Gå til hovedindhold

Ikast-Brande regeres stadig i, fra og af Ikast

Læserbrev

LÆSERBREV: I sin fine og meget grundige gennemgang af valgresultatet i sidste uges avis glæder Jan Svendsen sig med rette over et flot valg for kandidaterne fra Brande, som er den primære årsag til, at der denne gang blev valgt hele 10 byrådsmedlemmer fra den sydlige del af kommunen mod 8 ved det seneste valg i 2021. Men faktisk kunne det være gået endnu bedre: De tre lokale Venstre-kandidater, Lars Lyhne, Erik Ellehammer og Marianne Oksbjerre, opnåede til sammen 551 personlige stemmer, langt flere end Katri Berg fra Engesvang, der sikrede sig Venstres syvende og sidste mandat med 391 personlige stemmer.

Selvom det naturligvis ikke er givet, at stemmerne på de to andre ville være gået til den tredje, hvis han/hun havde været Venstres eneste kandidat fra Brande, må det alligevel være en overvejelse værd for den lokale Venstrevælgerforening, om ikke de skal lade sig inspirere af partifællerne i Nr. Snede, der havde succes med at samle sig om Søren Christiansen.

Men hvilken betydning fik denne forskydning i den ”geografiske magtbalance” så, da posterne i det nye byråd skulle fordeles? Det korte (og skuffende) svar er: absolut ingen! Blandt de 10 byrådsmedlemmer fra den sydlige del af kommunen, hvoraf 7 tidligere har siddet i byrådet, er der åbenbart ikke en eneste, der er kvalificeret til at lede et udvalg. Både borgmester, 1. og 2. viceborgmester er bosiddende i den nordlige del af kommunen, og det samme er formændene for de 5 politiske udvalg (som borgmester er Ib Lauritsen ”født” formand for det sjette og vigtigste, økonomi- og planudvalget).

Selv børne- og ungeudvalget, der træffer afgørelser af stor vigtighed for de involverede parter, men ikke har den mindste politiske indflydelse, får nu en formand fra Engesvang, en post Lars Lyhne fra Brande har varetaget de seneste 8 år.

Den eneste lillebitte brødkrumme, der er blevet til overs fra de riges bord, er posten som formand for det genopstandne tværpolitiske udvalg med det meget lidt mundrette navn, §17.4-udvalget. Formandsposten tilfaldt de konservatives spidskandidat, Henrik Overgaard, men derudover besluttes udvalgets sammensætning af økonomi- og planudvalget, som også skal godkende de emner, udvalget skal arbejde med.

Summa summarum: Magten i Ikast-Brande Kommune er fortsat solidt forankret i den nordlige del af kommunen (gl. Ikast Kommune), præcis som den har været det lige siden kommunesammenlægningen for snart 20 år siden.

Dermed har flertallet i byrådet desværre endnu engang forsømt muligheden for at lukke munden på undertegnede og andre ligesindede ”brokkehoveder” fra primært Brande og samtidig en gang for alle få slået fast, at Ikast-Brande er én samlet kommune. Det er godt nok en skam!

Mikael Lund

Brande

LÆSERBREV

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Onlineavis

Annoncer

Annoncer

  • Vesterlund Friplejehjem
    Vesterlund Friplejehjem
  • Camp 37
    Camp 37
  • Forum Brande
    Forum Brande
  • Kirkekontoret
    Kirkekontoret
  • Ældre Sagen
    Ældre Sagen
  • Takkeannonce
    Takkeannonce
  • Agroland
    Agroland
  • Give Møbler
    Give Møbler

    Kalender

    14 sep.

    Forum Brande offentligt møde

    Arrangør: Forum Brande
    Sted: Auditorium Artium Brande
    18 sep.

    Fredagscafe i Ældre Sagen med Ole Tang

    Arrangør: Ældre sagen i Brande
    Sted: Brande Hallerne hal C
    26 sep.

    Gospel workshop med Ole Jørgensen i Brande Kirke

    Arrangør: Menighedsrådet Brande Kirke
    Sted: Brande Kirke

    Online Avisarkiv

    Læs alle udgaverne af vores trykte avis

    Avisarkiv

    Tilmeld nyhedsbrev

    Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.