeg rejste fra begyndelsen.

Det her handler derfor ikke om Rune og Bruno.

Det handler om, hvilke spilleregler borgerne i Ikast-Brande Kommune skal kunne regne med.

Og de spilleregler skal være de samme for alle.