Af Henrik Kraglund, gruppeformand Fælleslisten og

Simon Vanggaard, gruppeformand Dansk Folkeparti

Når man klipper bukseknappen og, tager både livremmen og selerne af, så står man til sidst med bukserne nede om anklerne. Ligesom i eventyret kejserens nye klæder, prøver man at overbevise tilskuerne om, at det er dem der er dumme, hvis ikke de kan se det fine nye silketøj. I Ikast-Brande kommune er Socialdemokratiet både væverne og kejseren på samme tid.

Socialdemokratiet har valgt at stå udenfor det budgetforlig, der skaber det økonomiske fundament for vores kommune. De har retfærdigvis lavet deres eget budgetforslag. Et forslag, hvor der på alle haner skrues fuldt op for det varme vand, og alle økonomiske usikkerheder forventes at gå den rigtige vej. Der er hverken livrem eller seler. Det er en kæmpe økonomisk gambling. Uagtet at deres egen finansminister i foråret var ude og sige, at vi ikke har set så slem en økonomisk situation siden 1930erne. Dybt uansvarligt i vores øjne.

Det belejlige ved at stille sig udenfor fællesskabet er, at man kan smide ansvarligheden over bord, for det ansvar har de 17 øvrige byrådsmedlemmer taget på sig. I stedet kan man dele om sig med velfærdsgoder og anlægsgaver til sine valgkredse. Uden at have noget som helst stof til den dragt man er ved at sy.  

Man tillader sig også at strø om sig med faktuelle løgne om det budgetforslag, det brede fællesskab er blevet enige om, samtidig med at man påstår, man er blevet smidt ud af forhandlingerne. Det var Socialdemokratiet, der var ultimative. Ikke forligspartierne. Når man vælger at forlade lokalet efter et kvarter af første møde, så har man selv valgt at gå, før vi reelt er i gang med at forhandle.  

Nok om den socialdemokratiske fantasi. Tilbage til det der bliver virkelighed. Vi har landet et bredt budgetforlig, der løfter velfærden for os alle så markant, at det ikke er set tidligere i kommunens historie. Vi investerer i anlæg, der kommer hele vejen rundt i kommunen og løfter vores byer. Det er vi meget tilfredse med.  Samarbejdet i forligskredsen har været godt og konstruktivt. Vi har klippet hæle og kappet tæer. Nu passer skoene. Det største par sko i kommunens historie. Det kommer til at gavne os alle, og det er værd at glæde sig over.