Happy Go Lucky – Kan man det, når der er børn til stede?

Dina Raabjerg

Af Dina Raabjerg, markedschef og folketingskandidat i Vestjylland for Det Konservative Folkeparti

Happy Go Lucky er historien om at leve et ubekymret liv. Om ikke at tænke på dagen i morgen. Det er også et begreb, vi bruger, når nogen har udvist mangel på rettidig omhu. Eller været direkte uansvarlige.

Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at vi i Danmark lige nu leger Happy Go Lucky uden tanke på vores børns fremtid. Sådan som de italienere, mange danskere ikke ville hjælpe, fordi man mente de var selvforskyldt i deres økonomiske problemer.

Min familie er blevet ramt af arbejdsløshed pga. Corona. Og jeg får mails fra folk, der har mistet job, og som spørger, om jeg kan hjælpe? Fra september dækker staten ikke længere løn til hjemsendte. Dermed er der risiko for nye arbejdsløse. Det er som om, flere i Folketinget ikke har opdaget, at det faktisk ikke går så pokkers godt.

I stedet for at bekymre sig om, at folk mangler job og virksomheder lukker, så snakker flere partier om alle de flere penge, vi skal bruge på Finansloven i 2021. Som om alt er, som det plejer. Enhedslisten har meldt ud, at de vil have markant flere penge til velfærd. DF vil have endnu flere på tidlig pension end regeringen. Regeringens forslag til tidlig pension koster allerede 3 mia. kr. i 2021. Og en række partier er også ude at kræve flere penge fx til bistand til udlandet.

”Juu huu, vi er lige her”… fristes man til at sige. Kom nu ud af osteklokken og se, hvad der sker herude.

I Danmark har vi i 1. del af 2020 tjent ca. 100 mia. kr. mindre end sidste år. Hvis det fortsætter, bliver BNP 200 mia. kr. mindre for hele 2020. Med et skattetryk på 50 %, får vi så 100 mia. kr. mindre ind i skat til at dække ”velfærden” i år. Vi har ikke haft et større dyk i økonomien i 30 år, og med hjælpepakkerne slår vi derfor et kæmpe hul i kassen.

Regeringen pålægger lige nu erhvervslivet nye skatter for 11 mia. kr. Som altså skal betales ud af lavere indtægter. Hvad sker der lige? Og hvem skal sætte gang i økonomien, hvis folk er arbejdsløse og har færre penge? Selv hvis vi alle hæver vores feriepenge og bruger hver en krone, så vil det ikke lukke hullet.

Det burde være tydeligt for alle nu, at når virksomhederne ikke tjener penge, så bliver folk arbejdsløse. Og når folk er arbejdsløse, så har de ikke råd til at købe nyt. Og så tjener virksomhederne endnu færre penge. Det burde også være tydeligt, at når virksomhederne ikke tjener penge, så kommer der mindre ind i skat. Og med mindre i skat, så bliver det dæleme svært at bruge flere penge, uden at stifte italiener-gæld.

Jeg vil derfor appellere til, at alle partier arbejder sammen. Fokuserer på at afbøde faldet. Hjælper de arbejdsløse og virksomhederne. Undlader at opfinde nye udgifter og øge gælden. At man begrænser gældsbyrden til vores børn til det absolut nødvendige. Vi skal ikke være de nye italienere.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul