Historisk succes for musical med en fantastisk fortælling
Af Jan Svendsen
”SØBY - musicalen om det brune guld” kan se tilbage på en historisk succes, da den efter sidste forestilling kunne konstatere, at 4.000 begejstrede tilskuere fik det mange kalder ”en sublim oplevelse”.
De fik både den fantastiske, tankevækkende og dramatiske fortælling om det brune guld og samtidig en kulturel oplevelse i perfekte omgivelser nøjagtigt på det sted, hvor gravningen af brunkul i Søby begyndte i 1939.
Søby Brunkulsmuseum har samarbejdet med Kulturkompagniet i Herning Kommune om opførelsen, ligesom de omliggende landsbyer med flere har deltaget i samarbejdet mellem ti foreninger.
Alt er skrevet, komponeret og produceret specielt til denne musical, hvor arrangørerne samtidig har brugt topprofessionelt udstyr til lyd, lys og andre effekter. Mange af teknikerne med baggrund i MCH. Alle amatører har på samme måde stræbt efter et professionelt niveau.
- Det viser, at gennem sammenhold kan vi opnå utrolig meget. Mange små led har skabt en stor oplevelse, som vil blive husket i mange år. Alle 240 involverede har ydet en fremragende indsats og har realiseret den drøm, som bestyrelsen vedtog for fire år siden om at opføre en musical i forbindelse med museets 50-års jubilæum, siger formand Jan Svendsen, Søby Brunkulsmuseum.
Alle har arbejdet benhårdt på at få en så autentisk fremstilling som muligt. Som et eksempel på detaljerne kan nævnes, at ambulancen i forestillingen er lånt hos Falck-museet og rent faktisk er den ambulance, som blev brugt til optagelserne i Søby til filmen Vagabonderne på Bakkegaarden i 1957.
Ambitionerne har krævet et økonomisk grundlag ud over det sædvanlige for museet, men med hjælp fra kommuner, fonde og sponsorer er det lykkedes. Oprindelig lød budgetteret på 1.800 solgte billetter til seks forestillinger, men det sluttede med udsolgt af 3.200 billetter til otte forestillinger samt yderligere 800 til generalprøve og forpremiere.
1.200 deltog i spisning før forestillingerne og 350 i rundvisninger. Inden forestillingen skabte en levendegørelse et muntert liv mellem husene og på pladsen. Som afslutning kunne publikum besøge Mindelunden, som var illumineret og satte hele arrangementet i relief. Musicalen blev præsenteret i et flot og professionelt souvenir-program med 80 gevinster.
Alt i alt skabte musicalen dermed en total-oplevelse på næsten seks timer.
På de sociale medier og gennem mails har musicalen modtaget en perlerække af begejstrede kommentarer.
- Vi er næsten væltet helt bagover af de mange flotte hilsener, også når publikum forlader museet efter forestillingen – også de par aftner, når det skete i regnvejr. Glade ansigter og flotte bemærkninger hele vejen rundt, siger en overvældet formand.
Generelt har musicalen været utroligt heldig med vejret, hvor museet to aftner oplevede, at regnen stoppede samtidig med, at forestillingen gik i gang. Fredag aften var meldt både skybrud og torden, men musicalen spillede i tørvejr.
For Mads Aastrup er musicalen kulminationen på flere års arbejde med at udvikle manuskriptet, forme projektet og instruere forestillingen.
- Det har været en fantastisk rejse, og det har været en fornøjelse at stå i spidsen for sådan et projekt, hvor så mange frivillige har lagt så mange timer og så meget hjerteblod. Stor tak til alle for tilliden, og for at gå all in på vores tanker og visioner.
- Jeg har været så heldig, at jeg i hele forløbet har kørt parløb med min mor Kirsten Brænder Aastrup, og det har været en gave at arbejde sammen om denne forestilling. Tak til Jan Svendsen for idéen, for at involvere os, for hans mange timers arbejde og for altid at lade den bedste idé vinde.
- Jeg er utrolig stolt af vores forestilling, og publikum har taget godt imod den. Det har i sandhed været historisk, siger Mads Aastrup.
Det vil være oplagt at tænke sig, at Søby Brunkulsmuseum og Kulturkompagniet vil gentage den store succes.
- Det er sikkert, at vi næste år til selve jubilæet i hvert fald vil gøre brug af brudstykker fra musicalen og levendegørelse, siger Jan Svendsen. Omfanget skal vi have aftalt, men det bliver i hvert fald i et meget mindre format. Vi er ovenud tilfredse med, at vi har gennemført projektet, men jeg er også sikker på, at vi næppe magter noget tilsvarende foreløbig.
- Vi har faktisk drevet rovdrift på de frivilliges velvilje til en ekstraordinær indsats, som i vagtplanen dækkede 485 opgaver. Nu vender vi tilbage til at have fokus på den daglige drift, siger formanden ovenpå den historiske succes.
