Sagen om hjemmepasning til Jamie Henneberg Rothmann tegner et trist billede af velfærdspolitikken i Ikast-Brande.

Hvis man læser Venstres politik på deres hjemmeside, så skriver de at: ”Venstres velfærdspolitik sætter mennesket før systemet. Venstre vil have et velfærdssamfund, der er til for borgeren, og hvor mødet med den offentlige sektor skal foregå så nemt og gnidningsfrit som muligt.”

Men hvis man har fulgt dækningen i Herning Folkeblad af Thomas og Sarahs kamp for deres søn – mit elskede barnebarn – Jamie, så er det svært at genkende Venstres politik i den lokale forvaltning i Ikast-Brande kommune. Vores venstre-borgmester, Ib Lauritsen, står i spidsen for en kommune, hvor forældre til handicappede børn hele tiden skal kæmpe med systemet. I stedet for at bruge alle deres sparsomme kræfter på at pleje, passe – og meget gerne hjemmetræne – Jamie, så må forældrene bruge time op og time ned på at – igen, igen – indhente og fremskaffe dokumentation om alt fra evidens baseret viden fra fagpersoner om Jamies diagnoser til lægeerklæringer. Som kommunen alligevel ikke bruger i deres endelige beslutning i sagsbehandlingen. Hvordan er det et velfærdssamfund, som er til for borgeren?

Hvis man troede, at forældre til handicappede børn kunne tillade sig at forvente, at kommunen oplyste lidt om, hvad borgerne har ret til – og ikke mindst brug for. Eller at de måske endda aktivt tilbød det til borgerne, når der var et behov. Så tager man grueligt fejl. Hvad end det er større bleer, special klapvogn, pasningstilbud svarende til et barn med Jamies handicap eller hjemmetræning, så skal forældrene ikke bare selv efterspørge hver enkelt del, men kæmpe en lang kamp hver gang for at få dem. Hvordan kan man kalde dét møde med den offentlige sektor nemt og gnidningsfrit?

Ikke desto mindre – så har Thomas og Sarah i årevis forsøgt at arbejde sammen med forvaltningen i en konstruktiv og god dialog – og forsøgt at tale med vores lokale politikere, da der ikke kom svar fra sagsbehandlingen. Men der kom larmende tavshed fra de fleste af vores lokale politikere, inklusiv fra Venstre. Nu har Thomas og Sarah truffet den modige beslutning at stille sig offentligt frem og fortælle om deres kamp. Det er ikke let, skulle jeg hilse at sige. Men de er altid klar til at kæmpe for Jamie. Derudover ønsker de at være med til at gøre det bedre for andre i samme situation. I senere uger kunne man i både Herning Folkeblad og Tv2 MidtVest høre beretninger fra flere andre familier, som har været igennem det samme. Det viser tydeligt, at vi har et systematisk problem i Ikast-Brande kommune.

Vores lokale byrådsmedlem fra Venstre i Brande, Lars Lyhne, har ikke ønsket at gå ind i sagen. Men han har dog på Facebook henvist til ’en folkedomstol’, som han ikke mener tager højde for flere sider af sagen. Det er meget let købt. For det er ikke bare en folkestemning. Det er menneskers – Jamie, Thomas og Sarahs – liv. Og så er det i øvrigt baseret på lovgivningen. F.eks. virker Lars Lyhne – eller hans borgmester – ikke til at ville lytte til de juridiske eksperter, som Thomas og Sarah har allieret sig med. Det har de i øvrigt fordi, at de ikke selv er jurister, som man egentlig helst skal være for at kunne få den hjælp, som man har ret til. De juridiske eksperter fra Landsforeningen Hjernebarnet har i Herning Folkeblad – såvel som i dialogen med kommunen – på saglig vis redegjort for nogen af de mildest talt problematiske elementer i den sag om hjemmetræning, som Thomas og Sarah har søgt om. De juridiske eksperter påpeger bl.a., at kommunen ikke har overholdt deres skærpede vejledningspligt og derudover langt overskredet tidsfrister i sagsbehandlingen.

Jeg vil opfordre til, at Venstre i Ikast-Brande står ved den velfærdspolitik, som de taler for på landsplan, og at de går ind i en dialog med Thomas og Sarah. Vis at I sætter mennesket før systemet! Borgerne i kommunen holder øje med jer, og jeg håber at mange vil huske denne sag næste gang, at vi skal sætte krydser på stemmesedlen til byrådet.

Med venlig hilsen,

John Henneberg

Skovbrynet 58

7330 Brande