Hunde fra Brande leverer flotte resultater i hundesporten
Tre danmarksmesterskaber, to kåringer som Årets Hund og en 5. plads ved Dansk Kennel Klubs Danmarksmesterskab. August har været en særdeles succesfuld måned for Lisbeth Otvald fra Brande og hendes to belgiske hyrdehunde, Riva på 5 år og Deevee på 10 år.
Resultaterne er kommet ved flere konkurrencer gennem måneden og tæller blandt andet en fejlfri rallypræstation, to klassevindere i LP3 og en placering blandt de fem bedste ved DKK DM.
Tre danmarksmesterskaber ved 50-års jubilæum
Den første weekend i august afholdt Specialklubben for Belgiske Hyrdehunde (SBH) sit årlige træf, der i år samtidig markerede klubbens 50-års jubilæum. Lisbeth deltog med både Riva og Deevee i rallylydighed og lydighed.
I rallylydighed stillede Riva i begynderklassen. Hun gennemførte en fejlfri bane og opnåede maksimumpoint, 100 point. Det rakte til en 2. plads, hvor placeringen alene blev afgjort på tiden. Vinderen var ligeledes en belgisk hyrdehund, og Riva var dermed kun sekunder fra både sejren og titlen som SBH Danmarksmester.
Deevee stillede i Rally Champion og opnåede 84 point og en 3. plads. Som bedste belgiske hyrdehund i klassen blev hun samtidig SBH Danmarksmester i Rally Champion 2026.
Også i lydighed blev det til mesterskabstitler. Riva leverede en af sine hidtil bedste prøver i LP3 og opnåede 292,5 point ud af maksimalt 320 . Resultatet sikrede hende 1. pladsen og titlen som SBH Danmarksmester i LP3 2026.
Den 10-årige Deevee konkurrerede i LP Elite, den højeste lydighedsklasse. Her opnåede hun 166 point og en 2. plads. Som bedste belgiske hyrdehund i klassen blev hun samtidig SBH Danmarksmester i LP Elite 2026.
Dermed kunne Lisbeth og hendes to hunde afslutte jubilæumstræffet med tre SBH-danmarksmesterskaber.
Deevee blev desuden hædret for sine resultater fra den foregående sæson og kåret som både SBH Årets Hund 2025 i Rally Champion og SBH Årets Hund 2025 i lydighed.
Træningen foregår også hjemme i Brande
Bag resultaterne ligger målrettet træning, og en del af den foregår hjemme i Brande.
Detaljer og momenter trænes både i haven og på stuegulvet, mens Lisbeth om sommeren blandt andet bruger de grønne områder i Brande til løbeøvelser og hele konkurrencesekvenser.
Selv om Riva og Deevee er konkurrencehunde, er hundesporten kun én del af deres hverdag.
“Vi træner målrettet mod de mål, vi sætter os, men de er også familiehunde. Vi går ture, leger og laver helt almindelige ting sammen som alle andre hunde og deres ejere,” fortæller Lisbeth.
Nye mål venter
August-resultaterne markerer ikke afslutningen på konkurrencesæsonen. Allerede i september skal Lisbeth og Riva igen på konkurrencebanen ved European Open i lydighed.
Målet er også at kvalificere sig til DKK DM igen i 2027. Riva har desuden kvalificeret sig til FMBB VM 2027 for belgiske hyrdehunde, der afholdes i San Fernando i Cádiz-provinsen i det sydlige Spanien. Inden der træffes endelig beslutning om deltagelse, skal logistikken omkring den lange rejse dog falde på plads.
Samtidig er næste generation på vej. Lisbeth har fået en ung Border Collie, som allerede er i træning og forventes at få sin debut i lydighed i den kommende sæson.
