Ikast-Brande og Dansk Byggeri ser nærmere på en partnerskabsaftale

Ib Lauritsen

Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland og Ikast-Brande Kommune har blandt andet drøftet arbejdsgarantier, byggesagsbehandlingstider og mangel på arbejdskraft. De er enige om, at der skal gøres en ekstra indsats for at få de unge til at blive håndværkere, måske via en partnerskabsaftale.

Repræsentanter fra Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland og Ikast-Brande Kommune har været samlet til det årlige dialogmøde. Begge parter lægger stor vægt på den tætte kontakt, som skal være med til at skabe gode forhold for de lokale virksomheder i bygge- og anlægsbranchen.

- Det var en fornøjelse at mødes med Ikast-Brande Kommunes nye borgmester, siger medlem af regionsbestyrelsen for Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland Kim S. Jensen. 

- Siden vi mødtes sidste år, har Ikast-Brande Kommune forhøjet grænsen for, hvornår virksomhederne skal stille arbejdsgarantier, til én million kroner. Det er en god beslutning, som hjælper de mange små og mellemstore virksomheder, når de giver tilbud og vinder opgaver for kommunen.

Han deltog i mødet på rådhuset sammen med Brian Poulsen fra Tømrerkompagniet i Ikast.

Mangel på kvalificeret arbejdskraft

På mødet blev der også talt om byggesagsbehandlingstider og branchens repræsentanter gav en status for bygge- og anlægsbranchen i Ikast-Brande og i det midtjyske.

På mødet drøftede man udfordringen med mangel på kompetent og kvalificeret arbejdskraft, som virksomhederne i Midtjylland begynder at mærke.

Mulighed for partnerskabsaftale

Borgmester Ib Lauritsen (V) sætter også stor pris på mødet med Dansk Byggeri og på de positive relationer til erhvervslivet.

- Fra kommunens side prioriterer vi altid den tætte kontakt med virksomhederne. Det gør vi selvfølgeligt for at skabe de bedst mulige forhold for erhvervslivet. Dermed medvirker vi også til at skabe arbejdspladser og uddannelsesmuligheder for vores borgere, siger borgmesteren.

- Vi aftalte på mødet, at vi vil kigge nærmere på mulighederne i en partnerskabsaftale mellem os og Dansk Byggeri. Hensigten med en sådan aftale vil være at forstærke indsatsen for at få endnu flere af vores unge mennesker til at vælge erhvervsuddannelserne i vores område og for eksempel hjælpe folk på kanten af arbejdsmarkedet ind i bygge- og anlægsbranchen. Det vil både nu og fremover hjælpe på den udfordring, som virksomheder i Midtjylland oplever med mangel på arbejdskraft.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul